Konservator fik en overraskelse: Endnu en Hammershøi gemte sig på bagsiden

Konservator ledte efter buler men fik en overraskelse. - Det er en dyr en, siger museumsinspektør.

På Davids Samling i København har man i alt 14 malerier af Hammershøi. Et af dem skiller sig ud som noget helt særligt.

Da 'Den strikkende kvinde' for nylig kom retur fra en anden udstilling, ventede der nemlig et særsyn. Da maleriet skulle gennem et rutinemæssigt serviceeftersyn opdagede konservator Anne-Marie Keblow Bernsted, at der var et andet maleri på bagsiden.

- Der rejste hårene sig lidt i nakken. Det er jo ikke hver dag, man finder sådan en dobbelt Hammershøi, siger Anne-Marie Keblow Bernsted.

Hun tror, at det er praktiske hensyn, der har gjort, at Hammershøi først malede mor på den ene side og så fruen på den anden.

- Har han mon manglet lærred, siden han har brugt det samme lærred?, siger Anne-Marie Keblow Bernsted undrende.

Hammerhøi malede først sin mor på den ene side og så fruen på den anden.

Maleri i millionklassen

Det er en historie, vi alle kan lære af, mener hun.

- Det er, at der er noget bag forsiden - bag facaden, siger Anne-Marie Keblow Bernsted.

Den dobbelte Hammershøi skal snart op til samlingen, der nu er på i alt 15, og det bliver en af de dyre af slagsen.

- Prisniveauet er eksploderet. Det er vores dyreste kunstner økonomisk, i udlandet sælges de for en pris i millionklassen, siger museumsinspektør Joachim Meyer fra Davids Samling.

Den årvågne konservator har en ide om, at den dobbelte Hammershøi skal stå midt i udstillingen.

- Så kan de se, at det er malet på forskellige sider. Jeg tror, de vil synes, det vil være sjovt at se det fra begge sider, siger Anne-Marie Keblow Bernsted.

Den dobbelte Hammershøi kan ses på Davids Samling fra den 27. oktober.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve