Dy Plambeck anbefaler krigsklassiker: Den kryber ind under huden på én

Underspillede og nøgterne beskrivelser af krigen er med til at gøre ’Intet nyt fra Vestfronten’ til forfatter Dy Plambecks favorit-krigsklassiker. DR Klassikerklubben læser den i november.

Dy Plambeck anbefaler krigsklassiker i november (Foto: Isak Hoffmeyer © Gyldendal)

For at hente inspiration til sin nyeste roman, Mikael, der udspiller sig under krigen i Afghanistan, har Dy Plambeck i de seneste år læst rigtig mange krigsklassikere.

Men kun én er krøbet helt ind under huden på hende, og det er 'Intet nyt fra vestfronten' af Erich Maria Remarque, der handler om Første Verdenskrig.

Ifølge hende selv skyldes det bogens særlige beskrivelser af krigen:

- Dens nøgterne, underspillede, men insisterende sprog og dens skildringer af krigens rædsel står mejslet i marmor for mig, fortæller hun.

Man kommer helt tæt på

'Intet nyt fra Vestfronten' blev udgivet første gang i 1929 og handler om den 19-årige tysker, Paul Bäumer, der sammen med en gruppe jævnaldrende kammerater bliver udstyret med hjelm, og gevær og beordret til de tyske skyttegravssystemer på vestfronten under Første Verdenskrig.

Her er en gruppe tyske soldater i færd med at hente vand ved en vandpost på vestfronten. Året er 1916. (Foto: Handout © Scanpix)
Dy Plambeck anbefaler også:

Og de meget nøgterne krigsbeskrivelser et med til at give et godt indblik i krigens rædsler, mener Dy Plambeck:

- Man kommer helt tæt på, ind i lazarettets telte med dets stank af død og blod og med i skyttegravene, hvor angsten hænger som en dyne hen over soldaternes hoveder. Her er ingen heroisme, kun en flok unge drenge, der ligger ved fronten og langsomt ser alt omkring dem dø.

Mennesker holder op med at være mennesker

Ifølge Dy Plambeck er 'Intet nyt fra vestfronten' desuden god til at give indblik i, hvordan krig kan forandre mennesker:

- Krig er et sted, hvor mennesket næsten holder op med at være et menneske, som vi kender det, fordi skellet mellem menneskets person og funktion bliver en anden i krigen end i den civile verden. Det er det menneske, som Remarque er så god til at beskrive. Uden de store floskler, uden klichéer og uden det bliver svulstigt i sproget. Bare nøgternt og registrerende, og det gør det hele endnu mere grusomt.

At bogen giver indblik i menneskets transformation under krig er også en af grundene til, at bogen stadig er relevant i dag, mener hun:

- I de næste år skal vores krigsindsats i Afghanistan evalueres. Og det bliver interessant at følge den debat og hvilke fortællinger, vi som samfund senere hen vil lave om vores krigsindsats. Jeg synes, 'Intet nyt fra Vestfronten' kan være med til at udvide vores syn på krig og give større forståelse for soldaterne i krig, fortæller hun.

Vær med i debatten

Litteratursiden.dk kan du være med i debatten om 'Intet nyt fra Vestfronten'.

Her kan du eksempelvis fortælle os om din læseoplevelse, og om du er enig med Dy Plambeck i, at bogen kryber ind under huden på én. God læselyst.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve