En weekend i litteraturens tegn

Vi sendte en håndfuld brugerreportere til Vallekilde, hvor 11 forfattere leverede hver en talk om det at være forfatter. Læs brugerreporternes oplevelse af festivalen og se billeder. Du kan også se en række af forfatternes talks.

Litt_Talk_Ida_Jessen_0.mxf

11 forfattere er på programmet til årets litteraturfestival Litt Talk, som for andet år afholdes på Vallekilde Højskole.

Forfatterne skal holde hver et lille oplæg - en talk - som varer 18-20 minutter. Emnet vælger de selv, men det skal grundlæggende handle om deres fag.

Førstedagen bød blandt andet på Trine Andersen, der fortalte om den proces det er at vælge at kalde sig forfatter. Det indebærer blandt andet skriveblokering, angsten for ikke at slå til og mange dage i morgenkåbe og tårer.

Bestsellerforfatteren Christian Jungersen fortalte også om bump i vejen og gav de håbefulde forfatteraspiranter gode råd til at holde dampen oppe og ikke lade sig gå på af afslag.

I en anden genre gav Lone Hørslev et kig bag tæppet på lyden i sine digte. Om hvorfor hun skriver som hun gør og om hvorfor man ikke kan lave om på sætningskonstruktionerne i hendes romaner. De lyder lige præcis som de skal.

Dagen sluttede med, at elever fra Vallekildes forfatterlinje og skribenter fra organisationen Håbefulde Unge Forfattere (HUF) læste op for de interesserede.

Søndag lagde Simon Fruelund, der er forfatter og underviser på Vallekildes forfatterlinje, ud med at bryde to regler: Altid at fortælle uden manuskript og aldrig at fortælle om sit privatliv og sin familie. Han fortalte blandt andet om, hvordan hans forældre mødtes og hvordan det at få et barn kan være et stille fadermord.

Ida Jessen fulgte efter og pillede lidt ved forestillingen om at være forfatter. For godt nok kan man opnå en forelskeslignende tilstand, når man skriver noget, der er rigtig godt - men resten af tiden er det jo bare et arbejde, hvor man brækker sig ned i tastaturet. Heldigvis opvejer de gode perioder de lidt tungere.

Rosinen i den famøse pølseende hed Ursula Andkjær Olsen. Ved hjælp af en matematisk ligning var hun bannerfører for at huske patos i litteraturen. Det er nemlig vigtigt at gøre op med, at det patetiske er uinteressant og frastødende - det er nemlig også nødvendigt.

Og således blev der sat punktum for Litt Talk 2013.

Husk, at vi lægger lyden af forfatternes talks på i løbet af den kommende tid. Du kan tilmelde dig vores nyhedsbrev for at få direkte besked. Det gør du i boksen øverst til højre.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve