Krimiklubben på Krimimessen: Lydbøger og hævnsnak på scenen

Så er det tid til mord og gys i fængslet i Horsens, for i weekenden er der Krimimesse! Krimiklubben skal selvfølgelig med, og vi har planlagt lydbøger til download, hævnsnak på scenen, og bilen er pakket med læseklubtasker.

I weekenden er der igen Krimimesse i Horsens fængsel (Foto: Rikke Caroline Carlsen © DR)

Lørdag går det løs igen, når fængslet i Horsens fyldes af krimifans, der elsker gys, gru, mord og isninger langs rygsøjlen. Der er Krimimesse, og Krimiklubben skal selvfølgelig med! I år byder vi på hævnsnak på scenen, og vi har to lydbøger til download og stream i anledning af messen. Og så er det selvfølgelig igen muligt at få fat i en af de populære læseklubtasker.

Hævnsnak i Gymnastiksalen

Lørdag mixer vi krimi og klassikere og drysser en god portion iskold hævn udover det hele. Robert Zola Christensen og Anna Grue har begge anbefalet klassikere til Klassikerklubbens hævntema i efteråret, og de bruger hævnen som drivkraft i deres egne krimier. Det taler de med DRs Kåre V. Poulsen om i Gymnastiksalen.

DR præsenterer: Klassisk hævn. Anna Grue og Robert Zola Christensen giver deres bud på hævnens rolle i litteraturen og i deres egne forfatterskaber. Gymnastiksalen, lørdag kl. 13.45.

De populære læseklubtasker

Igen i år har du mulighed for at få fat i en læseklubtaske ved indgangen til messen. De er vandtætte, kan lynes og er perfekte at transporteres dagens bogfangst i. Så længe lager haves.

Lydbøger til download: Dorph & Pasternak og Craig Russel

Skal du ikke på messen? Frygt ej! Vi har to krimi-lydbøger klar til gratis stream og download i en tidsbegrænset periode i anledning af messen.

Lyt fx til Dorph og Pasternaks 'Tal til mig', som er månedens bog i Krimiklubben i marts. Mordet på en ung kvinde i København, fører efterforskerne ud på en hæsblæsende tur gennem Europa i tiden omkring Murens fald. Læs mere om lydbogen, og om hvordan du downloader og streamer via linket herunder.

Du kan også kaste dig over Craig Russels 'Blodørn'. En bestialsk morder efterligner et gammelt og sagnomspundet offerritual fra vikingetiden og Hauptkomissar Jan Fabel hvirvles ind i en underverden af hemmelige kulter og korruption. Læs mere om lydbogen, og om hvordan du downloader og streamer via linket herunder.

God fornøjelse!

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve