På eget ansvar: 5 Stephen King-værker der giver dig gåsehud

I anledning af seneste udgivelse fra Gysets Mester guider King-ekspert til de mest neglebidende læseoplevelser

Fans af 'Det Mørke Tårn'-serien kan glæde sig til 2017, hvor filmen udkommer med bl.a. Matthew McConaughey på rollelisten. Og danske Nikolaj Arcel i instruktørstolen (Foto: The Dark Tower)

Hvornår er du sidst blevet skræmt fra vid og sans?

I vinterens mange mørke timer er der rig mulighed for at mærke de små hår rejse sig i selskab med en bog. Stephen King er ekspert i at skabe litteratur, der kan få læseren til at maratonlæse i timevis, siddende yderst på stolens kant. Denne specielle horror-egenskab har udmundet sig i et kæmpe franchise og flere Hollywood-klassikere, men lad os lige minde os selv om, hvorfor han oprindeligt har fået titlen Master of Horror.

I dag udkommer Gysets Mesters seneste skud, 'Mercedesmanden', på dansk, og vi har derfor fået King-ekspert Jette Holst fra Litteratursiden.dk til at anbefale de mest neglebidende oplevelser i Kings forfatterskab.

Kig dig over skulderen

- Jeg læste romanen 'Slutspil' på læste en varm sommerdag, men fik alligevel kuldegysninger, og lyst til, gentagne gange, at kigge mig over skulderen for at sikre mig, at jeg stadig var alene.

- I 'Slutspil' slipper en virus ved en fejl ud fra et amerikansk militærlaboratorium. Romanen følger de resterende mennesker på jorden som har overlevet virussen.

- 'Slutspil' er en imponerende apokalyptisk fortælling, som er grum, men også en fantastisk roman om menneskelighed, mod og kærlighed.

'Slutspil '(1989), 167 sider. Uforkortet udgave: 'Opgøret' (1995), 1125 sider

Post-apokalyptisk western

- Hovedpersonen i serien 'Det mørke tårn' er revolvermanden Roland Deschain. Roland er på en utrættelig jagt tværs gennem den post-apokalyptiske midterverden efter et flygtigt nøglepunkt, som binder midterverdenen sammen med andre verdener. Dette nøglepunkt kaldes Det Mørke Tårn.

- King fandt inspiration til fortællingen i Robert Brownings digt 'Child Roland to the Dark Tower Came' samt J.R.R. Tolkien’s bøger og filminstruktøren Sergio Leones 'spaghetti-westerns'. Resultatet er blevet en episk fortælling, der lokker læseren ind i en fantastisk verden fyldt med eventyr, håb, sorg, død og kærlighed.

'Det Mørke Tårn' (1991-2012), 10 bind, 1. bind: 'Revolvermanden' 240 sider.

For grum til at blive udgivet

- 'Dyrekirkegården' er så uhyggelig, at Stephen King smed den i skraldespanden, før den var færdig, fordi han synes, den var for grum. Heldigvis samlede hans kone Tabita den op igen, så læsere over hele verden har kunne få mareridt af at læse den.

- Bogen handler om familiefaderen Louis, som opdager at datterens kat Church er blevet kørt over. Inden han når at overbringe nyheden til datteren, fortæller naboen Louis, at der ligger en gammel indiansk gravplads bag ved skoven. Som barn begravede naboen sin hund der, og efter få dage kom den tilbage. Nu gør Louis det samme, blot for at opdage at han har åbnet en dør, som er umulig at lukke igen.

'Dyrekirkegården' (1989), 298 sider.

Faret vild i skoven

- Selvom mange måske kun forbinder Stephen King med rå, blodig horror, er det langt fra virkeligheden. Hans romaner falder i mange forskellige genrer, som udover horror også kan være science fiction og fantasy. Herudover findes der også de romaner, der skildrer en dagligdag, som pludselig forandres, hvorved hverdagens begivenheder ændrer karakter og får en ny – og ofte skræmmende – mening. Det er i denne kategori 'Pigen der elskede Tom Gordon' befinder sig.

- Bogen handler om den 9-årige Trisha der på en vandretur med sin familie, forvilder sig væk fra de andre. Da det endeligt går op for hende, at hun er faret vild, er hun langt væk fra stien, og nu gælder det for hende om at overleve og finde tilbage til civilisationen.

'Pigen der elskede Tom Gorden' (1999), 219 sider.

Usagt og skræmmende

- 'Vækkelse' er en roman om døden, og hvad der venter os efter livets afslutning. Langt den største del af romanen er drengen Jamies historie. Her viser King endnu engang sin formidable evne til at beskrive barndommen og tegne suveræne portrætter af virkelige mennesker. Den sidste fjerdedel af 'Vækkelse' er blandt noget af det mere skræmmende i forfatterskabet. Ikke i blodig og væmmelig forstand, men i det underliggende og usagte.

'Vækkelse' (2015), 461 sider.

Jette Holst

  • blev Stephen King-fan, da hun var teenager, og har siden læst alt, han har udgivet på dansk.
  • er indehaver af hjemmeside Gyseren.dk, der har en King-sektion, og blogger for Litteratursiden.dk

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve