Testklubben mærker pistolen på det rosa papir

Forsiden af Adda Djørups 'Poesi og andre former for trods' er sart lyserød, men i midten er en kold, grå pistol. Og det er netop blandingen af det poetiske og det barske, der er kendetegner novellesamlingen, som Testklubben læser i marts måned.

(Foto: Kim Høgh Mikkelsen)

- Jeg vil have mere! Mere lys, mere lir, solbrændte børn, smøger og rødvin, flere blanke sunde og jordbær og rabarber, sex og smagen af blod fra en skåret finger, ræven der hyler mord og voldtægt i natten, sorg og klapsalver.

Sådan siger jeg-fortælleren i novellen ’Hjem’ i Adda Djørups ’Poesi og andre former for trods’, som er Testklubbens bog i marts.

Og citatet viser lidt af den dobbelthed, som Adda Djørup kommer omkring i de 17 noveller og digte i samlingen. Her er nemlig både hjerte, smerte og masser af trods.

Vær med i DR Læseklubberne

Er du vild med at læse?

Mangler du inspiration til din næste læseoplevelse eller et sted at dele dine oplevelser med andre, der har læst bogen?

Så ​meld dig til DR Læseklubberne, hvor vi hver måned læser og diskuterer en ny bog i hver af de fem klubber:

Romanklubben
Klassikerklubben
Testklubben
Krimiklubben
Fagbogklubben

​Du kan læse om de forskellige klubber her og melde dig ind her.

Du kan også følge os på Twitter: @DRLseklubberne

Og på Instagram: @drlseklub

Dødsangst, croque madame og kokaingrise

Her er den nybagte mor, som har fået et barn for at holde sin dødsangst stangen. Men efter barnets fødsel mærker hun kun angsten stærkere.

Her er også den midaldrende kvinde som i natten slår sin parisiske elsker ihjel. Bagefter går hun en tur og nyder morgensolens varme på en café med en god nærende portion croque madame.

Og endelig er der den fallerede og fraskilte langdistancechauffør som giver en ladning grise kokain og slipper dem fri på en tysk golfbane.

- Jeg tænkte, at der sgu ikke var noget at tude over, ikke med alle de glade svin derude, tænker han.

Et potpourri af følelser

’Poesi og andre former for trods’ vrimler med spraglede personligheder, som lever helt almindelige ualmindelige liv.

Fælles for dem alle er, at de føler noget. Og det er netop mangfoldigheden af følelser og karakterernes insisteren på at føle noget, hvad som helst, der er styrken i ’Poesi og andre former for trods’.

Hvis du har lyst til at diskutere Adda Djørups novellesamling, er der rig mulighed for dette på literatursidens online læseklub

Har du fået blod på tanden, og har lyst til at læse mere af og om Adda Djørup? Så gå ind på forfatterweb.dk

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve