Aros-direktør: Det er synd for publikum

Det er publikum, der betaler prisen for Ai Weiweis aktivisme siger Aros direktør, der ikke forstår den kinesiske kunstners beslutning.

ARoS-direktør, Erlend Høyersten, (tv) er ærgerlig over Ai Weiweis beslutning om at trække sit kunstværk fra museets kinesiske udstilling.

- Jeg er meget overrasket over, hvad han har gjort, og jeg er ikke enig i hans beslutning.

Sådan lyder det fra ARoS-direktør, Erlend Høyersten, efter den kinesiske kunstner Ai Weiwei i nat bekendtgjorde, at han trækker sit kunstværk fra det danske kunstmuseum i protest mod de asylstramninger Folketinget vedtog i går.

Han mener, Ai Weiweis beslutning først og fremmest går ud over museets besøgende, der altså ikke længere vil kunne se hans værk 'Yu Yi’, selvom det efter planen skulle udstilles indtil april måned.

"vi er en selvstændig fond og har intet at gøre med den danske regerings beslutninger"

Erlend Høyersten

- Jeg har stor respekt for, Ai Weiwei og hans aktivisme, men vi er en selvstændig fond og har intet at gøre med den danske regerings beslutninger, siger Erlend Høyersten til DR Kultur.

Regner med at få en mail

Han mener, Ai Weiwei misforstår museets rolle.

- Vi arbejder på at vise kunst, der fremmer relationer på tværs af landegrænser. Ai Weiwei arbejder på samme projekt. Derfor er det en ærgerlig beslutning, han har taget.

Nærmere bestemt hvornår Ai Weiwei har tænkt sig at trække sit kunstværk fra udstillingen ved Erlend Høyersten ikke.

- Han har ikke henvendt sig direkte til os. Vi har kun fået besked via de sociale medier, men jeg regner da med at få en mail fra Ai Weiwei snart, hvor han forklarer, hvad han vil, siger ved Erlend Høyersten til DR Kultur.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve