Fingrene væk: Kunstner sikrer sig rettighederne til sort farve

Den britiske kunstner Anish Kapoor har fået rettighederne til en intens sort farve. – Latterligt og amoralsk, siger professor på Kunstakademiet.

Vantablack er et sort materiale, som absorberer 99,96 procent af lyset. Det betyder eksempelvis, at krøllet folie ser glat ud, når det har fået påført vantablack. Photo: Wikimedia Commons

En kunstner har skabt ravage i kunstverdenen efter, at han har erhvervet sig rettighederne til en bestemt sort farve.

Anish Kapoor, som den indisk-britiske kunstner hedder, har fået rettighederne til vantablack, som er en farve så sort, at den absorberer 99.96 procent af lyset.

Nyheden om kunstnerens eneret til farven har skabt debat i Storbritannien – og i Danmark er forståelsen heller ikke stor.

- Det er simpelthen for absurd. Det er latterligt, amoralsk og så langt ude, at jeg næsten ikke kan tage det alvorligt, siger Anette Abrahamsson, der er professor på Det Kongelige Danske Kunstakademi til DR Kultur.

Brugt til at male satellitter mørke

Ventablack er verdens mørkeste farve og blev udviklet i 2014 af firmaet Nanosystems for at kunne male satellitter så mørke som muligt, så de dermed fremstod usynlige. Siden er også kampfly blevet malet med farven for at gøre dem usynlige over for fjenden.

Anish Kapoor har arbejdet med farven siden 2014 – og kan altså fortsætte med det uden konkurrence fra andre kunstnere med en kærlighed til farven sort.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve