Kvindelige skuespillere kræver ligeløn: Grotesk forskel

Der er voldsom forskel på indtægterne hos mænd og kvinder inden for skuespilfaget.

Formand for Dansk Skuespillerforbund Katja Holm (t.v.) og skuespiller Ditte Hansen oplever en voldsomt skæv lønfordeling i skuespillerbranchen. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Karoline Lieberkind)

Når du går ind og ser et teaterstykke eller en film, så vil der være stor forskel på, hvor meget skuespillerne tjener.

En skuespillers løn kan være afgjort af, hvor mange års erfaring de har, hvor kendte de er, men også hvilket køn de har.

For kvinderne tjener mindre end mændene, og det er ikke bare et par procentpoint, det drejer sig om. Mændene tjener i gennemsnit 41 procent mere før skat end kvinderne. En væsentlig del af forklaringen er, at mandlige skuespillere simpelt hen får flere roller end deres kvindelige kolleger.

- Jeg kan ikke understrege nok, hvor grotesk jeg synes, det er, at der ikke er lige løn for overordnet set lige arbejde, siger Katja Holm, der er formand for Danske Skuespillerforbund.

- Jeg synes, det er langt ude, at vi i 2017 har så stor en skævvridning i vores branche, siger hun.

Flere tusinde kroners forskel om måneden
  • Mandlige skuespillere tjener i gennemsnit 33.208,3 kroner om måneden
  • Kvindelige skuespillere tjener i gennemsnit 23.541,6 kroner om måneden

En forskel på 9666,7 kroner eller 41 %

Kilde: Dansk Skuespillerforbund og Danmarks Statistik.

Tallene bygger på erhvervsindkomst. Erhvervsindkomsten er summen af løn, honorarer og overskud af selvstændig virksomhed før skat. Den viser, hvor meget personer har tjent på arbejdsmarkedet før skat. Det er altså et udtryk for den kompensation, de modtager fra deres arbejdsgiver. Dagpenge og supplerende dagpenge medregnes ikke i Erhvervsindkomst.

Ville have det samme som mændene og blev fyret

Skuespiller Ditte Hansen har oplevet, at hendes mandlige kolleger fik mere end hende for det samme arbejde.

- Et par søde mandlige kolleger fortalte mig, hvad de fik i løn, og det viste sig, at de fik omkring en tredjedel mere end mig, siger hun.

- Så bad jeg arbejdsgiveren om at få det samme i løn som dem og fik at vide, at det var forrykt. Og så blev jeg gået.

- De ansatte mig senere med mere i løn, så det var en lille sejr der, siger hun.

Hun har siden krævet at få det samme i løn som de mænd, der har samme alder og status i branchen, som hun selv. Det har været med skiftende succes.

- Jeg er en af dem, der tjener penge i den gode ende i den her branche, men selv sammenlignet med mændene på mit niveau, tjener jeg meget mindre.

Ditte Hansen ønsker ikke at afsløre, hvilken arbejdsgiver der er tale om, men hun understreger, at det er en struktur i branchen.

- Det er forkasteligt, at vi i den her branche halter så meget bagefter, og jeg synes, det vidner om en første- og andenrangs arbejdskraft.

Flere roller til mændene

Mænd har mere at lave

61 % af alle roller på danske film går til mænd

67 % af alle hovedroller i danske film går til mænd

60 % af alle biroller i danske film går til mænd.

Kilde: Det Danske Filminstitut

Katja Holm, formand for Dansk Skuespillerforbund oplever, at der er flere årsager til, at kvinderne i gennemsnit får lavere løn. For det første er det fordi, der er flere roller til mændene.

- Og det vil sige, at der er større konkurrence blandt kvinderne, og så har man nok en større tendens til at gå på kompromis og sige ja til første eller andet bud ved en lønforhandling.

Den store konkurrence gør ifølge Katja Holm også, at kvinderne ikke er lige så hårde forhandlere.

- Man er bange for at gøre sig besværlig ved at kræve 5.000 kroner mere eller kræve at få det samme som sin mandlige medspiller, siger hun.

Ligestilling er til debat i branchen

Katja Holm mener dog, at det største ansvar ligger hos arbejdsgiverne.

- Hvis man vil have ligestilling og ligeløn, så er man nødt til at være meget bevidst om det og tage bevidste valg.

- Og det er arbejdsgiverne, der skal være bevidste om, hov, det vil vi ikke være med til, det her, siger hun.

Klaus Hansen, der er direktør for Producentforeningen, som er en sammenslutning af de danske film- og tv-producenter, anerkender, at det er et problem, at der er forskel på, hvor meget mænd og kvinder tjener og påpeger, at man det seneste halvandet år har debatteret ligestilling internt i branchen.

- Vi har i det seneste år, hvor Skuespillerforbundet desværre ikke har været særligt repræsenteret, diskuteret, hvordan vi sikrer ligestilling og kønsbalance, og der er lønnen selvfølgelig også en del af det, siger han.

- Der er en lang række elementer, der er skyld i det her, og der er ikke noget 'quick fix' for det.

- Vi skal i fællesskab finde årsagerne og debattere, hvordan vi får det ændret.

Ditte Hansen: Jeg er til grin, når jeg får mindre i løn end mændene

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve