Min jyske dialekt lever i bedste velgående. Det samme gør skrønen om, at man ikke kan blive til noget, hvis man ikke man bor i København. I hvert fald hos københavnerne. Det er min fordom.

Det var på den baggrund, jeg fik idéen til serien 'Langt fra København?'. En serie, hvor forskellige mennesker inden for skuespil- og musikbranchen fortæller om deres valg om ikke at bo i vores hovedstad.

Langt fra København?

Jeg hedder Malene Koops Grønborg, er 31 år og arbejder med kulturstof på DR i Aarhus.

Efter 11 år i blandt andet København og Aarhus flyttede jeg i 2015 hjem til min fødeby Horsens, hvor jeg bor i dag.

I denne serie 'Langt fra København?' har jeg besøgt musikere og skuespillere, der ligesom mig har valgt ikke at bo i hovedstaden.

Da jeg selv flyttede fra København for snart to år siden, fik jeg kommentarer som:

- Er du sikker?

- Du kommer til at fortryde det!

- Hvad skal du da der?

Faktisk blev jeg - kun et halvt år efter, at jeg var flyttet til Jylland - spurgt, om jeg ikke skulle tilbage til København - efterfulgt af et muligt jobtilbud. Jeg sagde nej tak.

Et tilvalg - ikke et fravalg

Det viser sig, at de mennesker, jeg har snakket med i denne serie, også har mødt en del fordomme - enten ved ikke at bo i København eller ved at flytte derfra.

Der har været udsagn som:

- Du spilder dit talent!

- Er du holdt op med at arbejde?

Og:

- Hvordan kan du holde ud at bo der?

Parrene Bjørg Gamst og Lars Mølsted fra Fredericia (øverste billede) samt Susanne Heinrich og Peter Schrøder fra Tornby, Jacob Dinesen fra Aarhus og Ena Spottag, der bor i Aalborg har medvirket i serien.

Man kan sige, jeg har fået bekræftet, at jeg ikke er den eneste, der bliver mødt af store spørgsmålstegn, når jeg fortæller om mit fravalg af København.

Selvom det for mit vedkommende egentlig ikke har været et fravalg af byen, men et tilvalg af noget andet. Et tilvalg af et fedt job og et tilvalg af at komme tættere på min familie.

At flere af mine venner i København så ikke mener, man kan have en 'rigtig' karriere uden for hovedstaden samt det, at nogle af mine kolleger i København mener, jeg befinder mig i udkantsdanmark, selvom jeg arbejder i landets næststørste by og bor i den 8. største by er en anden ting.

Jeg er endda blevet spurgt , hvordan det kan lade sig gøre at pendle mellem Horsens og Aarhus. Jeg kan kun sige, at det tager mig stort set ligeså lang tid, som det gør at komme fra Nørrebro til DR Byen på Amager med offentlig transport fra dør til dør.

Der er liv - også uden for hovedstaden

Summa summarum: Jeg synes selv, jeg er blevet til noget. I dag er jeg journalist og redaktør hos DR i Aarhus, og det var et job hos netop Danmarks Radio, der gjorde, at jeg vendte hjem til Østjylland.

Jeg er sikker på, at de mange mennesker, jeg har talt med i forbindelse med denne serie, også synes, at de er blevet til noget. Og ingen af dem har fortrudt deres valg.

Også Kato fra Aarhus, Lars Simonsen fra Morud på Fyn og Merete Mærkedahl fra Aalborg er en del af serien.

I den efterfølgende debat på Facebook har nogen opfattet serien som en tilsvining af København. Det var ikke det, der var meningen.

Den skal ses - og læses - som en påmindelse om, at der også findes et liv uden for hovedstaden. Endda et godt et - både på det personlige plan - men helt sikkert også i forhold til karrieren.

Herunder kan du se, hvem der har været med i serien 'Langt fra København?' samt finde links til de syv artikler.

Langt fra København - Ena Spottag

Langt fra København - Jakob Dinesen

Langt fra København - Kato

Langt fra København - Lars Simonsen

Langt fra København - Merete Mærkedahl

Langt fra København - Peter Schrøder og Susanne Heinrich

Lars Mølsted og Bjørg Gamst - Langt fra København