Manden bag Ghita Nørbys kjole: I orden at sammenligne den med en moderkage

Skuespillerens blodrøde balkjole var inspireret af blod og et hjerte, fortæller designeren bag.

Ghita Nørby bliver både hyldet og kritiseret for sit kjolevalg på de sociale medier. (Foto: Martin sylvest © Scanpix)

Hvad var det lige for en kjole, Ghita Nørby havde valgt at tage på, da hun i går var til kunstnerbal hos dronningen Margrethe?

Det er spørgsmålet, mange sidder tilbage med, efter dansk teaters førstedame i går aftes trissede op af den røde løber i en knaldrød kreation, som ikke ligefrem ligner noget, man normalt finder på stængerne i en tøjbutik.

Det er denne kjole, som har skabt så meget debat efter dronningens kunstnerbal. (Foto: Martin sylvest © Scanpix)

Dr.dk’s læsere er i den grad splittede over kjolen. De sammenligner den med alt fra en halvflad McDonalds-ballon og et formløst fugleskræmsel, og Ghita Nørby bliver både hyldet og kritiseret for at have taget den på til festen.

Det er jo gået fuldstændig over gevind, og det er skide fedt, at min kjole lige pludselig er blevet samtaleemnet i en eller anden personalestue på et sygehus i Jylland

nicholas nybro, designer

Men designeren Nicholas Nybro, der har stået bag dagens mest omdebatterede kjole, tager al virakken med et overordentligt bredt smil på læben.

To dronninger over for hinanden

- Jeg har virkelig grinet meget af det hele. Jeg har selv døbt det ”Ghitagate”, og jeg synes kun, det er helt fantastisk, at folk gider involvere sig så meget i en rød kjole. Det er jo gået fuldstændig over gevind, og det er skide fedt, at min kjole lige pludselig er blevet samtaleemnet i en eller anden personalestue på et sygehus i Jylland. Det har jeg aldrig prøvet før, siger Nicholas Nybro, der lige nu befinder sig i Los Angeles.

Designer Nicholas Nybro har skabt den omdebatterede kjole. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Han fulgte med i livetransmissionen fra den røde løber, og han synes, Ghita Nørby så skøn ud, da hun ankom og efterfølgende hilste på dronningen.

- Det var jo to store dronninger, der mødte hinanden. Og festen var en hyldest til kunsten, og hvis man ikke kan give den gas og sparke igennem der, hvornår skal man så ellers kunne gøre det?

Ghita forelskede sig i kjolen

Det var Ghita Nørby selv, der havde taget fat i Nicholas Nybro for at høre, om hun måtte låne kjolen til gårsdagens fest.

Han havde oprindeligt designet den til sit modeshow under Københavns Modeuge tidligere på året, og det var der, Ghita Nørby havde set den.

Et af de helt store stjerneskud på den danske designhimmel Nicholas Nybro lukkede og slukkede modeugen i går på Kø...

Opslået af DR K på 6. februar 2016

- Jeg havde egentlig foreslået en masse andre kjoler, som ligner det, man ellers så på den røde løber i går. Men Ghita forelskede sig i kjolen, og hun sagde, at vi skulle give den gas. Så det var 100 procent hendes valg, siger han og understreger, det aldrig har været meningen, at kjolen skulle sidde perfekt på den danske skuespillerinde.

- Kjolen er lavet til en model, der er 1.89 centimeter høj, og Ghita Nørby jo en anden statur. Den fremhæver ikke ligefrem hendes taljemål, men den er pissesjov, og den skaber noget drama. Og hvis der er nogen, der kan tage sådan en kjole på, så er det hende. Hun manifesterede sig fuldstændig som dronningen af dansk teater i går aftes.

Inspirationen til kjolen er faktisk blod og et rødt hjerte

nicholas nybro, designer

Blev inspireret af blod

Selvom kjolen har fået en helt del hårde ord med på vejen, er det ikke noget, der går Nicholas Nybro på.

- Slet, slet ikke, understreger han og fortsætter:

- Nogle har sagt, at den ligner en moderkage, og det gør ikke så meget. Inspirationen til kjolen er faktisk blod og et rødt hjerte. Derudover har jeg brugt et materiale, som er supertyndt som faldskærmsstof, og derfor her det heller ikke helt forkert, når nogen har sagt, at den ligner en faldskærm. Tanken var, at stoffet ville få kjolen til at så våd ud, så det kunne ligne blod, siger Nicholas Nybro, der endnu ikke har talt med Ghita Nørby om oplevelserne under festen.

"Ved aftenens hofbal ankom den folkekære skuespillerinde, Ghita Nørby, med sin ledsager, der var iført en sort smoking...

Opslået af Mads Holger på 15. marts 2016

- Men jeg er spændt på at høre, hvor varmt hun havde det under festen. Hun har helt sikkert godt kunnet holde varmen, for den var lukket helt til, og det var på mange måder en stor plastik-regnfrakke, hun havde på, siger han.

Klar til dronningen

Dronning Margrethe havde selv en rød balkjole på til gårsdagens fest.

Er det så dronningen, du skal have i en af dine kreationer, næste gang hun holder bal?

- Jeg er sådan set ligeglad med, hvem der har mit tøj på, så længe de synes, det er sjovt at have det på. Men jeg kunne rigtig godt tænke mig at lave noget til dronningen, for hun er ligesom Ghita Nørby ekspressiv, og hun tør at gøre noget, siger han og fortsætter:

- Men lad os nu se, for det er nok ikke så ligetil med dronningen, som det er med Ghita Nørby, slutter han.

Vores modeekspert er begejstret for Ghita Nørbys kjole.Hvad siger du til den?

Opslået af DR Nyheder på 16. marts 2016

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve