Danmark bryster sig af at være foregangsland, når det gælder LGBT-rettigheder.

Men når man møder ind på arbejdet, vælger mange at holde lav profil om deres kønsidentitet og seksuelle orientering.

En undersøgelse fra Fagbladet 3F viste for nylig, at mere end hver tredje dansker har oplevet, at der tales nedsættende om bøsser, lesbiske og transkønnede på deres arbejdsplads. En lignende undersøgelse fra sidste år viste, at fire ud af ti i en eller anden grad skjuler deres seksualitet over for kollegerne.

Empatisk arbejdsmarked

LGBT Danmark laver kurser, rådgivning og undervisning for virksomheder og fagbevægelsen, så LGBT-personer bedre bliver inkluderet på arbejdsmarkedet.

Formålet er at nedbryde myter, 'hyggediskrimination' og forskelsbehandling samt at øge trivsel for alle medarbejdere.

Læs mere her.

I forbindelse med Copenhagen Pride lancerer LGBT Danmark kampagnen Empatisk Arbejdsmarked, som skal gøre det nemmere at kunne være åben om sin seksualitet og kønsidentitet på arbejdspladsen.

DR har derfor talt med fem personer, som her fortæller om deres udfordringer ved at være åben på arbejdspladsen, eller hvorfor de vælger at leve i skabet.

- Folk tager hele tiden stilling til, hvem jeg har knaldet med

Charlotte Lindeberg er lesbisk, men er ikke sprunget ud blandt alle sine kolleger. Derfor ønsker hun at være anonym. (Foto: Martin Fält © dr)

Charlotte Lindeberg arbejder i en boligorganisation og er lesbisk, men var tidligere gift med en mand, som hun fik børn med. Kollegerne i nogle afdelinger af hendes nuværende job ved ikke, at hun er lesbisk, og derfor er navnet opdigtet. Charlotte Lindebergs rigtige navn er redaktionen bekendt.

- Da jeg sprang ud for seks år siden, oplevede jeg, at der kom en underlig fokus på min seksualitet, som jeg ikke har oplevet, da jeg var sammen med min mand. Spørgsmål som ’hvordan gør I’ og kommentarer som ’ej, jeg troede ikke, du var lesbisk. For du ser jo ikke sådan ud’ begyndte at komme, i stedet for helt almindelige spørgsmål om, hvad jeg f.eks. havde lavet i weekenden.

- På min tidligere arbejdsplads fortalte jeg en kvindelig kollega, at jeg var lesbisk under en julefrokost. Ved siden af hende stod en mand, som sagde, at jeg jo ikke var rigtig lesbisk, fordi jeg tidligere har været sammen med en mand.

Jeg er i gang med at søge nyt arbejde, fordi det ødelægger min arbejdsglæde.

Charlotte Lindeberg

- Der bliver hele tiden taget stilling til, hvem jeg har knaldet med, og det er jeg pissetræt af. Er det ikke bare lige meget? Ja, jeg har været sammen med mænd, og hvad så? Min kæreste er en kvinde, og hun er kvinden i mit liv. Hvorfor skal jeg så forsvare, at hun er den rigtige for mig?

- Jeg arbejder i flere afdelinger på min arbejdsplads, og nogle steder er jeg ikke sprunget ud. Både blandt dem, der ved det, og dem, der ikke ved det, holder jeg mig lidt for mig selv. Jeg vælger, hvem jeg går til frokost med, og tit trækker jeg den til så sent som muligt, så jeg er alene i kantinen. Så undgår jeg de situationer, hvor mine kolleger kan stille sådanne spørgsmål.

- Det kan godt være, jeg har lidt paranoia. Jeg er vildt god til at flytte fokus og har udviklet teknikker, så jeg ikke behøver at fortælle om mig selv over for mine kolleger på grund af de oplevelser, jeg har haft. Jeg ved godt, jeg selv vælger at trækker mig og ikke er åben overfor alle omkring min seksualitet, men jeg orker det bare ikke.

- Jeg er i gang med at søge nyt arbejde, fordi situationen ødelægger min arbejdsglæde. Jeg vil gerne arbejde et sted, hvor jeg har lyst til at være mere tydelig om det. Det at være mere åben, er også noget, jeg personligt skal arbejde med. Jeg håber, jeg finder et job, hvor der er en tydelig accept af, at der også er plads til mig, og jeg kan føle mig tryg.

- Kollegerne synes, der var underligt

Jeg ville ikke risikere, at jeg ville miste mit job og levestandard, da det ikke skulle gå ud over mine børn, fortæller Kirsten Mols, som brugte flere år på at overveje, om hun skulle leve som kvinde. (Foto: Martin Fält © dr)

Kirsten Mols var tidligere gift med en kvinde og var familiefar. Frem til for cirka 10 år siden levede hun et dobbeltliv med sin kones viden, men valgte derefter at leve som kvinde.

- Siden jeg var fem år gammel, har jeg vidst, at jeg havde stærke følelser for at være kvinde. Efter jeg etablerede et dobbeltliv, begyndte jeg at savne det mere og mere, når jeg kom tilbage til det officielle liv. Til sidst kunne jeg ikke rigtig hænge sammen længere, og jeg valgte kvindetilværelsen.

- Det var ikke svært at sige, da jeg først havde truffet min beslutning. Jeg fandt nogle allierede tilpas langt oppe i hierarkiet på min arbejdsplads. Jeg ville ikke risikere, at jeg ville miste mit job og levestandard, da det ikke skulle gå ud over mine børn. Direktøren foreslog, at jeg trinvist implementerede den kvindelige fremtoning, og det var det sværeste for mig.

Jeg måtte jo ikke være for argumenterende og handlekraftig, for så var jeg ikke feminin.

Kirsten Mols

- Folkene i min afdeling synes, at det var underligt. Og min nærmeste leder var ekstremt negativ. Han sagde som det første til mig, at han ikke brød sig om, at folk stikker deres seksualitet op i næsen på ham. Så måtte jeg forklare ham om forskellen mellem kønsidentitet og seksuel orientering, og jeg egentlig ikke havde til hensigt at diskutere med ham, hvem jeg foretrækker at gå i seng med.

- Hans næste kommentar var så, at han ikke kunne lide det, fordi der ville gå en masse tid spildt, når folk begyndte at tale om mig. Jeg foreslog, at han trådte i karakter som leder, og jeg kunne fortælle om min udvikling på et møde, og at mine kolleger så kunne stille spørgsmål bagefter. Det var han ikke så interesseret i.

- Jeg finder mig ikke i så meget og er slagkraftig som person. Det gav også udfordringer. For så var jeg ikke kvindelig nok. Jeg måtte jo ikke være for argumenterende og handlekraftig, for så var jeg ikke feminin.

- Hvis man skal tage sådan et spring, som jeg har foretaget, så handler det om at være sikker på, hvem man selv er og være klar til de udfordringer, som kan opstå. Man skal skaffe sig allierede og undersøge, om der er inkluderende regler, dér hvor man arbejder. Og så må kollegerne gerne stille åbne og respekterende spørgsmål i stedet for at starte med at spørge om, hvad man har mellem benene.

- Helt generelt føler jeg mig godt behandlet. De fleste gange er folk venlige og taler pænt. Det er meget få gange, at jeg har følt mig dårligt behandlet.

- Nogle kolleger vil ikke arbejde sammen med mig

Det er jo ikke sådan, at der er en mand og en kvinde i forholdet. Vi elsker jo bare hinanden ligesom alle mulige andre, siger Firuta Dam. (Foto: Martin Fält © dr)

Firuta Dam stammer fra Rumænien og kom til Danmark for 18 år siden. Hun sprang ud som homoseksuel nogle år senere. I dag arbejder hun på Rigshospitalet.

- Der gik otte år, før jeg sprang ud over for mine kolleger. Jeg skulle giftes, så jeg syntes, jeg blev nødt til at fortælle dem, at jeg er til kvinder.

- Alle mine kolleger har anden etnisk baggrund end dansk, så de forstod ikke rigtig, hvorfor jeg homoseksuel. De spurgte, hvem der var manden og kvinden i forholdet, hvordan vi havde sex og mange andre mærkelige spørgsmål, som ikke er så rare. Derfor tænker jeg, jeg lige så godt i fremtiden kunne sige, at jeg er single, så jeg ikke får de spørgsmål.

- Det er jo ikke sådan, at der er en mand og en kvinde i forholdet. Vi elsker jo bare hinanden ligesom alle mulige andre.

- Nogle kolleger har sagt, at de ikke kan arbejde sammen med mig, fordi de er bange for, at jeg bliver forelsket i dem. Det, synes jeg, er mærkeligt, men jeg vælger bare at grine af det.

- Jeg er træt af de intime spørgsmål

Jeg har aldrig i mit 55 år lange liv været helt åben om det på nogen arbejdsplads, siger Andrea Hansen, som ønsker at være anonym. (Foto: Martin Fält © dr)

Andrea Hansen er biseksuel. Hun er ansat i en kommune og har to børn med en tidligere kvindelig partner. Andrea Hansen er ikke helt åben om sin seksualitet, og derfor er navnet opdigtet. Hendes rigtige navn er redaktionen bekendt.

- Jeg har vidst, at jeg var biseksuel siden starten af 20’erne. Jeg startede med at forsøge at vælge, hvad jeg var til. Men det lykkedes aldrig helt for mig.

- Mine venner ved det. Min familie ved det, og så ved nogle af de nærmeste fra mit arbejde det. Jeg tror nok, de fleste i min afdeling ved, at jeg er biseksuel, fordi folk siger jo sådanne ting videre. Men jeg har aldrig i mit 55 år lange liv været helt åben om det på nogen arbejdsplads.

Inden man spørger om sådanne ting, burde man lige spørge sig selv, om man ville stille samme spørgsmål til et heteropar.

Andrea Hansen

- Jeg var tidligere gift med en kvinde, og vi fik sammen to børn. Over for mine kolleger overvejer jeg altid, hvor åben jeg skal være. Når man siger, man er biseksuel, får man hurtig meget intime spørgsmål eller kommentarer som 'hvordan blev du gravid?' og 'det er jo kendt af alle, at et barn har bedst af også at kende sin far.' Sådan noget orker jeg ikke, og derfor holder jeg det mest for mig selv.

- Inden man spørger om sådanne ting, burde man lige spørge sig selv, om man ville stille samme spørgsmål til en hetero. Hvis man mener, det er for intimt at spørge om, så bør man nok bare lade være med at spørge.

- Til ansættelsessamtalen på min forrige arbejdsplads var mine børn små. Derfor valgte jeg at fortælle åbent, at jeg havde børn, og at jeg var sammen med en kvinde. Efterfølgende blev lederen ved med at vende tilbage til, at jeg jo fortalte om ’det dér, som jeg jo egentlig ikke behøvede at fortælle om til samtalen’. Selv til min afskedsreception syv år senere skulle han sige det til min afskedsreception. Jeg synes, jeg blev udstillet, og det tenderede til mobning.

- Jeg ved ikke, om jeg nogensinde vil orke at være 100 procent åben om min seksualitet på en arbejdsplads. Jeg har brug for at vide, at jeg ikke står alene. At der er andre, der kan gribe ind, og at jeg har rygdækning. Det føler jeg ikke, jeg har haft.

- Jeg blev kaldt kontorbøssen

Hvis de gerne vil vide, hvordan man gør det i sengen, så er der rig mulighed for at google 'gay porn', og så kan de jo finde svaret der, siger Thomas Kantsø. (Foto: Martin Fält © dr)

Thomas Kantsø er nu chefkonsulent i DJØF, hvor han ikke oplever 'hyggediskrimination'. Han har valgt at være åben om sin seksualitet på sine tidligere arbejdspladser.

- Det er stadig forfærdeligt for mig, når jeg for første gang skal springe ud over for kollegerne på et nyt job. Men jeg har valgt at gøre det til præsentationsrunden på første arbejdsdag. Min erfaring er, at det forhindrer dig i at udføre dit arbejde ordentlig, hvis du ikke siger det. Ellers bruger du for meget energi på at beskytte dig selv.

- Da jeg var ansat i et stort management-hus, blev jeg kaldt kontorbøssen. Det begynder tit til den første julefrokost eller sommerfest. Man bliver spurgt om, hvem man dater. Hvem, der er manden og kvinden i forholdet, og hvordan man gør i sengen. Bagefter går du hjem med følelsen af at blive hyggediskrimineret.

- Homoseksuelle er ikke en homogen gruppe.

Thomas Kantsø

- Sådanne spørgsmål ville man jo aldrig spørge en heteroseksuel om. Og hvis de gerne vil vide, hvordan man gør det i sengen, så er der rig mulighed for at google 'gay porn', og så kan de jo finde svaret dér.

- Under en jobsamtale blev jeg engang spurgt, hvem jeg var kæreste med. Det var et vildt mærkeligt spørgsmål til sådan en samtale, men jeg svarede og fortalte navnet på min daværende kæreste. Så sagde ham, der skulle ansætte, at han da også nok mente, der var noget anderledes ved mig. For jeg havde jo også skrevet, at jeg gik til noget malerkunst. Men han sagde også, at det jo var okay, at jeg var sådan. Han kunne slet ikke slippe emnet igen. Det blev helt akavet, og jeg endte med at takke nej til jobbet.

- Mit råd til andre er, at man skal lade være med at kalde os ’I’. For homoseksuelle er ikke en homogen gruppe. Det værste, man kan blive kaldt er ’unormal’ eller ’anderledes’. Du må gerne stille alle spørgsmål, hvis du stiller interesserede spørgsmål, og de kommer fra et godt sted.