3 prisvindende journalister: Sådan fik vi Cavlingprisen

I dag bliver den fornemmeste journalistpris uddelt. Her kan du læse, hvordan tre tidligere prismodtagere opsnusede deres historier, og om afsløringen og prisen fik nogen betydning.

Overrækkelse af Cavlingprisen foregår i eftermiddag. (Foto: Michael Bothager © Scanpix)

12 forskellige journalister har i eftermiddag mulighed for at få en lille statuette af Henrik Cavling med sig hjem, når den mest prestigiøse pris inden for dansk journalistisk bliver uddelt.

DR Kultur har talt med tre tidligere prismodtagere, der her fortæller baggrunden for de historier, som skaffede dem en udgave af den lille kobberstatuette.

Ulrik Dahlin, journalist på Information

Ulrik Dahlin og Anton Geist fik Cavlingprisen for deres dækning af 500 unge statsløse, der fik frataget deres ret til dansk statsborgerskab i 2011 i strid med FN’s konvention om statsløse og børnekonventionen.

Sagen førte til, at Birthe Rønn Hornbech forlod sin post som integrationsminister.

Ulrik Dahlin fik sammen med Anton Geist fra Information hver en Cavling for deres dækning i 2011 om statsløse unge, der fik frataget retten til dansk statsborgerskab.

Cavlingprisen er navngivet efter Journalistforbundets stifter, Henrik Cavling.

Prisen gives til én eller en gruppe journalister, der i en særlig grad har udvist initiativ og talent i det foregående år. Uddelingen foretages af en komité, der er udpeget af Journalistforbundet.

Kilde: Journalistforbundet

- Historien opstod på grund af et tip fra Hanne Agersnap, der sad i Folketinget for SF. Hun havde i december siddet til en folketingsdebat, hvor Jesper Langballe var i clinch med Birthe Rønn Hornbech om antallet af unge statsløse, og om hvorvidt de skulle have dansk statsborgerskab.

- Her opfordrede han hende til at besinde sig, og så sagde hun, hun allerede havde besindet sig, hvilket var et meget pudseløjerligt ordvalg. Det fik Hanne Agersnap til at tro, at der var sket en slags forsinkelse i ansøgningerne om dansk statsborgerskab.

- Vi blev klar over, at der var langt mere i historien, allerede da vi bragte den første artikel 11. januar 2011. Den samme dag lagde Udlændingeservice en 12-13 sider lang vejledning ud på sin hjemmeside.

- Selv om vi godt kan lide at kalde os en vigtig avis, så er det sjældent, at systemet offentliggør et så langt dokument på samme dag, som en artikel udkommer. Så vi tænkte, det var satans.

- Jeg har længe gerne ville have statuetten, og jeg er også megastolt af den. Men den har ikke givet mig en højere løn eller haft betydning for min karriere.

- Jeg tror, sagen har ført til, at man nok ikke vil se samme problemer med de to konventioner igen. Men jeg tror sagtens, at der kan opstå sager i forhold til myndighedernes behandling af udlændinge. Området er så gennempolitiseret, og man gør alt for at holde flygtninge ude.

Stine Bidstrup, fotojournalist på Jyllands-Posten

Lars Nørgaard Pedersen, Asger West og fotografen Stine Bidstrup fik i 2010 Cavlingprisen for featureserien ’Hjem fra krigen’.

Serien handlede om fysisk og psykisk lemlæstede soldaters tilværelse, efter de var vendt hjem fra udsendelse.

Stine Bidstrup fik en Cavling sammen med de to journalister Asger West og Lars Nørgaard Pedersen for serien 'Hjem fra krigen' fra 2010. (© Stine Bidstrup)

- Historien opstod som en undrehistorie. Lars og jeg var i Afghanistan og besøgte en luftbase i maj 2009, hvor der var danske læger og sygeplejersker. Der kom vi til at tale om de danske veteraner.

- Om sommeren kom der en hel del tilskadekomne danske soldater til Rigshospitalet. Dem fik vi lov til at tale med, og det var et helt nyt fænomen i Danmark, at vi som land pludselig skulle tage os af veteraner.

- Vi fandt ud af, at det var et større projekt, da de første fysisk sårede soldater begyndte at udtale sig. Det fik flere til at stå frem, som om de var én flok, der hjalp hinanden. Selv om mange skader mindede om hinanden, så var hjælpen fra kommunerne vidt forskellig.

- Vi ville gerne vise, at soldaterne var helt almindelige mennesker, som lige så godt kunne have været naboens søn.

- Det største indtryk fik jeg, da vi lavede anden del af serien. Den handlede om dem, der var ramt psykisk. Jeg blev virkelig ked af det, da vi besøgte en soldat i Taastrup, som havde været soldat i Balkan.

- På stuevæggen hang hans uniform, og han turde ikke gå udenfor en dør. Kun om aftenen, når det var mørkt, kunne han tage ud for at handle.

- Prisen betød rigtig meget for avisen. Den kom på et rigtig godt tidspunkt efter terrortrusler mod Jyllands-Posten. Vi var alle megaglade, fordi det var lykkedes at lave et stort projekt, og som betød, at vores kolleger havde løbet hurtigere for at lave de daglige aviser.

- Efter vi fik prisen havde vi tre heftige festdage, hvorefter jeg skulle have en tidlig lørdagsvagt. Der fik jeg at vide, at Mary var gået i fødsel, og jeg endte med at sidde ti timer på Rigshospitalet for at vente. Så virkeligheden vendte hurtigt tilbage, men det var også dejligt.

- Vi fik sat fokus på et problem, og der kom en veteranpakke fra regeringen, men jeg tror stadig, der er plads til forbedringer. Men vi kan heller ikke tage æren for det alene. Der var mange soldater, der var med, og det fik sat fokus på, at de skulle hjælpes videre.

Morten Pihl, journalist på Jyllands-Posten

Morten Pihl fik Cavlingprisen i 2014 for artikelserien ’Lægernes store tag selv-bord’, der handlede om lægers misbrug af forskningsmidler. Flere læger blev politianmeldt, og der er efterfølgende kommet større kontrol med midlerne.

Morten Pihl fra Jyllands-Posten fik en Cavling sidste år for sine artikler om lægers misbrug af forskningsmidler. (Foto: Morten Pihl)

- Det startede med en kilde, der henvendte sig i forsommeren 2012. Vedkommende havde informationer om Peer Grande, der var overlæge på Rigshospitalet.

Jeg fik også prisen i 2002, men anden gang fik jeg den selv. Så på den måde tænker man, at man som journalist måske alligevel ikke er så tosset endda

Morten Pihl, Jyllands-Posten

- Jeg kom først i gang med historien et år senere, fordi Morten Storm-sagen kom, så jeg ikke havde tid til at grave i historien. Men der var tillid mellem mig og min kilde, så jeg var tryg ved, at kilden ikke ville kontakte nogen andre medier, og kilden var tryg ved, at jeg nok skulle kigge på sagen.

- Første artikel blev trykt i juni 2013, og efter det blev jeg kontaktet af flere kilder, som sagde, at Peer Grande formentlig ikke var den eneste.

- Derfor søgte jeg aktindsigt i Rigshospitalets kontoudskifter for forskning. Derefter søgte jeg så aktindsigt i de underbilag, som ikke umiddelbart havde noget at gøre med forskning – og der fandt jeg ud af, at det var en større sag.

- Jeg fik også prisen i 2002, men anden gang fik jeg den selv. Så på den måde tænker man, at man som journalist måske alligevel ikke er så tosset endda. Men det betød også meget for avisen, fordi den satser meget på undersøgende journalistik.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve