ANALYSE Virkelighedens forbrydelser hitter på tv

Den såkaldte true crime-genre er i løbet af 2015 blomstret fri af tv-branchens underlødige underskov og har med ét slag og to effektfulde succesværker etableret sig som noget af det tv, der bliver talt mest om netop nu.

'Making a Murderer' har skabt debat i USA. Serien har fået 400.000 seere til at skrive under på at få præsident Obama til at frigive filmens hovedperson.

Det er ikke mange år siden, at man godt vidste, at karrieren for en filminstruktør var på vej ned ad bakke, hvis han meddelte, at han var begyndt at lave tv. Og hvis han lavede true crime til den lille skærm, ja, så var den helt gal.

I mange år har denne genre, som tager afsæt i interessante forbrydelser begået ude i virkeligheden, nemlig været gemt væk på obskure aften- og natte-sendeflader på kommercielle kanaler.

De mange billige produktioner har generelt fungeret som fladefyld og har leveret simple, formaliserede historier, der først og fremmest spiller på det sensationelle og makabre.

Siden midten af 90'erne har tv-mediet imidlertid fået et gevaldigt løft både kunstnerisk og prestige-mæssigt.

Tobias Bukkehave

Tobias Bukkehave skriver hver uge om film og tv-serier på dr.dk/kultur. Han er uddannet Cand. Mag i film- og medievidenskab og dansk litteratur. Hans speciale handlede om amerikanske tv-serier, og Tobias Bukkehave har siden skrevet bogen ’50 tv-serier du skal se’ om tv-fiktionens historie. Desuden er han film og tv-anmelder på hjemmesiden close-up.dk og optræder løbende som kommentator og tv-ekspert i en række medier.

Hidtil har det udelukkende været den serielle tv-fiktion, der har fået lov at knopskyde vildt og voldsomt. Men 2015 blev året, hvor den stærkeste spiller på markedet, HBO, og den nye dreng i klassen, Netflix, begge omsider satsede på hver deres eminente true crime-dokumentar og dermed fik inkluderet faktagenren i den succeshistorie, der de seneste tyve år har revolutioneret tv-branchen.

Et godt fakta-år

Det var imidlertid på et helt andet medie, man i starten af 2015 for første gang kunne stifte bekendtskab med en moderne, seriel true crime-fortælling.

Det drejer sig naturligvis om Sara Koenigs stemningsfulde og rørende podcast ’Serial’, der fortalte historien om den 18 år gamle Hae Min Lee, som i 1999 blev myrdet i Baltimore. Lees ekskæreste Adnan Syed blev efterfølgende dømt for mordet og sidder i dag fængslet.

I løbet af otte afsnit gennemgår Koenig minutiøst sagen og blotlægger et tragisk hændelsesforløb, der mere end antyder, at Syed er uskyldig.

Podcasten er fremragende fortalt og udnytter dokumentargenrens greb på bedste vis. Resultatet er en ganske særlig nerve, som selv de bedste stykker fiktion kun sjældent formår at tangere.

Folk over hele verden faldt pladask for ’Serial, og efter blot to måneder på Itunes var programmet blevet downloadet mere end 68 millioner gange.

I mellemtiden i tv-branchen

HBO har altid markeret sig på dokumentarsiden. Selskabet har siden sen-70'erne haft en decideret faktadivision, der med populære serier som ’America Undercover’, ’Real Sex’ og ’Autopsy’ har begavet verden med skelsættende tv-dokumentarer. Dertil kommer en række dokumentarfilm og specials, som gennem tiden har vundet både Oscars og Golden Globes.

Folkene bag serien må have siddet og knebet sig selv i armen over, hvor godt deres dokumentarfilm gled sammen med virkeligheden

Tobias Bukkehave

Det kom derfor ikke som nogen overraskelse, at det blev HBO, som kom først med et serielt true crime tv-program, da de i februar 2015 blændede op for Andrew Jarecki og Marc Smerlings ’The Jinx’.

Miniserien portrætterer den enigmatiske rigmandssøn Robert Dursts utrolige liv, og vi fatter indledningsvis stor sympati for den lidt underlige fyr, der siden barndommen har ageret sort får i en af USA's rigeste og mest magtfulde østkyst-slægter.

En ubegribelig kriminalhistorie

Durst-familien ejer halvdelen af Park Avenue, har sommerresidens i The Hamptons og siges at være god for fire milliarder dollars. Om folk i de luftlag går rygtet, at man er hævet over loven, og ’The Jinx’ udnytter på raffineret vis netop den fordom.

Det viser sig nemlig, at Robert Durst igennem sit liv har været impliceret i adskillige mordsager, og da serien tager sin begyndelse, lader det til, at han ved hjælp af held, penge og dygtig advokatbistand er sluppet godt fra det hele.

’The Jinx’ optrevler over seks stramme og vidunderligt orkestrerede episoder en nærmest ubegribelig kriminalhistorie, der ender med, at Durst dagen før sæsonfinalens premiere bliver anholdt ude i virkeligheden.

Det er næsten for godt til at være sandt, og folkene bag serien må have siddet og knebet sig selv i armen over, hvor godt deres dokumentarfilm gled sammen med virkeligheden.

Netflix ryger med på vognen

Netop koblingen mellem virkelighed og værk er true crime–genrens es i ærmet.

Selvom ’The Jinx’ på mange måder er fortalt som et stykke fiktion - komplet med cliffhangers, suspense og raffinerede plottwists, og selvom Jareckis miniserie pryder sig med smukke rekonstruktioner og billedlyriske passager på spillefilmsniveau, er det det faktum, at det drejer sig om rigtige mord, om ægte tragedie og om virkelige mennesker, der giver serien sit utroligt intense skæbnenærvær.

Netop det greb udnytter Netflix første livtag med true crime-genren i endnu højere grad, fordi det modsat HBO-serien her handler om den lille mands afmagt overfor et nådesløst system.

Making A Murderer - Trailer - Netflix [HD]

I ’Making a Murderer’ har dokumentaristerne Laura Ricciardi og Moira Demos i ti år fulgt en bemærkelsesværdig mordsag i den lille flække Manitowoc, Wisconsin, hvor mekanikeren og outsideren Steven Avery i 2003 blev løsladt efter at have siddet i fængsel i 18 år for et mord, han ikke havde begået.

Den form for patos-båret formidling passer bare rigtig godt ind i tidens mediebillede

Tobias Bukkehave

Blot to år senere er politiet i Manitowoc igen efter Avery med en mordanklage, og ’Making a Murderer’ følger den tvivlsomme retssag, der følger, og som umiddelbart stinker langt væk af justitsmord.

En svær etisk balancegang

Når man som journalist har med kriminalstof at gøre, skal man altid træde varsomt. Og når man samtidig forsøger at lave kommerciel underholdning på baggrund af sin journalistik, så er det om end endnu mere vigtigt, at man holder tungen helt lige i munden.

’Serial’ er blevet kritiseret for at fokusere for meget på ligegyldige dele af Lee-sagen, ’The Jinx’ har fået på puklen for sin rystende afsløringsscene, hvor Durst har glemt at tage sin mikrofon af, og særlig heftig har kritikken været ift. ’Making a Murderer’, hvor debattører på nettet hævder, at serien undlader at inkludere vægtigt bevismateriale fra retssagen mod Steven Avery.

Dertil kommer, at der i forlængelse af true crime-genrens skæbnenærvær ligger en indlejret og enormt stærk patos, som nemt forplumrer den saglighed, som er så central i omgangen med kriminalstoffet.

Med på en kigger

Der er gjort en del ud af æstetikken i begge serier, navnlig ’The Jinx’, og på den måde forsøger man at distancere sig fra de ovennævnte, underlødige, masseproducerede billigprogrammer, som i en årrække har været de eneste repræsentanter for true crime-genren.

Det lykkes i vid udstrækning, og begge værker emmer langt væk af grundigt arbejde og fortællemæssigt overskud.

Men især ift. ’Making a Murderer’ er det åbenlyst, at den grundlæggende appel stadig er af voyeuristisk art. Vi sidder med under retsmøderne, vi får indblik i ægte, tragiske skæbner og vi græmmes, da dommen til slut læsses op.

Vi bevidner den provinsielle families vredesudbrud, vi ser tårerne trille ned ad beskidte kinder, og selvom det kan være svært at erkende, går der en (mere eller mindre) lige linje fra denne serie tilbage til parceremonierne i ’Paradise Hotel’ og slagsmålene i ’Jerry Springer Show’, hvis man nu skal sætte pointen helt på spidsen.

’Making a Murderer’ har naturligvis langt mere gravitas, og intet er for sjov her. Men uden fiktionslagets distance som buffer, kan man ind i mellem godt tage sig selv i at få en snert af dårlig smag i munden over at kigge direkte ind i forpinte menneskesjæle, der bliver revet fra hinanden for åben skærm.

Den form for patos-båret formidling passer bare rigtig godt ind i tidens mediebillede, og man kan sige, at både ’The Jinx’ og ’Making a Murderer’ på sin vis tilfredsstiller den higen efter virkelighed og filterløshed, som reality-tv i årevis har tilfredsstillet.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve