Berlingske får ny direktør fra Føtex

Berlingske Media ansætter Mette Maix, tidligere direktør i Føtex, som ny administrerende direktør.

Berlingske Media ansætter Mette Maix, tidligere direktør i Føtex, som ny administrerende direktør for Berlingske Media. Foto: Scanpix (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Berlingske Media har shoppet ny administrerende direktør i supermarkedskæden Føtex.

I en pressemeddelelse oplyser bestyrelsen, at den har ansat Mette Maix, som kommer fra en stilling som direktør for Føtex.

Hun skal nu lede mediehuset, som blandt andet udgiver BT, Berlingske og Weekendavisen.

- Mette Maix har arbejdet i en branche, der er i hastig forandring, og har stor erfaring med branding, kundeadfærd og transformation af virksomheder, og hun har i sine tidligere stillinger demonstreret stærke ledelseskompetencer, siger Berlingske Medias bestyrelsesformand, Kim Graven-Nielsen.

Parløb med Bjarne Munck

Mette Maix afløser Bjarne Munck, der siden 30. oktober har været fungerende administrerende direktør. Han tiltræder i en nyoprettet stilling som driftsdirektør og vil sammen med Mette Maix udgøre Berlingske Medias direktion fremover.

Bjarne Munck blev indsat midlertidigt på posten som administrerede direktør, efter den tidligere administrerende direktør Lisbeth Knudsen, valgte at forlade sit jobbet, fordi hun var uenig i strategien fremover.

Mette Maix ser frem til de nye udfordringer.

- Jeg mig meget til sammen med medarbejderne i huset at tage fat på den videre udvikling af virksomheden og styrke vores mediers position i markedet, udtaler Mette Maix i meddelelsen.

Den nye direktør har første dag i arbejdstøjet 8. februar.

Hun er uddannet cand.negot.- kandidatgrad i international forhandling - fra Syddansk Universitet og er født i 1969.

/ritzau/

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve