Bladtegnere: Stjernetegners karikatur af Løkke er hverdagskost i engelsk politik

Den engelske bladtegner Steve Bell er et stort navn i Storbritanien. Han er ofte grov ved politikere, siger bladtegnere.

Den britiske satiretegner Steve Bell går ofte til stregen i sine tegninger. Det har Lars Løkke Rasmussen fået at føle i dag. Her ses han posere med en figur af Dronning Elizabeth den 2. (Foto: JOCHENÂ LUEBKE © sCANPIX)

Bladtegneren Steve Bells tegning af statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i dagens udgave af den engelske avis The Guardian er et udtryk for engelsk humor og normal kost for engelske politikere, der har stukket næsen frem.

Sådan forklarer formanden for Danske Bladtegnere den tegning, der i dag portrætterer Lars Løkke Rasmussen som nazist flankeret af et dansk svin, legoklodser og med et ordspil på Carlsberg.

- Steve er en stor stjerne i britisk bladtegning. Han er en stor stjerne på sit felt. Det, han gør her, er, at han kører Lars Løkke Rasmussen igennem den mølle, som han kører alle britiske politikere igennem, siger Lars Refn, formand for specialgruppen Danske Bladtegnere under Dansk Journalistforbund.

Han mener, at tegningen er et udtryk for særlig stor opmærksomhed omkring Danmark i øjeblikket, efter Folketinget i går valgte at stramme udlændingelovgivningen, således at det eksempelvis bliver sværere for flygtninge at få familiesammenføring.

- Der er nok ikke nogen danskere og slet ikke nogen venstrefolk, der bliver glade for at se de her tegninger af Lars Løkke. Men det er en engelsk satiretradition, hvor man virkelig hugger til magthaverne og politikerne. Det er den mølle, Danmark er kommet ind i ved at stikke næsen frem, forklarer Lars Refn.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve