Businesskvinden Christiane: Jeg vil ikke kun være ansigtet fra fjernsynet

Christiane Schaumburg-Müller er kendt fra fjernsynet, men vil hellere fokusere på forretningen, hun har stablet på benene.

Christiane Schaumburg-Müller lancerede i 2014 det online livsstilsmagasin chrichri.dk, somi dag har ni medarbejdere. Hun er dog stadig tv-vært - i øjeblikket på 'Danmarks Ninja Warrior' på kanal 5. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Christiane Schaumburg-Müller har været kendt siden, hun dansede i Nik & Jays musikvideo ’Boing Boing’.

Hun har været vært på ’Boogie’, ’Vild med dans’ og ’Popstars’ og har spillet med i tv-serien ’2900 Happiness’, ’Live fra Bremen’ og i Susanne Biers ’Den skaldede frisør’.

Og så er hun forretningskvinde.

Fakta om Christiane Schaumburg-Müller

Christiane Schaumburg-Müller er født i 1981.

Blev først offentlig kendt som danser i musikvideoen til Nik & Jay’s hit ’Boing Boing'.

Har spillet med i ’2900 Happiness’, ’Den skaldede frisør’ og ’Live fra Bremen’, ligesom hun har været vært på ’Vild med dans’ og ’Danmarks Ninja Warrior’.

Har en bachelor i fransk og kommunikation fra Copenhagen Business School​.

Hun har sin egen tøjlinje ’Loved by Christiane’, hun har designet både sofaer, sko og cykler – og så står hun bag onlineuniverset chrichri.dk, som i dag udgiver magasinet af samme navn i papirformat.

”Udnyt det while you can”

På den vis er Christiane Schaumburg-Müller en del af en tendens, hvor kendisser bruger deres store publikum til at skabe produkter, hvor omdrejningspunktet er deres personlighed og brand.

Og Christiane Schaumburg-Müller er da også helt bevidst omkring, at hendes status som kendis har givet hende særlige muligheder for at brande sig selv og på den måde skabe sin egen virksomhed.

- Jeg blev undervist i branding og image, da jeg læste fransk og kommunikation på Copenhagen Business School og syntes det, var de fag, der var allermest spændende, siger hun og uddyber:

- Så da jeg lavede ’2900 Happiness’ tænkte jeg: ”Nu er jeg mit eget brand, så udnyt det while you can”. Så lavede jeg en strategi med at køre en american approach, og det var der ingen andre, der gjorde, siger hun.

Christiane Schaumburg-Müller har designet en "ChriChri"-batavus-cykel (billedet til venstre), ligesom hun står bag magasinet Chri Chri (billedet i midten) og er kvinden bag tøjmærket 'Loved by Christiane (billedet til højre).

Ikke bange for at være kommerciel

Så da jeg lavede ’2900 Happiness’ tænkte jeg: ”Nu er jeg mit eget brand, så udnyt det while you can”.

christiane schaumburg-müller

Så Christiane Schaumburg-Müller kørte den amerikanske tilgang og troppede op til premierer i store gallakjoler og wanna-be-brudekjoler. Hun var ikke bange for at tiltrække sig opmærksomhed. Det var faktisk det, det gjaldt om.

- Jeg var ikke bange for at sige, at jeg fortjente det eller bange for at være anderledes og troppe op i en se-mig-kjole. Dengang var det udskældt at være kommerciel. Du kunne ikke sige et større fy-ord end ”kommerciel”. Og jeg råbte det bare ud fra vinduerne med de store gallakjoler til red carpet-events , siger hun.

Jeg vil gerne lede og lave de ting, jeg er god til og ikke kun være ansigtet fra fjernsynet

christiane schaumburg-müller

Først og fremmest forretningskvinde

Christiane Schaumburg-Müller blev set.

Rollen som Mercedes i ’2900 Happiness’ førte til jobs som vært på ’Boogie’, ’Live fra Bremen’ og ikke mindst ’Vild med dans’, der gjorde hende verdenskendt i Danmark.

Det gav Christiane Schaumburg-Müller mulighed for at starte sin egen virksomhed med sit eget brand som omdrejningspunkt.

Chrichri.dk blev lanceret i 2014, og i dag har Christiane Schaumburg-Müller ni ansatte i virksomheden og 150-200.000 unikke månedlige brugere.

Står det til Christiane Schaumburg-Müller, må forretningsdelen af hendes liv derfor gerne fylde mere.

- Jeg synes, det er skidesjovt at være på skærmen, men det andet – at drive forretning – det er det, jeg altid har været god til og fået gode karakterer i på universitetet. Jeg vil gerne lede og lave de ting, jeg er god til og ikke kun være ansigtet fra fjernsynet, siger hun.

Vil ikke bruge tiden på mascara

Samtidig vil Christiane Schaumburg-Müller også gerne udvikle chrichri.dk, så det bliver nemmere for hende at trække sig fra den daglige produktion.

I stedet vil hun fokusere på strategien bag det online livsstilmagasin.

- Jeg vil gerne være businesswoman omkring mit firma chrichri.dk og arbejde med det i stedet for at bruge al min tid på at tage en mascara på og filme det. Det er svært at nå det hele, og den slags tager også vildt lang tid, og gør, at man ikke har tid til at få forretningen udvidet, siger hun.

Chrstiane Schaumburg-Müllers onineunivers chrichri.dk

”Nu bestemmer jeg selv”

Selvom hun driver sin egen virksomhed, er Christiane Schaumburg-Müller alligevel ikke som de fleste forretningsmænd og -kvinder.

Det er hende, der pryder forsiden af det nye Chri Chri-magasin. Det er hende selv, der reklamerer for sit eget tøjmærke, ’Loved by Christiane’, og det er hendes navn, som Chrichri-universet udspringer af.

Faktisk handler hele Christiane Schaumburg-Müllers virksomhed om hende selv, om hendes brand og ydre fremtoning.

Men det er ikke et problem, at det i så høj grad, er hendes egen person, som Christiane Schaumburg-Müller lever af.

- Før skulle jeg hele tiden være opsøgende omkring mit offentlige virke og hele tiden lede efter mit næste job. Det var hårdere. Hvis jeg ikke vil være på forsiden af Chri Chri, lader jeg være. Før var jeg afhængig af andre, men nu bestemmer jeg selv, siger hun.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve