DR lavede alvorlige fejl i Operation Bøllebank-udsendelsen

En forkert overskrift, en udokumenteret påstand, manglende forelæggelse og skævt kildevalg får kritik.

Den ikoniske Operation Bøllebank blev i begyndelsen af året genstand for en dokumentar på DR’s radiokanal P1.

Men dokumentaren rummer problemer, både hvad angår dokumentation for flere alvorlige påstande og muligheden for, at klageren kunne komme til orde på de alvorlige beskyldninger, har DR’s læser- og seerredaktør Jesper Termansen i dag afgjort.

Bag klagen står oberstløjtnant Lars Møller, der ledede Operation Bøllebank, der fandt sted den 29. april 1994. Operationen har gjort ham kendt vidt og bredt herhjemme, og da P1 Dokumentar satte fokus på operationen, klagede han over indholdet af programmet.

Dels over titlen på programmet: ’Løgnen om Operation Bøllebank’, kaldte redaktionen bag programmet udsendelsen. Men den titel er der ikke dækning for, har redaktionen bag erkendt.

Redaktionschef Judith Skriver, der er ansvarlig for P1 Dokumentar, erkender, at titlen på programmet var misvisende.

- Jeg må sige, at den er ikke korrekt, der er ikke belæg for det. Den er ude af balance, for vi kan ikke sige, at det er en løgn. Det er der nogen, der siger, den er, og vi kan jo ikke vurdere, om det er rigtigt. Så derfor siger jeg, at det beklager vi. Der er ikke balance i den rubrik, siger Judith Skriver.

Dokumentar hævdede, Lars Møller drak på operation

Det andet kritikpunkt som Lars Møller har klaget over, og som redaktionen umiddelbart efter udsendelsen beklagede, er af personlig karakter. I udsendelsen bliver det påstået, at Lars Møller drikker to genstande om dagen. Noget som Lars Møller betragter som særdeles unfair, fordi det ifølge ham bliver kædet sammen med hans ledelse på operationen.

Desuden fik han ikke mulighed for at svare på påstanden om, at han skulle drikke to genstande om dagen, ligesom redaktionen bag har beklaget, at der ikke var nogen kilder med, som støttede Lars Møllers fortælling om, hvad der skete på Operation Bøllebank.

- Det her er ikke redeligt. Jeg har satme pisset folk af, det skal der ikke være nogen tvivl om. Jeg har også kaldt folk de mest forfærdelige ting, som jeg mener. Derfor er det fandme i orden, hvis nogen kanter kysen på mig. Det skal bare være fair. Der skal jo være noget om det, forklarer han.

Den tidligere oberstløjtnant siger i dag, at han ikke bærer nag. Men han håber, at udsendelsen får konsekvenser. Det gør den også, siger Judith Skriver.

- Redaktionen og jeg har kigget hinanden dybt i øjnene og sagt: ’Det her arbejder vi ihærdigt på at undgå. Vi strammer simpelthen op og prøver at blive endnu skarpere og endnu dygtigere, end vi har været.’

- Men jeg synes også, at det er selvfølgelig værd at notere sig, at det er heldigvis undtagelsen efter P1 Dokumentar, der vel har levet i en 5-6 år og sender hele året rundt alle uger. Det er gudskelov sjældent, det sker. Men det gør det ikke til noget, vi er stolte af. Tværtimod beklager jeg det dybt.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve