DR skal have ny chef for alle tv-kanaler

Ifølge Mediawatch foretager DR en chefrokade i tv-afdelingerne. Christoffer Guldbrandsen stopper på DR2.

Christoffer Guldbrandsen stopper som chef for DR2, mens DR opretter en ny stilling som chef for alle tv-kanaler. (Foto: ERik Refner © Scanpix)

Den prisvindende dokumentarist Christoffer Guldbrandsen skal ikke længere være kanalchef for DR2.

Det er ifølge Mediawatch konsekvensen af en reorganisering af DR Medier, som tv-afdelingerne hører under.

Den betyder, at man opretter en ny stilling som tv-chef med ansvar for alle tv-kanaler.

Samtidig skal Flemming Hedegaard Larsen fremover have ansvaret for både DR2 og DR K.

Pil Gundelach fortsætter som chef for DR1, og Steffen Raastrup vil fortsat være konstitueret chef for DR3.

Hvor Guldbrandsen ender i kabalen, er uvist. DR oplyser til Mediawatch, at man "er i dialog med den tidligere kanalchef om fremtiden".

Christoffer Guldbrandsen er uddannet journalist og har arbejdet for både TV2 Nyhederne og Politiken, inden han begyndte at lave dokumentarfilm.

Han stod blandt andet bag "Dagbog fra Midten" om Ny Alliances stiftelse, "Den Hemmelige Krig" om udleveringen af afghanske krigsfanger og "Fogh bag Facaden" om udvidelsen af EU under det danske formandskab i efteråret 2002.

Han blev journalistisk chef for DR2 i 2013, og to år senere blev han udnævnt til kanalchef.

/ritzau/

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve