DR’s kulturdirektør: Dramachef må ikke tage sin DF-kritik med på job

DR’s dramachef har udtalt sig kritisk om Dansk Folkeparti til new zealandsk radio. Ifølge DR’s kulturdirektør har hun dog lov til at have den holdning.

Kulturdirektør i DR, Tine Smedegaard Andersen (tv.), siger, at dramachef Piv Bernth godt må have holdninger - bare de holdes ude af klipperummet. (© dr)

- De kan ikke lide immigranter, og de forsøger at være meget venligt stemt over for pensionister, men det er ikke virkeligheden.

Sådan lød DR’s dramachef Piv Bernths vurdering af Dansk Folkeparti (DF), da hun i november blev interviewet i new zealandsk radio.

I dag er hendes udtalelser atter aktuelle takket være et nyt interview med dramachefen i Radio24syv, hvor hun forsvarer sin kommentar om partiet.

Men hvad siger Piv Bernths egen chef til de kritiske udtalelser?

At det er acceptabelt så længe hun ikke tager personlige, politiske holdninger med på job, fastslår DR’s kulturdirektør Tine Smedegaard Andersen.

- Hun har lov til at have den holdning. Det afgørende er, at hun ikke tager dem med ind i klipperummet til dramaserierne, hvor hun er chef, siger kulturdirektøren til P1 Eftermiddag.

DF: DR fører kamp mod os

Tine Smedegaard Andersen slår i samme ombæring fast, at DR ”ikke driver bestemte politiske dagsordener”.

Noget lignende understregede Piv Bernth også selv i januar.

Det gjorde hun, da DR’s tidligere dramachef Ingolf Gabold udtalte til Politiken, at serien ’1864’ var et politisk projekt, der havde til formål at skabe debat om ”den isolation, der ligger i Dansk Folkepartis meget nationalistiske tro på Danmark og det danske”.

Med det in mente udtaler Søren Espersen fra DF i dag til Ritzau:

- Piv Bernth sagde efter Ingolf Gabolds udtalelser, at det slet ikke passede, at der blev ført kamp mod os. Men nu synes jeg faktisk, at hun har tilstået, at det gør der.

DR’s dramachef Piv Bernth har til et radioprogram udtalt sig kritisk om Dansk Folkeparti. Læs her, hvad hendes chef siger til det.

Opslået af DR Nyheder på 19. februar 2016

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve