Eksperter: Det bliver svært at lave ny dansk spilsucces som ’Hitman’

’Hitman’ bliver angiveligt det eneste store, dyre blockbuster spil, som den danske spilbranche står bag i mange år. Men det er ikke nødvendigvis dårligt, lyder det fra branchekendere.

IO Interactive præsenterede i går det nye 'Hitman'-computerspil. Den tidligere udgave blev spillet af hele 10 millioner spillere. (Foto: Nikolai Linares © Scanpix)

Computerspillet med den skaldede lejemorder, ’Hitman’, der i dag er udkommet i en sjette udgave, bliver angiveligt det eneste danskudviklede computerspil, vi kommer til at se i den nærmeste fremtid.

I hvert fald når det gælder de helst store og dyre blockbuster-spil, også kaldet triple A-spil.

Spillet, der i 2000 blev udviklet i Danmark, men senere blev opkøbt af en britisk spilgigant, er ellers blevet en stor salgssucces. Og ifølge anmelderne ligner den nye udgave endnu et hit.

Triple A-spil

AAA, eller triple A, er en klassifikation inden for computerspil, der betegner spil lavet på et stort budget, der er omfattende markedsført og får en positiv modtagelse af anmelderne.

Det forventes, at triple A-spil vil have en stor omsætning efter lanceringen.

Man kan også sammenligne triple A-spil med blockbustere inden for filmbranchen.

Årsagen til, at det bliver sværere at lave store succeser som ’Hitman’, skyldes blandt andet, at spillene er blevet for dyre at producere. Der fortæller blandt andre Martin Pichlmair, der er leder af spiluddannelsen på IT Universitetet i København.

Billigere at producere i udlandet

- Triple A-spil bliver produceret anderledes end tidligere. Flere spil bliver produceret i eksempelvis Kina, hvor uddannelsesniveauet er lige så højt som her, men hvor det også er billigere.

Han fortæller, at der i forhold til tidligere er færre af de helt store spilproducenter. Og de, der er tilbage, bruger mindre summer på at udvikle helt nye spil og bruger i stedet pengene til at satse på nye versioner af allerede eksisterende succeser, som de er sikre på at kunne forrente.

At spillene giver et stort overskud er nemlig blevet mere afgørende end tidligere.

Mange mindre spil kan jo også være profitgivende – og måske mere end et enkelt triple A-spil, der kræver mange ansatte

Martin Pichlmair, leder på IT Universitetet

Ud over at der er kommet flere medier, man kan spille spil på, er maskinerne blevet mere kraftfulde. Derfor er grafikken i spillene blevet markant bedre. Og derfor koster det endnu flere penge, hvis spillene skal stå knivskarpt og se realistiske ud på skærmene, siger han.

Stort set umuligt at lave fra bunden

Jesper Krogh Kristiansen, der har skrevet en bog om den danske spilbranche, vurderer også, at det er blevet sværere at skabe et nyt dansk spil, der er i samme liga som ’Hitman’.

Han siger, at der er for få investorer til at skabe et nyt dansk triple A-spil fra bunden.

Samme vurdering har Morten Skovgaard, redaktør på spilmagasinet Gameplay. Han har tidligere udtalt til DR Kultur, at markedet rummer alt for mange forskellige platforme som pc’er, spillekonsoller, tablets og smartphones til at det kan lade sig gøre at udvikle et triple A-spil herhjemme.

Danske investorer er skeptiske

En af de største danske investorer inden for computerspil er Capnova, som både investerer for private og statslige midler.

Siden 2006, hvor de begyndte at investere i spil, har de været med til at finansiere 37 spil. Men spil som ’Hitman’ er helt uden for deres økonomiske liga. I stedet har de kun midler til at investere i de helt små spilselskaber, fortæller Allan Rasmussen, der blandt andet står for investeringer i spil.

HITMAN - 'Legacy' Opening Cinematic

- Der er en generel skepsis fra de danske investorer. Selv om vi i Danmark har kompetencerne til at lave de helt store spil, så er fokus på de mindre spil, fordi der ikke er mange, som tør at investere i et stort spil som ’Hitman’. Markedet er så svært, og hvis et spil ikke rammer plet, så dør det hurtigt, siger han.

Han vurderer, at det er blevet sværere for spilproducenterne at buldre frem med et nyt, stort spil, fordi alt skal finansieres hjemmefra. Ifølge ham var det førhen nemmere at samarbejde med en såkaldt publisher, som betalte store dele af udviklingsomkostningerne.

Investor: Der er brug for en spilklynge

Allan Rasmussen tror dog, at der på længere sigt kan komme endnu et dansk spil i klasse med ’Hitman’.

- Det er klart, at det ville være godt med et nyt ’Hitman’. Men det kræver, at vi får dannet en egentlig klynge med både mindre og større computerspilproducenter, siger han.

Der er en generel skepsis fra de danske investorer.

Allan Rasmussen, Capnova

Han peger på, at den klynge har ringere udsigter nu, efter Microsoft tidligere på ugen valgte at lukke den danske spiludvikler Press Play, som softwaregiganten opkøbte i 2012.

Små kan også skabe profit

Selvom det danskudviklede successpil angiveligt ikke får følgeskab af et nyt dansk spil lige foreløbig, så mener Martin Pichlmair fra IT Universitetet i København ikke, det er et problem.

Han fortæller, at de danske computerspilproducenter generelt er mere innovative end dem i de andre nordiske lande.

- Vi har en meget livlig scene med små, uafhængige studier. De er eksperimenterende, og der er masser af opmærksomhed om dem fra udlandet, så der er håb. Og mange mindre spil kan jo også være profitgivende – og måske mere end et enkelt triple A-spil, der kræver mange ansatte, siger Martin Pichlmair.

Billigere, men alligevel store spil

Jan Neiiendam, der er bestyrelsesformand for spilfirmaernes brancheforening Interactive Denmark, er også mere optimistisk, selvom han også vurderer, at det er urealistisk at håbe på et nyt dansk superspil som ’Hitman’.

Han fortæller, at opdelingen mellem de såkaldte triple A-spil og de små, uafhængige indiespil er ved at være forældet. På grund af blandt andet smartphones og tablets bliver tingene nemlig blandet sammen, siger han.

- Vi kan sagtens se store verdensomspændende spilfænomener fra Danmark. De koster nok ikke en milliard at lave, men de kan forhåbentlig engagere millioner af brugere, siger Jan Neiiendam.

(Foto: Grafik: Morten Fogde Christensen © DR Nyheder)

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve