Forfatter: Se og Hør overvågede Thorning og Løkke

Også statsministeren og Venstres formand har været genstand for Se og Hørs overvågning af hævekorttransaktioner, fortæller tidligere Se og Hør-journalist.

En tidligere journalist på Se og Hør fortæller, at flere politikere, blandt andre Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen, er blevet overvåget af Se og Hør. (Foto: Bax Lindhardt © Scanpix)

Se og Hørs afluring af kendte danskeres hævekorttransaktioner omfattede nogle af landets mest magtfulde toppolitikere.

Ugebladets hemmelige kilde hos it-giganten IBM forsynede således i en periode redaktionen med oplysninger om statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) og Venstres formand Lars Løkke Rasmussens (V) hævekorttransaktioner.

Det fortæller forfatteren bag den opsigtsvækkende bog 'Livet, det forbandede' om ugebladet Se og Hør, Ken B. Rasmussen.

- Vi overvågede især i Henrik Qvortrups (chefredaktør 2002-2008, red.) tid politikere, fordi han var så interesseret i politikere. Det var ham, der orkestrerede det, fortæller Ken B. Rasmussen, der nu har videregivet sin dokumentation - herunder sms'er - til politiet, der efterforsker sagen.

Ken B. Rasmussen siger desuden, at bladet i 2011 overvågede daværende statsministerkandidat, Helle Thorning-Schmidt (S), for at se, om de kunne skaffe topløse billeder af hende.

Billederne skulle angiveligt være brugt, da hun blev statsminister.

Flere politikere i bladets søgelys

Tidligere har det været fremme, at blandt andre medlemmer af kongefamilien har været udsat for Se og Hør-kildens afluring. Også Venstres formand var i kikkerten, fortæller Ken B. Rasmussen til DR Nyheder. En oplysning, der bekræftes over for DR Nyheder af en anden tidligere Se og Hør-medarbejder, der ønsker at være anonym.

- Vi overvågede også Lars Løkke Rasmussen. Han var især interessant, da han var statsminister. Jeg husker især sms'er om værtshusbesøg på Færøerne, men vi gjorde ikke noget ved det, for vi havde ingen billeder af det, siger Ken B. Rasmussen.

Tænkte I på, at de oplysninger, I havde, potentielt kunne bruges af terrorister?

- Ja, vi snakkede da om, at det var vildt, at alle, der arbejdede som vores kilde hos IBM, kunne få fat i oplysninger, der kunne spore vores politikere. Men vi brugte sjældent oplysningerne, fortæller Ken B. Rasmussen, der er sigtet i sagen.

Han fortæller desuden, at også Venstres næstformand, Kristian Jensen, blev interessant for ugebladet, da han var deltager i Vild med dans. Og også Søren Pind var på ugebladets liste over politikere, hvis privatøkonomi man gerne ville kende mere til.

- Men det var sjældent, det gav historier, fordi de ikke var kulørte nok, fortæller Ken B. Rasmussen.

Den hemmelige kilde hos IBM er sigtet af politiet i sagen. Via sit arbejde som operatør af IBM's særlige mainframecomputere havde han adgang til Nets' hævekortsystem, som var outsourcet til IBM. Oplysningerne sendte han videre til udvalgte journalister på Se og Hør, har Ken B. Rasmussen fortalt.

Tidligere operative chef hos Politiets Efterretningstjeneste, Hans Jørgen Bonnichsen, finder det dybt kritisabelt, at landets toppolitikere er blevet overvåget:

- Det er ekstremt problematisk, fordi man også på den måde har kunnet overvåge deres adfærd. Hvis man ville planlægge terror, så ville man kunne angribe dem, hvor de er mest sårbare. Og derudover så kunne de her politikere blive udsat for pression og truet med at blive kompromitteret, og derved ville der være en eklatant risiko for, at en fremmed efterretningstjeneste kunne presse oplysninger eller andet ud af dem, siger han.

- Det er muligt, det lyder som noget ud af en spionroman, men det er meget reelt, og alle i efterretningsverdenen ved, at kompromitterende oplysninger på en toppolitiker er et meget kraftfuldt våben, siger Hans Jørgen Bonnichsen.

DR Nyheder har forelagt oplysningerne for Henrik Qvortrup, der dog afviser at kommentere sagen.

OPDATERET: Oprindeligt fremgik det af artiklen, at ugebladet ifølge Ken B. Rasmussen forsøgte at få topløse billeder af Helle Thorning-Schmidt, mens Henrik Qvortrup var chefredaktør. Han oplyser nu, at dette først fandt sted op til folketingsvalget i 2011, hvor Kim Henningsen var chefredaktør.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve