Gratisavisen 24timer lukker - MetroXpress relanceres

MetroXpress vil snart være Danmarks eneste gratisavis. DR Nyheder erfarer således, at det senere i dag offentliggøres, at 24timer lukker og slukker.

Ifølge DR Nyheders oplysninger vil mediekoncernen bag MetroXpress og 24timer på et pressemøde senere i dag meddele, at gratisavisen 24 timer lukker og slukker. Samtidig vil det schweiziske mediehus 20 Minuten AG, som ejer begge gratisaviser, offentliggøre en komplet relancering af MetroXpress.

24timer udkommer i dag i hele landet med et samlet oplag på 170.000 eksemplarer og 261.000 læsere. Det er endnu uvist, hvilke konsekvenser lukningen af gratisavisen vil få for de ansatte på de to gratisaviser.

Unge og cyklister skal fanges
Men når man ser på de schweiziske ejeres ambitioner, er der umiddelbart grobund for, at mange kan beholde deres job: I dag har MetroXpress og 24timer samlet set 621.000 læsere om dagen, og den nye målsætning er, at MetroXpress alene skal opnå en million daglige læsere.

Avisen vil især satse på at trække de unge læsere til, som de senere år har forkastet papiraviser som nyhedskilde. De unge skal fanges ved hjælp af et nyt avisformat med flere tabloide nyhedshistorier, som kan konkurrere med BT og Ekstra Bladet.

Og så erfarer DR Nyheder, at en del af strategien også indebærer en offensiv over for de to-hjulede mediebrugere. MetroXpress vil således hyre et korps på mere end 100 mand, der skal gå benhårdt efter at få delt aviser ud til landets cyklister.

Lokalredaktion i København

Ritzau skrev i går, at der vil blive oprettet flere nye redaktioner, blandt andet en erhvervsredaktion, en indlands- og nyhedsredaktion samt en kulturredaktion med gossip-stof.

Samtidig ser MetroXpress ud til også at oprette en lokalredaktion med fokus på København.

Dropper mediestøtte

Ifølge DR Nyheders oplysninger vil MetroXpress i forbindelse med en gennemgribende relancering, der præsenteres i dag, droppe at modtage mediestøtte fra den danske stat. Det betyder samtidig, at avisen ikke længere er bundet af de krav, der følger med mediestøtten.

Heriblandt krav om, at avisen skal indeholde en vis mængde redaktionel tekst i forhold til mængden af reklametekst, at avisen skal have et vist antal faste abonnenter og distribuere avisen bestemte steder.

  • Print
  • Del artiklen: