'Hitman' er ikke alene: Her er 4 andre danske spilsucceser

Skaldede lejemordere, surfende ballademagere og sort-hvid æstetik. Ja, vi er faktisk ret gode til at udvikle spil i Danmark.

Det går godt for den danske spilindustri, som har succes både ude og hjemme, i alle genrer og blandt alle aldersgrupper. (© Billeder fra YouTube-video.)

I dag kan fans af Agent 47 endelig tage hul på lejemorderens seneste mission, når det nyeste ’Hitman’-spil har premiere.

Det originale 'Hitman'-spil udkom i 2000, og det var det dengang danskejede spilfirma IO Interactive, der stod bag.

Men 'Hitman' er ikke det eneste succesfulde spil, der har danske rødder.

Derfor har vi spurgt Jesper Krogh Kristiansen, der er forfatter til en bog om computerspil, og Jan Neiiendam, bestyrelsesformand for brancheorganisationen Interactive Denmark, om hvilke danske spil, der er de mest succesfulde.

1. Subway Surfers

Subway Surfers - Launch Trailer

Med tablets og smartphones er der blev åbnet for et helt nyt marked inden for spiludvikling, og den bølge er det århusianske Kiloo og københavnske Sybo Games med på. Sammen har de udviklet ’Subway Surfers’, der er et spil inden for endless running-genren. En ung ballademager er på flugt fra en vagt, og som spiller har man til opgave at samle guldmønter og undvige forhindringer.

’Subway Surfers’ er blevet downloadet mere end 1 milliard gange, og i 2015 var det verdens mest downloadede spil.

2. Limbo

LIMBO - Trailer

Platformspillet ’Limbo’ fra 2010 er kendetegnet ved sin sort-hvide farveskala, fraværet af musik og 2D-grafik. Alligevel fik spillet stor succes i en tid, hvor kravene var stort set det modsatte, forklarer Jan Neiiendam.

Som spiller styrer man en lille dreng, der i sin søgen efter sin søster må bevæge sig igennem et farligt landskab fyldt med fælder og udfordringer. Spillet er blevet meget positivt modtaget både i Danmark og resten af verden, og det er blevet solgt i mere end tre millioner eksemplarer.

3. Heroes & Generals

Heroes & Generals - Open Beta Trailer

Det er et af de mest populære online skydespil med flere spillere, og så er det dansk – men det er der ikke mange, der ved, ifølge Jesper Krogh Kristiansen. ’Heroes & Generals’ har syv millioner registrerede brugere, der kæmper mod hinanden online som del af hver deres hær fra Anden Verdenskrig.

Spillet er udviklet af Reto-Moto, og det har siden premieren i 2014 opbygget en massiv global fanskare.

4. MovieStarPlanet

MovieStarPlanet - Official Gameplay Trailer

I ’MovieStarPlanet’ får man tildelt en personlig filmstjerne, og målet er at stige i berømmelse ved at spille spil og interagere med andre brugere. Målgruppen er 'tweens', det vil sige større børn, som endnu ikke er teenagere.

Oprindeligt blev MovieStarPlanet skabt med det formål, at det skulle hjælpe med engelskundervisningen, forklarer Jesper Krogh Kristiansen. I dag har det dog udviklet sig til en online fællesskab, der har over 100 millioner registrerede brugere.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve