I Årets bedste computerspil jagter man monstre

Computerspillerne har stemt: "The Witcher 3" er årets bedste spil på tværs af kategorier.

Computerspil er i øvrigt ikke kun for sjov. Computerspilleren her på billedet er professionel gamer. Han går under kaldenavnet Crowmac. (Foto: JEAN-PAUL PELISSIER © Scanpix)

Monsterjagt er åbenbart særdeles populært blandt danske computerspillere.

Det må man konkludere, efter at en afstemning blandt landets mange computerspillere resulterede i, at spillet "The Witcher 3" løb med titlen som årets bedste spil på tværs af alle genrer, da branchen torsdag aften uddelte priser til årets bedste spil.

Spillet snuppede mere end 25 procent af alle stemmerne, der er afgivet via spilkanalerne Gamereactor.dk og pixel.tv, og henviste dermed andre storsællerter som "Fallout 4", "Fifa 16" og "Call of Duty: Black Ops III" til de sekundære placeringer.

Vinderspil bygger på romanserie

I "The Witcher 3", der også har undertitlen "Wild Hunt", er man endnu engang monsterjægeren Geralt, som frit kan jage i et gigantisk middelalderligt eventyrlandskab.

Spillet er baseret på en romanserie af den polske forfatter Andrzej Sapowski, og ifølge skaberne af spillet tager det godt 100 timer at komme igennem det gigantiske spilområde.

Ud over at kåre årets bedste spil, blev der også kåret vindere i en række undergenrer ved prisuddelingen, der blev holdt hos Microsoft i Lyngby.

  • Her er alle årets bedste computerspil:

  • Årets spil: "The Witcher 3"
  • Årets skydespil (shooter): “Call of Duty: Black OPS III"
  • Årets action/adventure: “Assassins Creed: Syndicate"
  • Årets sportsspil: "Fifa 16"
  • Årets RPG: "Fallout 4"
  • Årets racerspil: "Need for speed"
  • Årets casual/social game: "Mario Maker"
  • Årets overraskelse: "Until Dawn"
  • Kilder: K2

/ritzau/

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve