Jalving: Skulle nok ikke have brugt ordet finke

Blogger Mikael Jalving ærgrer sig over, at han kaldte Helle Thorning-Schmidt for en finke.

Mikael Jalving er forfatter og historiker samt blogger på Jyllands-Posten. (Foto: CLAUS BECH ANDERSEN © Scanpix)

I denne uge kaldte Jyllands-Postens blogger Mikael Jalving tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt for en "finke" og en "dukkelise."

Det antændte en mindre storm på især Facebook, hvor debatten især handlede om sprogbruget i bloggen og ikke så meget om indholdet. Derfor erkender Mikael Jalving nu, at ordet finke overskyggede budskabet:

Jeg er ikke den første, der har kaldt Helle Thorning-Schmidt en finke. Men jeg er måske den første, der har været dum nok til at skrive det.

Mikael jalving

- Jeg har lært, at det kan være, jeg skal bruge et andet ord en anden gang, siger han, men tilføjer:

- Jeg mener, at det er relevant, fordi Helle Thorning-Schmidt har gjort sin persona til sin politik. Hun kom ind på scenen som en Obama. Hendes selvbillede - som hun har promoveret - har kun handlet om hende selv. Hun er kun optaget af nutiden og fremtiden - og ser aldrig tilbage. Det er dét, der ligger i at være et dukkebarn - at man kun kan se fremad. Derfor er det relevant at bruge de her hårde ord, for hun har selv lagt op til dem, siger Mikael Jalving til programmet Mennesker og Medier.

Mylenberg: Finken overskygger pointen

Blandt kritikerne af hans indlæg er Troels Mylenberg, chefredaktør på Fyns Amts Avis:

- Han har en helt valid politisk pointe, men det her med finken overskygger det. Dem, han gerne vil have til at lytte, ser kun dét med finken. Og dem, der er enige med ham, jubler bare. Han har fået "15 minutes of shame," men ikke rykket debatten. Og det er ærgerligt - for han er en begavet og seriøs mand, der godt ville kunne diskutere politikernes roller - men det her forsøg er helt mislykket, siger Troels Mylenberg.

Han peger på, at aviserne måske er lidt for ivrige i jagten på de mange kliks, som en kontroversiel blog kan trække:

- Der er noget paradoksalt i, når vi på den ene side skriver ledere om, at tonen i debatten skal være pænere. Og så på den anden side måske lægger spalteplads til for meget af det her. Så kommer det til at klinge lidt hult, siger han.

- Men vores trafik til de her blogs kommer fra sociale medier, og hvis noget skal have succes viralt, så skal det gerne være højt og hårdt sagt. Det er den præmis, der er i dag, som vi ikke havde for 10 år siden.

Jalving: Ikke den første til at bruge ordet finke

Mikael Jalving mener, at noget af stormen er kommet, fordi vi endnu ikke helt har forstået bloggens væsen:

Hør programmet

Mennesker og Medier på P1 debatterede "finke-bloggen" i dag. Hør programmet her - med Geeti Amiri, Jette Elbæk Maressa, Mikael Jalving og Troels Mylenberg.

- Bloggen er en speciel genre, der ikke er helt defineret på dansk endnu. Den må gerne have et satirisk element, og man må gerne overdrive, siger han, men afviser, at han kun har jagtet kliks:

- Jeg var ikke ude efter den her opmærksomhed. Jeg vil gerne have kliks, men helst om substansen og ikke de ord, jeg har brugt. Jeg mener, at bloggen som genre flugter med den kulturradikale tradition fra fx Klaus Rifbjerg og Carsten Jensen. Der er jo en lang dansk tradition for at gå til stregen og også gerne lidt over. Den går helt tilbage til folkestyrets fødsel. Bloggen er en efterdønning eller et symbol på folkestyret - bloggen bruger ord, som også bliver brugt i folkemunde. Jeg er ikke den første, der har kaldt Helle Thorning-Schmidt en finke. Men jeg er måske den første, der har været dum nok til at skrive det.

Redaktør: Barnlig form

På Jyllands-Posten afviser debatredaktør, Jette Elbæk Maressa, at man går efter blogs, der skal skabe trafik:

- Når vi sammensætter vores hold af bloggere, gør vi det ud fra, at det skal have mange forskellige stemmer. Det er ikke ud fra tanken om, hvad der giver kliks, siger hun.

Hun kan godt se, at formen i Jalvings "finke-blog" overskygger indholdet.

- Da jeg læste den, tænkte jeg, at det var en lidt barnlig måde at angribe det på. Jeg bryder mig ikke om, at man kalder politikere for øgenavne. Formen overskygger nok budskabet i det her tilfælde, men når debatten om formen lægger sig, kan man måske nå ind til indholdet og budskabet, siger hun, men fastholder, at avisen ikke har fundet grund til at ændre noget i den:

- Vi griber ind, når vi kan se, der er noget i en blog, der går over stregen. Når vi ikke har grebet ind her, er det fordi, han ikke går over stregen, siger Jette Elbæk Maressa.

En finke ifølge Mikael Jalving

Vi bad Mikael Jalving forklare, hvad en finke i hans terminologi er:

  • - En finke er en yngre kvinde, der fjoller rundt, er en skuespiller, laver intriger eller finder på ting. Som gemmer sig bag et smukt og kækt ydre. Hun er en manipulator, som vi kender hende fra børnehaven eller skolen. Det er et godt gammelt dansk ord, som jeg gerne vil slå et slag for.

I denne uge kaldte Jyllands-Postens blogger Mikael Jalving tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt for en finke...

Opslået af DR P1 på 22. januar 2016

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve