Karina er gamer og - nåja - kvinde: Jeg skal bevise, jeg er god nok

De kommende dage står i esportens navn, når Copenhagen Games afholder turneringer for computerspillere fra hele verden. Men kvinderne er i markant undertal ved hovedturneringen. Kan de overhovedet spille computer?

22-årige Karina Kellmann er gamer - men hun mener ikke at miljøet anderkender kvindelige talenter i samme grad som mandlige. (Foto: Ikast-Brande eSport © Ikast-Brande eSport)

Da ’Battlefield 4’ udkom, fandt 22-årige Karina Kellmann ud af, at hun egentlig var ret god.

Indtil da havde hun bare spillet for hyggens skyld - først ’Call of Duty’ og senere ’Battlefield 3’ – men med ’Battlefield 4’ fandt hun altså ud af, at hun faktisk har rigtig godt styr på det taktiske krigsspil.

Så godt at hendes hold, ’Team Riddle’, sidste år deltog i turneringen ved NPF#16. Det er en stor, dansk konkurrence – eller et LAN-event, som det hedder – med over 200 frivillige, hvor spillere mødes for at dyste i forskellige computerspil.

- Jeg har aldrig været til sådan et kæmpe LAN-event før, så det var vildt for mig. Jeg var ingame-leader. Det er den, der styrer holdet og holder overblikket, fortæller Karina Kellmann og fortsætter:

- Jeg ved, jeg er god til taktik, og det kørte rimelig godt - men finalen var hård, og det tog en del energi at komme igennem den. Men det lykkedes og vi vandt.

Karina Kellmann var ingame-leader, da hendes hold vandt turneringen i 'Battlefield 4' ved sidste års NPF i Fredericia. (Foto: NPF © NPF)

Karina Kellmann spiller ikke på professionelt plan. Men hun bruger gerne omkring syv timer om dagen foran skærmen for at optimere sit talent indenfor det virtuelle:

- Nogle gange tænker folk at jeg er sindssyg, men hvis man virkelig vil det, er det altså dét, der skal til, lyder det.

Ikke som andre piger

Alligevel oplever hun ofte at blive mødt af forestillingen om, at kvinder ikke kan være gode til computerspil.

- Jeg får tit at vide, at jeg ikke er ligesom andre piger – men hvad skal jeg bruge det til? På den anden side får jeg også at vide, at jeg skal bevise, at jeg ikke er som andre piger. Altså at jeg skal bevise, at jeg er god nok, siger hun og spørger retorisk:

- Får drenge nogensinde at vide, at de ikke skal være som andre drenge?

Når Karina Kellmann ser sig omkring i miljøet, ser hun en del kvindelige spillere, men hun oplever ikke at de bliver ikke anerkendt på samme niveau som mandlige spillere.

Hun henviser blandt andet til den tone, man som kvinde møder, når man giver sin holdning til kende på online fora, eller slet og ret mens man spiller.

- Jeg har oplevet at blive svinet til af en modstander, fordi jeg var bedre end ham.

- Vi havde kontakt via team speak (et kommunikationssystem, der gør det muligt at tale sammen på kryds og tværs, mens man spiller, red), og han sagde, at jeg ikke kunne tillade mig at slå ham ihjel i spillet, fordi jeg er en pige, forklarer Karina Kellmann og fortsætter:

- Jeg blev helt paf, for han var virkelig aggressiv. Det endte med at han blev smidt ud af vores team speak. Det er kun sket den ene gang, men jeg har ikke lyst til at opleve det igen.

Hvor er kvinderne i turneringerne?

I dag slog ’Copenhagen Games’ dørene op til Danmarks største konkurrence for computerspillere – eller gamere – fra lande som Sverige, USA, Finland, Frankrig, Tyskland og Storbritannien, der i hold dyster mod hinanden online. Det går også under navnet ’esport’.

Til og med lørdag, vil dagene byde på turneringer i forskellige computerspil, men den konkurrence, der løber med de fleste deltagere, den største opmærksomhed og den mest imponerende præmiesum (30.000 euro) hedder CS:GO.

Her er det det strategiske skydespil ’Counter-Strike’ der er omdrejningspunktet, og det tiltrækker 68 hold – 370 gamere i alt.

Men kun mellem 15 og 20 af de gamere er kvinder, lyder et forsigtigt slag på tasken fra arrangøren af Copenhagen Games, Zahid Butt.

Mænd ingen adgang

Derfor har de valgt at lave en turnering i ’Counter-Strike’ separat for kvindelige gamere; CS:GO Ladies, der har en præmiesum på 7.000 euro.

- Mange af de pigehold, der deltager i Copenhagen Games, kommer ikke hvis der ikke er en decideret turnering for dem, forklarer Zahid Butt.

Han forklarer, at de gerne vil gøre en indsats for at få flere piger til at dyrke esport, og derfor har valgt at imødekomme deltagernes ønske.

At skelne mellem hovedkonkurrencen – hvor alle i øvrigt må stille op, uanset køn – og den noget mindre konkurrence for kvinder er ikke et uset tiltag, når der afholdes turneringer indenfor esport, både i Danmark og i udlandet.

Man kan kalde det positiv særbehandling, man kan kalde det nødvendigt, og man kan kalde det misforstået ligestilling. Man kan kalde det rigtig mange ting.

Zahid Butt er klar over, at det kan virke underligt at sætte pigerne udenfor hovedturneringen.

Det er dog afgørende, at pigerne får en scene og et område for sig selv, ”så de kommer op på niveau med drengene til turneringerne,” forklarer han.

Er talentet bestemt af køn?

Emil Hammar Lundedal er ph.d.-stipendiat og forsker i minoriteter i computerspil ved Norges Arktiske Universitet i Tromsø.

Han mener, det kan være positivt at gøre kvindelige spillere mere prominente og give dem en plads i gamermiljøet.

Men han påpeger også, at det kan virke modsat, så hovedturneringen, der hovedsageligt appellerer til mænd er det almindelige, mens kvindeturneringen bliver en lille, ”eksotisk ghetto”.

- Intentionerne fra Copenhagen Games’ side er meget fine, men de kunne måske se efter flere, mere inkluderende og hensynsfulde måder at tiltrække kvindelige hold til den almindelige turnering på, lyder det fra Emil Hammar Lundedal.

I stedet bør man, ifølge ham, arbejde mere for at efterlade et indtryk af, at evnerne i spillet ikke er bestemt af, hvilket køn man har.

Så for en god ordens skyld: Mænd er ikke fra naturens side bedre til at spille computerspil end kvinder.

- Når det gælder talent i esport, er der ikke nogen studier eller erfaringer, der viser, at der er fysiske forskelle mellem mænd og kvinder.

Kønsroller fra 80’erne

Der er altså ingen forskel på kvinder og mænd – og så dog.

For der må være en årsag til at mange kvinder angiveligt ikke vil deltage i Copenhagen Games, hvis de ikke kan få en turnering for sig selv.

Emil Hammar Lundedal fra Norges Arktiske Universitet mener, at behovet for kønsopdeling ved turneringerne, er et udtryk for den måde, som computerspilbranchen siden 80’erne har anskuet mande- og kvinderoller på.

Siden 80’erne har de store spilproducenter nemlig primært henvendt sig til mænd, og den kultur har efterfølgende bredt sig til hele spilmiljøet.

Han peger på, at kvinderne ofte møder udfordringer i esporten, inden de overhovedet bliver professionelle spillere.

Måden de bliver modtaget på kan nemlig være meget ekskluderende og fremmedgørende, påpeger Emil Hammar Lindedal:

- Kulturen gør, at det er demotiverende for kvinder at spille. De bliver tilråbt af mandlige computerspillere, så inden du starter som professionel spiller som kvinde, så har du alle odds imod dig, fordi kulturen sætter stor fokus på dit køn.

Tonen er ikke kun hård i esport

Ifølge Copenhagen Games-arrangøren Zahid Butt er det ikke nødvendigvis den hårde tone, der får kvinderne til at holde sig fra hovedturneringen og efterspørge kønsopdeling:

- Tonen kan også være hård i andre miljøer såsom fodbold eller i slagterbranchen, så jeg mener ikke man kan tale om at det specifikt er indenfor esport, at tonen er hård.

- Min mavefornemmelse siger mig, at nogle af dem (kvinderne, red.) føler, at de ikke kan hamle op med drengene af den ene eller anden årsag. Men jeg tror også, det handler om noget socialt, og det sammenhold de får, når de mødes om det her, lyder det fra Zahid Butt.

”Hold op med at undervurder dig selv”

Emil Hammar Lundedal mener ikke man kan se kønsopdelingen hos Copenhagen Games som det centrale problem – men det faktum, at det overhovedet er nødvendigt at lave sådan et tiltag, er udtryk for et ulige magtforhold mellem kvinder og mænd.

Det paradoksale er, at mens Copenhagen Games forsøger at imødekomme problemet, risikerer de at reproducere ideen om, at kvinder ikke kan spille computer side om side med mænd.

Karina Kellmann er, i udgangspunktet, heller ikke begejstret for kønsopdelingen:

- De kvindelige spillere skal stoppe med at tro, at de ikke er gode nok. De skal holde op med at undervurdere sig selv, argumenterer hun.

- Men jeg kan da godt forstå at man ikke gider udsættes for de kommentarer, mange kvinder får, når de spiller mod mænd. De påvirker både dit spil og din selvtillid.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve