Kurt Westergaard: Charlie Hebdo og jeg har et skæbnefællesskab

Den danske karikaturtegner Kurt Westergaard er forfærdet over angrebet på det satiriske blad Charlie Hebdo. Han er dog ikke nervøs for sin egen sikkerhed.

Folkene fra Charlie Hebdo er meget determinerede og en slags anarkister. Det mener jeg er et rigtig godt prædikat, at have som satiretegner, for det betyder, at man holder øje med alle autoritære kræfter, siger Kurt Westergaard til DR Kultur. (Foto: Ole Brink © DR)

- Uhyggeligt og forfærdeligt

Sådan er reaktionen fra den danske karikaturtegner Kurt Westergaard, efter at det franske satireblad Charlie Hebdo angiveligt er blevet udsat for et terrorangreb, hvor der lige nu meldes om 11 dræbte personer efter skud.

Kurt Westergaard har levet under PETs beskyttelse i flere år, fordi han i 2005 tegnede en af de såkaldte Muhammed-tegninger, som blev trykt i det danske dagblad, Jyllands-Posten.

Anarkistisk magasin

Som et af de få steder uden for Danmark blev Muhammed-tegninger genoptrykt i Charlie Hebdo i 2006, hvilket betød, at det franske karikaturmagasin modtog en række trusler.

Folkene fra Charlie Hebdo er meget determinerede og en slags anarkister. Det mener jeg er et rigtig godt prædikat, at have som satiretegner, for det betyder, at man holder øje med alle autoritære kræfter, siger Kurt Westergaard til DR Kultur.

Kurt Westergaard fortæller, at to kvindelige medarbejdere fra Charlie Hebdo besøgte ham i hans hjem for flere år siden.

Det var hvad jeg vil betragte som en slags ”social call”. Vi har jo et skæbnefælleskab dem og jeg, så vi brugte tiden på at diskutere situationen for satiretegnere i verden generelt, siger Kurt Westergaard til DR Kultur.

Skrappe tegninger

Kurt Westergaard beskriver Charlie Hebdos tegninger som ”temmelig skrappe sager”, men at satire, uanset hvad, skal kunne finde sted i et demokratisk samfund.

De har nogle meget skarpe satiriske tegninger, og de holder øje med alle autoritære kræfter. Det er ligegyldigt om de er islamister, katolikker eller politikere, siger Kurt Westergaard.

Terrorangrebet i Frankrig får ikke Kurt Westergaard til at overveje sin egen sikkerhed.

- Jeg har nu i flere år overladt min sikkerhed til PET, og de har sørget for at jeg kan leve roligt og trygt. Det er jeg sikker på, jeg kan blive ved med, siger Kurt Westergaard til DR Kultur.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve