Leder af fotouddannelse: Alle kan tage et vinderbillede

Det er ikke nødvendigvis teknikken, der er den afgørende faktor, når det gode fotografi skal tages. Selv mobilkameraer kan fange vigtige historier. Her er fem gode råd.

Australieren Warren Richardson har taget billedet ’Hope for a New Life’, hvor et barn bliver sendt under et hegn ved grænsen mellem Serbien og Ungarn. Billedet er fra august og fik både prisen som årets bedste pressebillede og førstepladsen i kategorien Spot News for enkeltstående billede (Foto: Warren Richardson © Scanpix)

I dag blev verdens bedste pressefotografier for 2015 kåret.

Billedet, der vandt i kategorien "World Press Photo of The Year" viser flygtninge, der krydser grænsen mellem Serbien og Ungarn, et emne, der også har præget medierne i det forgangne år.

Ifølge Søren Pagter, der er leder af fotojournalistuddannelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) i Aarhus, så er det da heller ikke det tekniske, der skaber et godt billedet, men derimod den interessante fortælling bag.

- Det væsentlige, når man skal tage et godt billede, er, om man har noget på hjertet. Du skal kunne formidle en historie, der rammer folk, siger Søren Pagter.

- Så er det lige meget, om du tager billedet med et stort, flot kamera eller med en mobiltelefon, så længe du bare formår at skabe nærhed og fange detaljerne i historien.

Gode fotografer formår at komme tæt på

Søren Pagter mener også, at ideen om det gode fotografi har ændret sig med tiden.

I dag er det ikke kun professionelle fotografer, der kan tage gode billeder. Alle kan tage et vinderbillede, hvis de følger et par grundprincipper, siger han.

- De bedste fotografer formår at komme helt tæt på de personer, de fotograferer. De ser tingene på en måde, andre ikke formår, siger Søren Pagter.

Vinderbillederne fra dette års uddeling vil nu blive udstillet over hele verden, heriblandt i Pressen i JP/Politikens Hus ved Rådhuspladsen i København.

Tryk play

Søren Pagters fem gode råd:

  • Hav mod til at komme tæt på andre mennesker. Du finder den gode historie ved at være interesseret og kritisk. Den gode historie handler om, at man følger med i, hvad der sker ude i verden, og at man begiver sig ud i den.
  • Hav noget på hjertet og find ud af, hvad din historie handler om. Alle kan tage et billede af et træ i modlys, men hvis der ikke er en historie bag, så er det bare endnu et billede af et træ i modlys. Har træet til gengæld en særlig historie, så får dit billede det også.
  • Fotografer løs. Professionelle fotografer er sjældent bare heldige, de bruger oceaner af tid på at tage deres vinderbillede. De tager tusindvis af billeder, før de får det ene billede, der viser den gode historie.
  • Se tingene med anderledes øjne. Mange billeder ligner hinanden. Forsøg at gå imod det, de andre gør. Skæve vinkler og udtryk er godt.
  • Kend dit udstyr. Uanset hvad du fotograferer med, så skal du kende dit udstyr og vide, hvad det kan og - måske vigtigst af alt - hvad det ikke kan. Dit udstyr skal matche historien og situationen.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve