Tidligere DR-direktør: Tværtimod, Gabold - DR’s serier er borgerlige

At DR's serier skulle være venstreorienterede er noget ævl, siger Morten Hesseldahl, der var øverst i kulturhierarkiet, da '1864' blev skabt.

Tidligere kulturdirektør Morten Hesseldahl kan ikke genkende Ingolf Gabolds opfattelse af, at DR's serier er venstreorienterede. (Foto: Mikkel møller Jørgensen © Scanpix)

Når tidligere dramachef Ingolf Gabold siger, at DR’s serier er venstreorienterede, så er det det rene ævl og noget, han siger for at komme i medierne igen.

For Gabold har ikke haft den indflydelse på serien 1864, som han selv siger, og DR’s serier er nærmere borgerlige end venstreorienterede.

Det siger direktør for Det Kongelige Teater, Morten Hesseldahl, der var Kulturdirektør i DR, da Gabold var dramachef – og altså ham, der var øverst i hierarkiet.

I virkeligheden er de eneste, der bakker Gabold op, Dansk Folkeparti.

Morten Hesseldahl, tidl. kulturdirektør i dr

- Det har ikke noget med virkeligheden at gøre. Alle der har været involveret i produktionen lægger afstand til Ingolf Gabold, siger han til P1-programmet DR Indefra.

- I virkeligheden er de eneste, der bakker Gabold op, Dansk Folkeparti.

- Vi har i Dansk Folkeparti længe fornemmet, at der foregår et angreb, en krig, mod Dansk Folkeparti, siger kulturordfø...

Opslået af DR Nyheder på 3. februar 2016

Gabold var ikke med i udviklingen af '1864'

Ingolf Gabold sagde i Politiken i sidste uge, at 1864 var et politisk projekt, der skulle diskutere ”hele den isolation, der ligger i Dansk Folkepartis meget nationalistiske tro på Danmark og det danske”.

Men det kan Gabold slet ikke udtale sig om, for det er Bornedal og produktionsselskabet Miso, der stod for udviklingen, siger Morten Hesseldahl.

- Det er muligt, at Gabold han ser sådan på det, men det har de facto ikke været tilfældet. Gabold havde sådan set slet ikke noget med serien at gøre, andet end han var med til at foreslå den. Ole Bornedal har haft frie hænder til at skrive sin serie, og han føler sig ikke manipuleret af Ingolf Gabold, siger den tidligere kulturdirektør.

Politiserier er i deres væsen borgerlige

At tale om, at DR’s serier generelt er venstreorienterede, er en historiefortælling, som Dansk Folkeparti og andre politikere, der vil stække DR’s indflydelse, synes er vidunderlig, mener Morten Hesseldahl.

Han er dog enig med Ingolf Gabold i, at DR's serier var politiske i den forstand, at de forholder sig til den virkelighed, vi lever i, og den er politisk.

Er Taxa venstreorienteret? En lille, selvstændig erhvervsdrivende.. En stor del af DR’s serier er politiserier. I deres væsen er de borgerlige.

Morten Hesseldahl

Men den er ikke politisk på den måde, at man kan sætte to streger nedenunder, og sige: Her er konklusionen. Og den er ikke venstreorienteret politisk, men snarere det modsatte, siger han.

- Er Forbrydelsen særlig venstreorienteret? Den slutter med, at den mistænkte bliver skudt i hovedet af hovedpersonen. Det er ikke særlig kulturradikalt. Arvingerne, som er en massiv kritik af ’68, er det venstreorienteret? Er Taxa venstreorienteret? En lille, selvstændig erhvervsdrivende, spørger Morten Hesseldahl og fortsætter:

- En stor del af DR’s serier er politiserier. I deres væsen er de borgerlige. Det starter med en forstyrrelse af systemet, og så kommer politiet og skaber orden igen og skaber borgerligheden tilbage. En stor del af DR’s serier er funderet på den måde.

- Arvingerne er massiv kritik af 68'erne, mener Hesseldahl.

Brud på armslængdeprincip

Morten Hesseldahl mener, at Ingolf Gabolds udtalelser og den efterfølgende polemik er det, man får ud af det, når man ikke fra politisk hold overholder armslængdeprincippet.

Hør udsendelsen

Hør hele interviewet med Morten Hesseldahl og resten af DR Indefra med Ole Brink her.

Nemlig det, der går ud på, at politikerne skal sætte rammerne, men overlade til DR selv at bestemme, hvordan rammen udfyldes.

Og når politikerne specifikt giver 100 millioner til en historisk dramaserie, så er der også pludselig en masse forventninger om, hvad der skal komme ud af det.

- I stedet for, at de sætter rammen, så går de pludselig ind i redaktionslokalet. DF er nu ude og sige, at der fremover skal være nedsat et historikerpanel, der skal kontrollere manuskripterne. Det er en meget meget uheldig konsekvens af det her, siger Morten Hesseldahl.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve