Melodi Grand Prix minder os om Europas mangfoldighed

Europas årlige melodiøse konkurrence er mere end en opvisning i dårlig smag. Det er en kulturel institution, som understreger Europas mangfoldighed.

Der er folk, der bliver smidt i vandet; får en guitar i hovedet eller får flået kjolen af. Det lyder måske umiddelbart voldeligt og brutalt, men det er det ikke. For det foregår i højt humør til tonerne af iørefaldende melodier.

Episoderne er nemlig alle hentet fra det Europæiske Melodi Grand Prix, hvor der sjældent bliver sparet på hverken makeuppen, hårlakken, kostumerne, farverne, fyrværkeriet, røgen, som stiger op af gulvet eller melodier, der til sidst stiger med en halv tone.

Sådan har det nu været i 55 år, og hele vejen igennem har Melodi Grand Prix'et været udskældt af anmeldere og smagsdommere, som vil beskytte folket mod dårlig smag.

Tager afstand til genren

Så sent som igår, to dage inden den store finale, udtalte den Grand Prix-aktuelle Thomas N'evergreen:

- Jeg kan egentlig ikke li' Grand Prix-musik.

Og det er absolut ikke nyt, at man som rock- eller popmusiker forsøger at positionere sig væk fra popmusikkens strømlinethed for i sidste ende at fremstå originelt, fastslår Henrik Smith-Sivertsen, som forsker i populærmusik på Dansk Folkemindesamlingen.

Og han følges op af musikjournalist på Dagbladet Børsen Niels Pedersen:

- Rockmusik er hudløs og ærlig.

Popmusik og Grand Prix derimod handler om det ”umiddelbare”, det genkendelige, og man er tvunget til at se på musikkens effekter:

- Når man f.eks. går til et arrangement, der bliver en 60'er-fest, en 70'er-fest eller en 80'er-fest, hvad er det så, der bliver spillet? Er det Emerson, Lake and Palmer, eller er det Yes? Nej, det er det ikke. Det er Birthe Kjær, det er ABC, det er Jørgen Olsen f.eks. Så i virkeligheden har popmusikken i det lange perspektiv sejret ad helvede til. Det er musikken, der sidder i vores kollektive hukommelse, siger Niels Pedersen

Brødrene Olsen ændrede alt

Ifølge de fire gæster i Kulturkontorets sæder, Henrik Smith-Sivertsen, Niels Fez Pedersen, DJ Katrine Ring og grand prix-veteranen Jørgen Olsen, har Danmarks Radio i mange år bidraget til en skeptisk skelen til glitrende Grand Prix-show, som først ændrede sig med en opprioritering af området gennem folk som producent Morten Carlsson og ikke mindst Brødrene Olsens sejr i år 2000.

Som musikjournalist og tidligere mgp-jurymedlem Katrine Ring siger:

- Danmarks Radio har jo i rigtigt mange år faktisk sådan lidt haft det som pligtstof, at man var nødt til at have Melodi Grand Prix, for der var jo nogen, der gerne ville ha' det, bl.a. deres bedstemødre og deres egne mødre.

Nu er pop velkommen på P1

Netop den ligegyldige holdning, mener Katrine Ring, har haft indflydelse på musikken og de musikalske bidrag, der sendtes ind inden 2000.

Siden er der sket meget, men åbenbart også måden, vi taler om musikken på, har ifølge Jørgen Olsen ændret sig markant:

- Jeg synes, det er rigtig positivt for popmusikken, at vi kan sidde her på P1 og snakke så pænt om den. Der er lidt mere respekt for, hvad vi popmusikere går rundt og laver, siger han.

En kulturel institution

Men uanset om man vil eller ej, er melodi grandprix en europæisk kulturel institution, som kan meget mere end at modulere popsange i sidste omkvæd. Grand Prix'et viser et Europa i forandring. Og Grand Prix'et, siger Katrine Ring, er ikke en halvdød tradition:

- Jeg tror bare den har fået en anden funktion, og jeg tror, den har fået en langt større kulturpolitisk funktion Her har man en mulighed for at fortælle om sit lands fortræffeligheder. Man får turistattraktionerne serveret meget ofte de der små videoklip, der bliver præsenteret på scenen. Det er også en måde at gøre opmærksom på at disse lande rent faktisk har nogle sangtraditioner og nationale særpræg. Hvornår vi f.eks. sidst hørt en litauisk sang?

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve