Modeugedebutant: Jeg overvejer allerede at stoppe

Modeverdenen er absurd, uorganiseret og økonomisk håbløs for mange designere, siger Tatiana Andersen Camre, der for første gang skal lave et show under den københavnske modeuge.

Tatiana Andersen Camre er under sit design T.A.C. debutant på modeugen. (Foto: Susanne Junker © )

Når designeren Tatiana Andersen Camre viser sin kollektion frem på fredag under Copenhagen Fashion Week bliver det til tonerne af barokmusik og blandt museumsgenstande fra det 18. århundrede.

Det er nemlig museet Davids Samling i København der danner ramme om hendes spektakulære modeshow, der også inkluderer en højgravid kvinde.

Tatiana Andersen Camre debuterer under navnet T.A.C, og hun sælger allerede sit tøj i butikker i Tokyo, Geneve og Holly Golightly i København.

Modeugens årstider

Copenhagen Fashion Week finder sted to gange årligt. Første gang fra den 5-7. august, hvor modeskaberne fremviser deres bud på moden til foråret og sommeren næste år. Den 3-5. februar i 2016 har modeugen så fokus på efterår og vinter i 2017. Du kan følge med i dækningen på dr.dk/kultur og på DR K’s facebookside, hvor modeekspertChris Pedersen løbende opdaterer om nyt fra modeugens mange shows. Modeugens officielle hashtag er #cphfw

Nu er det rigtige tidspunkt at debutere på modeugen, har folk i branchen fortalt hende, så hun arbejder blandt silke og lookbooks midt i København, på 2. sal i et lille baglokale til et PR-bureau – men har kun en tanke i hovedet: Nu skal der sgu gang i den.

Især fordi hun allerede overvejer, om hun overhovedet skal fortsætte som designer.

Designerlivet er ingen guldgrube

31-årige Tatiana Andersen Camre er uddannet i Fashion Print i 2011 fra den engelske designskole Central Saint Martins.

Det er her alverdens talenter flokkes, og hvor afgangskollektioner nidkært bevogtes for ikke at blive udsat for hærværk af konkurrenter. Hun har været i praktik i Tokyo og London, arbejdet i Paris og New York, hos Tom Ford og Diane Von Furstenberg.

"I London får du ikke en fed løn af at arbejde i modehusene"

Tatiana Andersen Camre

- Jeg har for eksempel begyndt dagen klokken syv om morgenen med at være barnepige, for så at møde op i Tom Fords Studio klokken 12 med en koreograf fra English National Ballet. I London får du ikke en fed løn af at arbejde i modehusene, men du får til gengæld fantastiske oplevelser, og det gør dig ret organiseret.

I årevis har hun specialiseret sig i design og silketryk. Nu er det nervepirrende og udmattende også at stå alene med strategi, forretningsplan og opbygningen af en hjemmeside. Hendes debutshow er bygget op med hjælp fra tre praktikanter, en skrædder og derudover "går den på vennetjenester".

Svært at finde støtte

- Og jeg tør ikke kigge på bankkontoen, det kan jeg godt sige. Modeverdenen er absurd. Det hele skal fremstå så skønt og smukt, mens hvis folk vidste, hvordan det ser ud bag scenen. Det kunne være fedt, hvis økonomien også var skøn.

- Konkurrencen her er mindre i forhold til Paris eller London, og jeg kom hjem med en forestilling om, at alt ville være meget velorganiseret herhjemme. Det er kommet bag på mig, hvor få muligheder der er som nyuddannet talent til at få støtte og rådgivning hos branchens veletablerede institutioner.

"Lotte Freddie har personligt rendt rundt til adskillige butikker og sagt "I skal altså tage et kig på Tatianas kollektion""

TATIANA ANDERSEN CAMRE

Til gengæld har enkelte kræfter i Danmark hjulpet hende på vej, som modejournalisten Lotte Freddie, T.A.C tilfældigt mødte på en messe i 2013 og magasinet Cover, der sidste år bragte et interview.

- Lotte Freddie har personligt rendt rundt til adskillige butikker og sagt "I skal altså tage et kig på Tatianas kollektion". Det er ret vigtigt, at det bliver nævnt, for de har gjort en kæmpe forskel.

Kasseret balletbarn

Til sit debutshow på Copenhagen Fashion Week har T.A.C. trukket i sine kontakter, fået piger, hun og veninden babysittede for flere år siden til at stille op som modeller, ligesom det er hendes højgravide veninde, der skal sidde på en stol ”og se smuk ud”.

Det er Tatiana Andersen Camres fordel, at hun i fire år var balletbarn og derfor har formået at få flere dansere fra Den Kongelige Ballet til at optræde til hendes show. Blandt andet solodanserinde Susanne Grinder.

"Men den opmærksomhed, jeg får nu føles altså sådan lidt too little, too late".

TATIANA ANDERSEN CAMRE

- Men den opmærksomhed, jeg får nu føles altså sådan lidt too little, too late. Jeg bliver irriteret, når folk, der kunne have hjulpet mig for to år siden, nu kommer og siger ”heeeej, lille skat”. Derudover er det også bare irriterende at blive kaldt lille skat som kvinde. Men man skal virkelig råbe højt og stå fast, hvis man vil gøre tingene på sin egen måde.

All-in på cirkus

Showet er der styr på. T.A.C kan næsten bare læne sig tilbage og vente til på fredag og overveje om det er prisen værd at blive ved med at designe modetøj.

Modemøllen, kalder T.A.C den konstante forventning om nyt, nyt, nyt: Om først at præsentere næste års forår/sommerkollektion på fredag, derefter at designe en kollektion til sangerinden Anya som led i sin nominering til DANSK Talentpris og derimellem producere sin efterårskollektion, mens hun derefter skal skabe næste års kollektion.

Hun kan også bare tage konsekvensen af, at kunder til modemesser ofte tror, hun laver 'cirkustøj' - og eksempelvis designe kostumer.

- Du kan godt skrive, at jeg er fan af Nikoline Liv Andersen. Hun vandt ikke Dansk Talentprisen, men i dag laver hun kostumer til Björk.

Inviterer alle på museum

Det eneste, der for alvor er genstand for spekulation er 'det store buk' i slutningen af modeshowet, hvor designeren kommer ud, bukker for publikum og viser sin taknemmelighed til alle dem, der er kommet for at se showet, mens alle klapper. Det fokus på sin person, der ellers anses som en fast bestanddel i opførslen af et modeshow, har Tatiana Camre Andersen ikke lyst til.

- Jeg har bare lyst til at sige, at folk skal komme på Davids Samling eller Louisiana igen en gang, for der er kunst og det er smukt, og der er jeg også en gang imellem. Så kunne man møde mig, siger hun.

T.A.C's debutshow foregår på Davids Samling fredag den 7 august klokken 12.

Copenhagen Fashion Week finder sted fra den 5-7 august i København. Du kan følge med i dækningen på dr.dk/kultur og på DR K’s facebookside, hvor modeekspert Chris Pedersen løbende opdaterer om nyt fra modeugens mange shows. Modeugens officielle hashtag er #cphfw

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve