Adele begynder sin turné: Det kan du glæde dig til

Scenen blev sat, da Adele i går tog hul på sin verdensturné, som til maj bringer hende til Danmark. Og anmelderne? De var glade.

Adele tog sig tid til en tår vand og lidt hyggesnak under gårsdagens koncert i Belfast, der er den første i hendes verdensturné. (Foto: Gareth Cattermole © 2016 Getty Images)

Mens vi andre var ved at komme os fra vores Oscar-tømmermænd, så skød Adele sin verdensturné i gang i Belfast.

Til maj bliver det vores tur, når Adele kommer forbi Danmark. Og efter gårsdagens koncert ved vi nu lidt mere om, hvad vi har at se frem til.

Udover en parade af hits diskede Adele også op med et diskret, men effektfuldt sceneshow, hvor de følelsesfulde sange var i centrum.

De britiske anmeldere er heller ikke skuffede, og The Guardian giver koncerten fire ud af fem stjerner.

Samtidig lader det til, at Adele kommer godt rundt i sit bagkatalog. I hvert fald hvis man skal dømme efter de sange, hun optrådte med i Belfast.

I går lagde Adele ud med ’Hello’ fra hendes nyeste album ’25’, og hun sluttede af med den kraftfulde ’Rolling in the Deep’ fra albummet ’21’, som markerede hendes store gennembrud i 2011.

Imellem sangene hyggesnakkede sangerinden, iført gulvlang pailletkjole, om alt fra moderskab til Bob Dylan.

Og det er netop kunsten at få en stadiumkoncert til at føles intim, som Adele høster anmeldernes ros for.

Adele giver to udsolgte koncerter i København og Herning den 3. og 4. maj.

Her er Adeles setliste fra koncerten i Belfast:

  • “Hello”
  • “Hometown Glory”
  • “One and Only”
  • “Rumour Has It”
  • “Water Under the Bridge”
  • “I Miss You”
  • “Skyfall”
  • “Million Years Ago”
  • “Don’t You Remember”
  • “Send My Love (To Your New Lover)”
  • “Make You Feel My Love”
  • “Sweetest Devotion”
  • “Chasing Pavements”
  • “Someone Like You”
  • “Set Fire to the Rain”
  • “All I Ask”
  • “When We Were Young”
  • “Rolling in the Deep”

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve