- Når jeg siger 'City', siger I 'Bois'!

- City.

- Bois!

- City.

- Bois!

Frisk luft kort før koncerten. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

Klokken er 19:30 en torsdag aften i Pumpehuset.

P3-værterne Pelle og Nicholas fra programmet ’Lågsus’ står på scenen og varmer Citybois’ unge fans op forud for den udsolgte koncert, de har pjækket fra skole for at ligge i kø til. Omkring 600 primært piger står og skriger sig hæse, allerede inden deres idoler har vist sig.

- Citybois står og lytter med, så hvis I ikke laver larm nok, går de ikke på, siger P3-værterne lumskt fra scenen.

Det vil pigerne ikke risikere og går om muligt yderligere en oktav op.

Thor og Anthon står i backstagerummet nede under scenen og er ved at komme i tøjet, første sæt i hvert fald. De styler sig selv, og Anthon er i grøn uldfrakke, hvid T-shirt og jeans med huller på knæene, mens Thor har valgt en hvid sweatshirt med påskriften ’Boisboys’ fra drengenes nye kollektion med en cowboyvest udover.

En fan møder sine idoler backstage inden koncerten. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

- Fuck det er køligt at komme ind i det her, siger han og griner til Citybois’ manager Kristian Nyholm, der har været med hele dagen for at overvære interview, lydprøve og bare for at være der for drengene på deres store aften i København.

Manageren var en af de mange pladeselskabsfolk, der stod klar med tilbud om en kontrakt, da Thor og Anthon til manges store forbløffelse – og den allerede dengang store fangruppes dybe sorg - røg ud af X Factor lige inden finalen for to år siden.

Citybois
  • Anthon Edwards Knudtzon (18) og Thor Farlov (17).
  • Blev kendt efter X Factor i 2015, hvor de fik en fjerdeplads med Thomas Blachman som mentor.
  • Optrådte allerede ved finalen med deres første single ’Things We do’, der er skrevet og produceret af Scarlet Pleasure.
  • Udgav i 2015 EP’en ’What Bois About To’.
  • I juni 2016 kom deres første single på dansk, ’Bedre end Rihanna’. Alle singler siden har været på dansk.
  • Har opvarmet for One Direction.

Der var nærmest landesorg. Piger stod og græd uden for DR Byen, da Thor og Anthon gik ud af svingdøren for at tage afsked med deres fans, som de alle dage har udtrykt stor taknemmelighed over for.

- Vi elsker DIG, og vi elsker DIG, og vi elsker DIG!, sagde Anthon og pegede tre forskellige steder hen i den dånende flok dengang i marts 2015.

- Og så har I bare stået derude i kulden i T-shirts. Ej, men det er helt vildt!, sagde Thor.

Uden fans var der ikke noget Bois, er de enige om.

Fanskaren har været der siden første program af X Factor-sæsonen for to år siden. Her fik de dengang ukendte 9. klasse-drenge fra Gentofte seks minutter til at etablere sig selv som nogle ”totalt friske gutter” med ”positiv energi”, der gik på ”damejagt”, og som hed Citybois, fordi de elskede København. Det program blev ”boisificeret på groveste vis”, som de siger.

’Boisificere’ er et positivt ladet ord, der betyder, at Citybois overtager eller sætter aftryk på en bestemt ting, og er blot et af mange ord, duoen har udviklet og fået deres fans til at inkorporere i deres ordforråd.

Fire timer inden koncerten står en gruppe 12-13-årige piger og tripper. De går under betegnelsen Citygirls.

Citybois' fans kaldes Citygirls. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

Der går ikke længe, før de to idoler, de håber en dag at blive kærester med, ankommer. På deres kinder har de skrevet C og B. De elsker mest Thor, men hvis Anthon spurgte, om de ville være kærester, ville de også sige ja. De elsker alt ved dem begge og deres sange, forklarer de, inden en sort varevogn med tonede ruder ruller ind på pladsen.

Der er gået to år siden X Factor, og nu er vi ved at finde ud af, hvad det egentlig er, vi gerne vil

Anthon

Og drengene stiger ud.

Det ligner en slowmotionscene fra ’Skam’, hvor skolens lækre fyr William lige er trådt ud af sin sportsvogn og går gennem skolegården med sine seje venner til alles udelte opmærksomhed.

Først træder Thor ud, så Anthon.

Pigerne ser nærmest bange ud. De skriger og træder nervøst et par skridt tilbage med deres mobiltelefoner i strakte arme foran sig.

Thor og Anthon ankommer fire timer før koncertstart. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

- Hej piger, vi ses senere, siger Thor og rækker hånden med blafrende fingre ud til de mange pigers udstrakte hænder, og Anthon gør bagefter det samme.

De bliver lukket ind af en vagt og sætter sig i et backstagerum i en sofa og på en høj barstol. Iført noget, der ligner træningstøj, fortæller de om, hvor meget der er sket, siden drengenes mentor i X Factor, Thomas Blachmann, helt i begyndelsen konstaterede, at Citybois var kommet for at blive.

Thor og Anthon på scenen inden omklædning. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

Siden har de holdt kadencen med en jævn strøm af hits, og efter omkring 150 koncerter gennem hele karrieren er de nu ved at være ved slutningen af deres Boisificering Tour 2017. Og har det bedre end nogensinde, siger de.

- Vi har det rigtig godt. Der er gået to år siden X Factor, og nu er vi ved at finde ud af, hvad det egentlig er, vi gerne vil, siger Anthon og tager kasketten af for at stryge håret tilbage, og tager så kasketten på igen.

- Jeg føler også bare, at det aldrig er gået bedre end nu - rent musikalsk. Nu har vi rigtigt fundet vores stil, siger Thor.

- Det er nok også fordi, at vi er blevet ældre, siger Anthon.

- Jeg er 18 år nu, og Thor fylder 18 lige om lidt, uddyber han.

Lydprøve. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

Han fortsætter:

- Engang (i 2015, red.) var det meget sådan, at pladeselskabet kom til os og sagde, at nu skulle vi lave det og det og det. Nu er det hele vendt, og nu er det os, der kommer og siger, hvad vi vil. Det er for eksempel os, der har fundet på det nye Boisboys-mærke, og vi bestemmer selv, hvordan vores coverbilleder skal se ud, og hvilket sprog vi synger på.

Selvom Citybois på deres tur også har engelske sange med, fordi ”fansene godt kan lide det, [de] lavede engang”, vil de helst synge på dansk. På modersmålet er det nemlig meget nemmere at sætte ord på, ”hvordan det går med Bois”, siger Thor.

- Vi har også sat vores eget hold, siger han.

En manager, en producer, et band og nogle gode pladeselskabsfolk, som de fungerer godt med ”rent personlighedsmæssigt”, og ”som bare kender stilen” og som hjælper Citybois i ”en fed retning”.

Anthon er klar. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

Denne tour er den første med 100 procent originalt Citybois-materiale. Da de spillede en udsolgt koncert i Falconer Salen kort efter X Factor-tiden, havde de kun én egen sang. Resten var covernumre. I dag er setlisten boisificeret.

- Det er jo så fedt, siger Thor.

- Det er nice, siger Anthon.

Jeg føler virkelig, at Blachman forstår os

Thor

- På vores sidste forårstur manglede vi lige 2-3 tracks til at fylde tiden ud, ha ha. Men denne gang har vi faktisk sorteret tracks fra, plus at vi spiller nye numre, der ikke er ude endnu. Så det er fedt!

Thomas Blachman var også en af dem, der i sin tid syntes, at drengene skulle gå over til at synge på dansk. De lytter stadig gerne til hans mening. Og når de har skrevet et nummer, sender deres manager det ofte videre til Blachman for at få hans besyv med.

- Jeg føler virkelig, at Blachman forstår os, siger Thor.

- Han har været med til at pushe os i en anden retning og sige: ”I skal være anderledes. Og ikke bare være det klassiske pop-boyband men gerne have lidt kant”.

Thomas Blachman har troet på Citybois fra starten. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

Efter interviewet er der lydprøve, hvor Thor og Anthon med trommeslager og producer indtager scenen foran en næsten tom sal.

- Hvad såååå, Pumpehuset, siger Thor ind i mikrofonen ud i mørket.

- Det ser fucking godt ud herfra, siger Kristian, efter Anthon lige har øvet en bestemt koreografi igennem en ekstra gang.

- Jeg er heller ikke nervøs, siger den 18-årige sanger.

De aftaler, hvornår de skal komme ind på scenen i bar overkrop, og går nedenunder igen. Her er der aftensmad fra LêLê, og et par bekendte fra branchen er kommet forbi.

Manager Kristian overværer lydprøve. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

Anthon har noget med stemmen og skærer ingefær til en kop the, mens trommeslageren og en pladeselskabsmand fra Sony taler om, hvor mange piger der plejer at besvime til Citybois’ koncerter. Ikke på grund af masen ved koncerterne, men fordi pigerne ofte har holdt sig vågen hele natten inden og glemmer at drikke nok vand.

Hvis Marcus og Martinus kan gøre det, så kan vi fandme også! Og det passer heller ikke, at de har været sammen med flere piger end mig

Thor

Når de ikke får piger til at besvime, går Thor i 2.g, mens Anthon læser HF på enkeltfag. Det giver ham mere frihed til at arbejde med musikken. Thor kalder gymnasiet ”et deltidsjob”, hvor han laver afleveringer i pauserne fra koncerter og studiesessions.

Selvom han gerne ville droppe de tre års ungdomsuddannelse til fordel for en fuldtidskarriere som musiker.

- Jeg har haft så mange diskussioner med min mor: ”Må jeg ikke godt droppe ud?” Jeg ville meget hellere bare lave musik. For jeg føler, at vi nu er blevet berettiget til, at vi godt kan droppe ud og gøre det. Men så hører man fra alle mulige folk: ”Bliv nu ved, det er fedt at have en hue”. Så det gør jeg, siger han.

Men mere end en hue drømmer Thor – og Anthon – om at gøre karriere i udlandet.

Gæster backstage. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

- Jeg siger til dig: Hvis Marcus og Martinus kan gøre det, så kan vi fandme også!, siger Thor med henvisning til de to norske tvillingebrødre, der foruden succes i hjemlandet også er blevet store teenageidoler i nabolandende.

- Og det passer heller ikke, at de har været sammen med flere piger end mig, slår han fast.

- Så jeg er hundrede procent på, at giv os fem år, så spiller vi også store shows rundt i Skandinavien, siger Thor.

Anthon gider ikke rigtigt dyrke sammenligningen med de norske ungdomsidoler, der er et par år yngre end Citybois. I stedet siger han:

- Vi skal til udlandet. Det er jo L.A. og en Lamborghini, vi rammer der. Vi snakker ti år, siger han og smiler stort, mens han tygger tyggegummi.

Næsten klar til at gå på. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

Så I vil ikke blive ved at synge på dansk?

- Vi har en plan, men vi kan ikke afsløre mere nu, siger Anthon og kigger på Thor, der er enig i, at det er bedst at holde tæt lidt endnu.

Vi skal til udlandet. Det er jo L.A. og en Lamborghini, vi rammer der. Vi snakker ti år

Anthon

Den kommende tid er planen at fuldende touren, der slutter i Rødovre 22. april, slappe af og lave lidt musik. De er som regel i studiet fire gange om ugen.

- Og så kan det da være, at der kommer en single, inden sommerferien bliver skudt i gang, siger Thor hemmelighedsfuldt.

- Så vi kan lave noget landeplage over sommeren!

Der er nu ti minutter til, at de skrigende fans får deres idoler at se. De er blevet varmet op i tyve minutter af Lågsus-værterne. En vagt kommer løbende fra scenen ned mod backstageområdet.

- Den første er besvimet, siger han i forbifarten.

Og værre bliver det, når drengene selv går på scenen. Fem styks, forlyder det efter koncerten.

Det er hårdt at være citygirl. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

Da Thor kommer ind og åbner ballet, skriger pigerne så højt, at forældrene må tage sig til ørene, og man tror ikke, at det kan blive højere, men så kommer Anthon også som en tornado dansende ind på scenen.

- Syyyng med, siger Thor, der sammen med Anthon lægger ud med sangen ’Som om’, der handler om, at selv dronningen og Nik & Jay ved, hvem Citybois er.

Men opfordringen er ikke nødvendig, for de skrigende fans overdøver allerede deres idoler.

Og så overdøver Anthon den anden vej:

- Vi er kommet for at boisificere hele fucking Pumpehuset!

Koncertens sidste sæt tøj. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)