Dansk rockmusiker blev popdreng: Rock var ikke provokerende nok

Da William Asingh skiftede rock ud med pop, blev hans omgivelser voldsomt provokeret. - Så vidste jeg, at jeg havde fat i noget af det rigtige, siger den 26-årige musiker, der er P3's Uundgåelige i denne uge.

26-årige William Asingh (billedet) elsker at lave musik men bryder sig ikke om at lave plader. Pladen er et gammelt praktisk koncept, som der er utrolig mange irriterende ting forbundet med, mener han.

I denne uge er 26-årige William Asingh P3's Uundgåelige med sit soloprojekt 'Vera' og nummeret ’In And Out Of Love'

Vera: In And Out Of Love

Men allerede da William Asingh gik i gymnasiet, blev han en rockstjerne.

Sammen med tre kammerater dannede han rockbandet Kiss Kiss Kiss tilbage i 2006.

Han var bare 15 år dengang og lige begyndt på Aarhus Katedralskole, og allerede to år efter havde bandet sikret sig en kontrakt med pladeselskabet EMI, spillet på Roskilde Festival og vundet en pris ved Danish Music Awards.

I 2010 udgav Kiss Kiss Kiss deres debutplade ’Release The Birds’, hvor især singlerne ’Broken Hearts’ og ’Mirrors’ fik masser af spilletid i radioen.

Men da bandet skulle følge op på succesen med endnu et album i 2012, besluttede William og resten af Kiss Kiss Kiss at gå radikalt anderledes til værks.

Forsangeren opfandt sit eget sprog

Pladeselskabet EMI var blevet fyret af bandet selv, og de energifyldte og lettilgængelige numre, som Kiss Kiss Kiss var kendt for, blev udskiftet med en mere indadvendt stil.

Alle vores venner syntes, det lød rigtig fedt det hele. Det var slet ikke meningen.

william asingh

- Vi havde brug for at være os selv og føle, at det var os, som tog beslutningen om vores musik. Derfor sagde vi farvel til vores pladeselskab, og vi lavede et album, hvor vores forsanger nogle gange sang på et sprog, han selv havde opfundet, og hvor vi i det hele taget havde en enormt alternativ tilgang til musikken, fortæller William Asingh.

Kiss Kiss Kiss håbede, at det alternative album ville virke provokerende på deres venner.

Men sådan gik det ikke.

- Alle vores venner syntes, det lød rigtig fedt det hele. Det var slet ikke meningen. Så var det, at vi tænkte, at det måske var tid til at stoppe, for det var ikke det, vi ville med vores musik. Vi ville ikke være konforme.

Fandt lykken med overpoleret popmusik

Kiss Kiss Kiss gik i opløsning i 2012, og William Asingh besluttede sig for at prøve en anden side af musikbranchen og begyndte derfor at lave musik for andre.

En tur til Italien med producenten Vasco resulterede i, at de to fik skrevet og produceret en række numre, som William Asingh selv betegner som ’overpoleret popmusik à la Katy Perry og Taylor Swift’.

Lige pludselig var alle helt vildt provokeret over den musik, jeg lavede, fordi det var så poppet.

william asingh

Og de poppede numre var tilsyneladende det, der skulle til for at bringe William Asingh på rette spor.

- Lige pludselig var alle helt vildt provokeret over den musik, jeg lavede, fordi det var så poppet. Så var det jeg tænkte, at jeg måtte have fat i noget af det rigtige, siger William Asingh.

Ny sang om de vamle reklamedrenge

Kærligheden til popmusikken er fortsat for William Asingh frem til i dag, hvor han altså debuterer som popmusiker med singlen ’In And Out Of Love’.

P3’s musikredaktør Mathias Buch Jensen beskriver nummeret som ’universelt’ og med et ’internationalt snit’ og ’blandt den bedste alternative pop’, han længe har hørt.

William Asingh siger selv, at nummeret forsøger at fange stemningen fra cafémiljøet i indre København i midten af 00'erne.

Der var noget utrolig dekadent over de vamle reklamedrenge, der hang på cafeerne dengang

william asingh

- Der var noget utrolig dekadent over de vamle reklamedrenge, der hang på caféerne dengang og fyldte sig med rosévin, samtidig med at de tænkte store kreative tanker. Det hele var meget koldt og blåt, og det er det, jeg har forsøgt at få frem.

’Han tvivler på, at Vera nogensinde kommer til at udgive en hel plade. Konceptet med at samle alle numre på én udgivelse har det nemlig med at irritere ham.

- Ofte er de numre, der er på en plade, jo ret gamle, fordi man typisk har skrevet dem lang tid før, pladen udkommer. Jeg kan meget bedre lide at producere ét nummer og så udgive det lige bagefter, siger William Asingh.

5 detaljer fra William Asinghs liv

  • 26 år og opvokset på Mols.
  • Drømte som dreng om at blive undertøjsdesigner eller opfinder.
  • Har produceret en række numre for det aarhusianske band Liss.
  • Elsker at slappe af til det klassiske nummer 'Gymnopédie No.1' af den franske komponist Erik Satie. Nummeret kan høres her.
  • Er lige nu aktuel med singlen ’In And Out Of Love’ med sit soloprojekt Vera. Nummeret bliver beskrevet som ’flabet’, ’skævt’, ’drømmende’, ’melankolsk og alligevel vildt opløftende’ af P3’s musikredaktør Mathias Buch Jensen.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve