Tema P3 Guld 2017

Dansk supergruppe efter massiv succes: Vi handler stadig i Netto

Den danske trio Scarlet Pleasure fortsætter med at sprøjte ny musik ud, i dag i form af singlen 'Good Together'. I aften kan gruppen desuden løbe med en af dansk musiks helt store priser.

Alexander Malone, Emil Goll og Joachim Dencker udgør gruppen Scarlet Pleasure. (© Pressefoto)

De har været her, der og alle vegne de seneste år, de tre gutter i Scarlet Pleasure: Emil, Joachim og Alexander.

Hit på hit på hit er det blevet til for de tre musikere, og i dag lancerer de så endnu et, nemlig det helt nye nummer 'Good Together'.

Et nummer, der har samme labre, lette Scarlet Pleasure-lyd, som vi kender den, men også et nummer, der rent tekstmæssigt ikke er bange for at prikke til noget dybere i lytteren.

- 'Good Together' er et af de mest direkte numre, vi har lavet. Vi prøver at gøre budskabet meget konkret i stedet for at pakke det ind i floskler, fortæller gruppens bassist, Alexander Malone, og fortsætter:

Hør Scarlet Pleasures spritnye single 'Good Together'

- Nummeret handler om et slags forlist forhold og følelsen af uvished om, hvad det kunne være blevet til. Livet er på mange måder en række tilfældigheder, som bunder i de valg, du tager, både på godt og ondt. Nogle af de tilfældigheder har Emil (gruppens forsanger, red.) så prøvet at sætte ord på, siger Alexander Malone.

Om Scarlet Pleasure
  • Består af Emil Goll (sang), Joachim Dencker (trommer) og Alexander Malone (bas).
  • Debuterede i 2014 med singlen 'Windy', som blev P3's Uundgåelige.
  • Har udsendt ep'erne 'Mirage' (2014) og 'Limbo' (2017) samt albummet 'Youth Is Wasted on the Young' (2016).
  • Var omdrejningspunkt i DR3-dokumentaren 'Vi er Scarlet Pleasure'.
  • Vandt for nylig The Voice-prisen og er i aften nomineret til P3 Lytterhittet ved P3 Guld for 'Deja Vu'.

Mere råt end tidligere

Den spritnye single kommer blot et par måneder efter, at gruppen udsendte ep'en 'Limbo', som igen udkom kun lidt over et år efter debutalbummet 'Youth Is Wasted on the Young'.

Scarlet Pleasure ligger med andre ord ikke ligefrem på den lade side, og gruppen har da også 'sindssygt meget' musik liggende, der bare venter på at blive udgivet, fortæller bassist Alexander Malone.

Den store bunke af musiknumre, der ligger klar, skyldes, at gruppen sidste år fandt en ny og mere umiddelbar måde at arbejde på, forklarer Alexander Malone.

- Før i tiden skulle vi altid i et studie for at indspille, og vi havde mange mennesker omkring os. Men sidste år begyndte vi på et mere intuitivt arbejdsflow, hvor vi blot laver en skitse på guitar eller bas, eller Emil laver en vokal, og så indspiller vi med det samme.

- Det er meget råt og giver en helt anden nerve end vores tidligere musik, som var mere poleret, siger Alexander Malone og fortæller, at et af årets største hits herhjemme, 'Deja Vu', var det første nummer, der blev skabt ud fra den nye fremgangsmåde:

- 'Deja Vu' var virkelig en øjenåbner for, hvordan vi kunne gøre noget andet, end vi havde været vant til. Det var vildt svedigt.

Drømmen om udlandet rumsterer i baghovedet

Netop 'Deja Vu' er nomineret til prisen P3 Lytterhittet ved fredagens P3 Guld-show.

Et show og en pris, der har en helt særlig betydning for gruppen, hvis første single, 'Windy', i 2014 blev udnævnt til P3's Uundgåelige.

- P3 var de første til at anerkende os og sige, at man godt måtte lytte til os, så derfor har vi et særligt forhold til P3. Så at være nomineret til en pris til P3 Guld betyder sindssygt meget for os. Især fordi vi er nomineret for 'Deja Vu', som står os så nært, fordi det har været med til at åbne døren til en helt ny verden for os, siger Alexander Malone.

En helt ny – og endnu større – verden er muligvis også på vej til at åbne sig for de tre musikalske legekammerater.

Den nye single, 'Good Together', er nemlig den første af gruppens singler, der bliver udgivet i udlandet samtidig med, at den bliver udsendt herhjemme.

Ting behøver ikke larme så fandens meget. Storheden ligger i stilheden, og det har vi prøvet på at få frem i vores produktioner.

alexander malone, scarlet pleasure

Og det er naturligvis med til at vække drømmene om et internationalt gennembrud til live, erkender Alexander Malone, der dog også er påpasselig med at forvente for meget.

- At udkomme i udlandet er lidt ligesom at købe en Lotto-kupon – man ved jo ikke, hvad der sker. Vi skal spille nogle shows i Los Angeles og Berlin den kommende tid, og vi drømmer da om at rykke videre ud i den store verden. Men vi er også meget kyniske omkring det hele og er meget opmærksomme på, at man hurtigt kan knække nakken på alle mulige store tanker, siger han.

Folk vender hovedet en ekstra gang

Herhjemme har Scarlet Pleasure til gengæld cementeret sig som en af de senere års største, danske popgrupper.

Med masser af radiohits, guld- og platinplader, udsolgte koncerter og en plads på årets Grøn Koncert-turné kan det udefra set se ud som om, at de tre bandmedlemmer ridder på så høj en bølge, at de har svært ved at nå ned på jorden.

Sidste år spillede Scarlet Pleasure på Roskilde Festivals største scene, Orange Scene. (Foto: TORBEN CHRISTENSEN © sCANPIX)

Men sådan forholder det sig ikke. Faktisk tværtimod.

- Vi kan da godt mærke, at folk er begyndt at vende hovedet en ekstra gang, når de ser os. Men vi cykler allesammen stadig rundt i København, og vi handler ind i Netto. Vi kører altså ikke i Ferrarier og handler i Irma, siger Alexander Malone med et grin og fortsætter:

- Vi har arbejdet meget med ny musik det seneste år, og derfor har vi spillet færre koncerter og været mindre ude end sidste år. Men vi kan da godt mærke, at vi er steget i popularitet, og det er vi meget taknemmelige for og ydmyge omkring. Vi er så glade for, at folk har taget vores musik til sig, siger han.

Åbner P3 Guld i aften

Fredag aften præsenterer Scarlet Pleasure så den nye single 'Good Together' live for første gang, når de sparker P3 Guld-showet i gang.

Og det bliver med et anderledes åbningsnummer, end man måske kunne forvente til sådan et stort prisshow, afslører bassist Alexander Malone.

- På vores nye musik har vi prøvet at arbejde med en term, der hedder stilhed. Ting behøver ikke larme så fandens meget. Storheden ligger i stilheden, og det har vi prøvet på at få frem i vores produktioner, forklarer han og fortsætter:

- Derfor synes vi også, det kunne være fedt at åbne P3 Guld med noget helt andet end konfettikanoner og dansere. Vi starter helt nede i det stille, og vi glæder os helt vildt.

Se P3 Guld 2017 på DR3 i aften fra klokken 21.

Scarlet Pleasure optrådte sammen med gruppen Julias Moon ved P3 Guld 2015. I år indtager Scarlet Pleasure scenen alene. (Foto: Agnete Schlichtkrull © dr)

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve