Tema David Bowie 1947 - 2016

DR-musikvært: Første gang jeg har grædt over en musikers død

Musikvært Anders Bøtter mener, at ingen kan træde i fodsporene på David Bowie.

Vært på P6 Beat Anders Bøtter var en af de mange musikelskere, der blev dybt berørt over meldingen om David Bowies død.

- Det er første gang, jeg fysisk har grædt over en musikers død. Det er en musiker, der betyder alt - ikke bare for mig men for alt udenfor main-stream genren. Der var Bowie kongen, siger han.

- Det er et gigantisk tab for mange mennesker. Det her er større, end da John Lennon og Elvis døde, lyder det fra Anders Bøtter.

David Bowie 1947 - 2016

Sangeren og sangskriveren David Bowie døde den 10. januar 2016 efter at have været syg af kræft i halvandet år. Alligevel var dødsfaldet uventet i offentligheden, og det sendte chokbølger gennem verden. David Bowie døde to dage efter udgivelsen af albummet Blackstar.

Gå til tema

Han understreger, at Bowie altid har gået egne veje. Han er ofte blevet sammenlignet med en kamæleon. Men den sammenligning holder ikke, mener Anders Bøtter.

- Han er blevet sammenlignet med en kamæleon, fordi han har skiftet image. Men det er forkert, for en kamæleon tilpasser sig omgivelserne. Jeg vil sige Bowie skabte noget nyt, og så tilpassede verden sig ham. Han var en mand under evig fornyelse, siger Anders Bøtter.

Det seneste eksempel herpå kom så sent som i fredags, da Bowie udgav sit seneste album.

- Det er noget af det mest kompromisløse, han har lavet. Man ved aldrig, hvor man har ham. Det udkom meget pludseligt og er hans bedste værk i mange år, mener Anders Bøtter.

Ingen kan erstatte Bowie på den nuværende musikscene, vurderer han.

- Der er ingen, der kan favne så bredt og lave så forunderlige, skæve værker. Hele den britiske musikscene skylder ham alt. Der er ingen, der kommer til at erstatte ham i de kommende år, siger Anders Bøtter.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve