Er Sys Bjerre og Rasmus Seebach dansktoppens håb?

Den klassiske dansktop er elsket og hadet, men hvor er genren på vej hen i dag - og hvor finder man den i det moderne medielandskab? Få svaret her.

Dansktop er ikke kun stjerner som Keld Heick og Birthe Kjær. I hvert fald nævnes både Rasmus Seebach og Sys Bjerre som nogle, der kan brede genren ud. Sys Bjerre har da også ligget på Dansktoppen. (Foto: diverse © sCANPIX)

Vi kan alle nynne med på klassikere som ’Du burde købe dig en tyrolerhat’, ’Kære lille mormor’, ’Vi maler byen rød’ og ’Hammer hammer fedt’.

Men kender du ’Velkommen i de arbejdsløses endeløses rækker’ med Kejser Larsen?

Nej? Sangen med den nordjyske trio ligger ellers nummer et på dansktophitlisten lige nu.

Du er dog undskyldt, for dansktopmusikkens nyeste hits er ikke længere sange, man møder på enhver radiokanal, i den bedste sendetid på tv eller som lydtæppe til enhver fest.

I 1970’erne havde programmet ’Dansktoppen’ mere end to millioner lyttere hver uge.

I dag sendes ’Dansktoppen’ på den digitale radiokanal P5, hvor programmet ganske vist har pæne lyttertal på 140.000, selvom det kan lyde af lidt sammenlignet med "gamle dage”.

I 2014 havde 'Dansktoppen' i gennemsnit 41.000 lyttere, så interessen vokser.

Dansktoppen: Hadet og elsket
  • 1960’ernes populære genre dansktopmusikken overlever trods kulturelitens indædte modstand mod de populære ørehængere. Men genren er ikke længere her, der og alle vegne.
  • I aften kl. 20.30 sender DR K ’Dansktoppen: Hadet og elsket’, hvor nogle af dansktoppen største stjerner som Keld Heick, Birthe Kjær, Johnny Reimar, Lis og Per og Johnny Hansen ser tilbage på deres karrierer.
  • Hør dem også fortælle om, hvordan dansktoppen er historien om et splittet Danmark.

Ugeblad og dk4 giver dansktoppen rød løber

Tiderne, hvor ung som gammel kunne synge med på de nyeste hits på ’Dansktoppen’, er altså ovre.

Men dansktoppen lever endnu.

Ikke bare på P5, men også på andre kanaler - blandt andet takket været tv-vært og -konsulent Ole Stephensen.

Han er en af folkene bag tv-kanalen dk4’s store todelte dansktopsatsning; sidste års talentprogram ’Dansktop Talent’, hvor kanalen søgte nye talenter, og prisuddelingen ’Dansktop Prisen’.

Sidstnævnte blev sendt fra Jyske Bank Boxen i Herning i januar med rød løber og dansktopstjerner på stribe. Ved samme lejlighed fandt man vinderen af talentkonkurrencen.

- Vi ramte cirka en million seere i alt gennem sæsonen. Vi har ikke været talk of the town, men i de kredse, der dyrker dansktoppen, havde vi mange seere, siger tv-mand Ole Stephensen om 'Dansktop Talent'. (Foto: Emil Hougaard © sCANPIX)

Dk4-programmerne blev til i samarbejde med ugebladet Familie Journalen, der dækkede showet intenst.

- Familie Journalen ville gerne hylde de eksisterende dansktopstjerner, men vi ville gerne hylde de unge talenter og udvide genren, så vi slog pjalterne sammen, siger Ole Stephensen til dr.dk/kultur om programmerne.

Vi fik tilsendt over 300 sange. Der var nogle af dem, der var helt i topklasse og nogle var knap så gode.

ole stephensen, dk4

Og interessen for talentshowet - og for at blive dansktoppens nye store navn - var stor:

- Vi fik tilsendt over 300 sange. Der var nogle af dem, der var helt i topklasse og nogle var knap så gode, men interessen betød, at vi havde 72 sange med i programmet, siger Ole Stephensen.

Duo lavede dansktop for sjov - og vandt

Prisen som ’Dansktop Talent 2016’ løb den københavnske duo Dansvingerne med.

Duoen består af Kristoffer Dam og Tobias Ahnfelt-Rønne, og de to venner stillede op med ørehængeren ’Fest i gaden’, der er en hyldest til dansktop af den gamle skole.

Selvom deres venner og familier havde set hitpotentialet i sangen, kom sejren alligevel bag på dem begge, fortæller Tobias Ahnfelt-Rønne, der arbejder som lærer ved siden af livet som sanger og sangskriver.

Mest af alt fordi ’Fest i gaden’ oprindeligt blev skrevet for sjov tilbage i 2001.

Men nu er Dansvingerne blevet alvor:

- Der er godt nok sket meget. Tre dage efter vi vandt, skulle vi på cruise med en række tyske stjerner, som siden er blevet til det nye program ’Slagercruise’ på dk4, og så skulle vi indspille demoer med blandt andre Søren Bundgaard (fra Kirsten og Søren, red.), fortæller Tobias Ahnfelt-Rønne.

Dansvingerne er en duo bestående af Tobias Ahnfelt-Rønne (tv.) og Kristoffer Dam, der for tiden har travlt med at forberede deres debutplade hos Sony Music, give interviews til Familie Journalen og med at lave programmer på dk4. (© Dansvingerne)

Vinder vil gøre dansktop mere poppet

En del af præmien i ’Dansktop Talent’ på dk4 var nemlig en pladekontrakt med Sony Music, så den 3. juni udkommer Dansvingernes første album på det store selskab.

Og selvom Tobias Ahnfelt-Rønne er glad for ”John Mogensen, ’Mormors kolonihavehus’ og sådan noget 70’er-dansktop”, har duoen fra København også valgt at lege med andre genrer på deres album.

- Vi står lidt på to ben på den kommende plade; seks numre er ren dansktop og de seks andre er mere dansk pop. Så nu er det producernes opgave at få det smedet sammen, fortæller Tobias Ahnfelt-Rønne og fortsætter:

Vi vil rigtig gerne være med til at holde fast i rødderne, men også tune det over i noget, der er mere poppet.

Tobias Ahnfelt-Rønne, vinder af dansktop talent

- Vi vil rigtig gerne være med til at holde fast i rødderne, men også tune det over i noget, der er mere poppet. Kristoffer og jeg er begge enige om, at der skal ske noget i dansktoppen. Jeg fornærmer jo næppe nogen ved at sige, at de fleste stjerner i dansktop er lidt ældre end os.

Gammeldags dansktop bliver ikke mainstream igen

Dansvingernes tilgang til genren kan vise sig at være ganske fornuftig, for den klassiske dansktop har passeret sin storhedstid.

- Hvis man med dansktop mener dansk musik, der er inspireret af svensk ”dansband” som Vikingarna, tysk slagermusik, som det lød det lød i 90’erne, og amerikansk country, som det lød i 80’erne, så er det nok ikke en musikgenre, der vil få den store indflydelse fremover.

Fakta om dansktop
  • Dansktop er den dansksprogede slager- og populærmusik, man finder på hitlisten Dansktoppen.
  • Listen blev efter svensk forbillede lanceret i 1966, men blev nedlagt i 1977.
  • I 1993 genåbnede DR hitlisten. I dag er genren dog ikke så snæver som tidligere.
  • - Når vi sammenligner de aktuelle Dansktoppen-hitlister i årene 1968-77, er der i dag tale om en større bredde genremæssigt, siger Leif Wivelsted, vært på ’Dansktoppen’ på P5.

Sådan lyder vurderingen fra Henrik Smith-Sivertsen. Han er seniorforsker hos Det Kongelige Bibliotek, og har blandt andet forsket i populærmusik og dansktop.

- Dansktop er en del af vores kulturhistorie og de bedste numre vil stadig være fede at hive frem til festlige lejligheder, men den kommer ikke tilbage som mainstreammusik, som man kan høre på brede fladekanaler som P4 og P3.

Til gengæld må man ikke glemme, forklarer Henrik Smith-Sivertsen, at P5 er en kanal i fremgang.

Faktisk viser lyttertal fra DR Medieforskning, at P5 i uge 9 var Danmarks tredjestørste, og dermed overhalede P1. Den uge havde kun P4 og P3 flere lyttere.

Signe Svendsen har tidligere ligget på Dansktoppen på P5 med sine sange. Her er det en helt ny sang fra hendes hånd. Den er dog endnu ikke testet i programmet.

Viser Rasmus Seebach og Sys Bjerre vejen?

Men hvad med de unge lyttere? Hvor skal de møde nye dansktopnavne som Dansvingerne?

Selvom P5 har fået flere lyttere i alle aldersgrupper, så bejler den dansktopglade kanal immervæk primært til lyttere over 60 år.

På dk4 har man lavet sin egen digitale radio, Danskbox Radio, der også er en app. Her spilles der kun dansksproget musik, fortæller Rasmus Burg, der er ansvarlig for kanalen.

Og definitionen af dansktop er bred, siger han:

- Vi har en bred betegnelse for dansktop og spiller både Rasmus Seebach, Thomas Helmig, Nik og Jay og John Mogensen. Vi bliver også kontaktet af mange up coming-artister, så dem vil vi jo gerne støtte, så de bliver også spillet.

Netop Rasmus Seebach er et navn, der nævnes igen og igen, når snakken falder på fremtidens dansktop og hvem, der kan brede genren ud til et yngre publikum.

Rasmus Seebach har blandt andet hittet med sange som 'Olivia', 'Lidt i fem' og 'Uanset'. Han har også indspillet et par af sin fars sange. (Foto: Thomas lekfeldt © sCANPIX)

Folk vil stadig høre Birthe Kjær

Via sin far Tommy Seebach er Rasmus nemlig i direkte linje til dansktopmusikken, siger Henrik Smith-Sivertsen:

- Man kan også opfatte Rasmus Seebach, Sys Bjerre og dansksproget mainstream popmusik i det hele taget som dansktop. I så fald vil genren naturligvis leve videre, men det afhænger af, hvor snævert man definerer dansktop.

Netop Sys Bjerre har ligget på 'Dansktoppen' på P5 med sangen 'Hey Vanessa', fortæller Leif Wivelsted, der har været vært på programmet i 20 år.

Sys Bjerre - Hey Vanessa

- Der er stadig interesse for det "klassiske" udtryk, som vi kender det med Birthe Kjær, og som i opdateret form er repræsenteret med kunstnere som Lotte Riisholt, Louise Espersen, Peter Vesth og Fede Finn & Funny Boyz, siger han og fortsætter:

- Bredden og fornyelsen viser sig, når eksempelvis Sys Bjerre, Kim Schwarts og salsagruppen Latin Dance Band ligeledes appellerer til udsendelsens lyttere og antallet af sms-stemmer uge efter uge giver dem placeringer på 'Dansktoppen'.

'Dansktoppen: Hadet og elsket' sendes i aften klokken 20.30 på DR K.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve