Tema Jazz Festival 2017

Festlig begravelsesmusik og et knæ i maven: Det skal du høre på Aarhus Jazz Festival

I dag begynder jazzen at få gaderne til at svinge over hele Aarhus. P8’s jazzede værter har udvalgt tre koncerter hver, du skal glæde dig til at åbne ørerne for.

I dag lukker Aarhus Jazzfestival op for sin musikalske godtepose, der blandt andet gemmer på en koncert med AddisAbabaBand på Bispetorvet. (Foto: Johanne Teglgaard Olsen © © Johanne Teglgård Olsen)

I dag lukker Copenhagen Jazz Festival op for et enormt musikprogram spækket med store jazznavne og eventyrlige undergrundsmusikere.

Radioværterne fra P8 Jazz giver dig her et bud på nogle koncerter, som de i hvert fald ikke selv vil gå glip af!

Cæcilie Iburg Printzlau

Cæcilie Iburg Printzlau er vært på P8 Jazz i ’Weekend med Cæcilie’ og koncertprogrammet 'På scenen'. Cæcilie er uddannet cand.mag i filosofi og har et hjerte, der banker for jazz.
Jazz Festival 2017

Læs alt om årets Copenhagen Jazz Festival og Aarhus Jazz Festival her.

Gå til tema

AddisAbabaBand

- De er en gruppe vanvittigt dygtige musikere, som har dannet et kæmpe afrobeat-orkester.

Det er noget af det mest vellykkede i forhold til at optræde med kompositioner i en stor gruppe, jeg har set i mange år.

De er forrygende på en scene. De er enormt levende uden at være krukkede, og de skaber en virkelig god energi, så man kan ikke lade være med at danse.

Der er noget vildskab over dem. Ligesom at få et knæ i maven på en fed måde.

Musikken er perfekt både for dem, der vil høre kvalitetsmusik, og for dem, der bare vil have en fest.

Bispetorvet 18/7, 20:00

lyt til musikken her:

Meter

The House Festival

Det er en festival i inde i festivalen, som er et samarbejde mellem klassiske musikere og jazzmusikere, der væver de to genrer ind i hinanden.

Det hele foregår i et faldefærdigt kunstværksted, hvor kunstværkerne hænger tilfældigt på væggene oven i flyttekasser og gammelt rod.

Jeg tror, det bliver et spændende rum at være i.

Især glæder jeg mig til at høre pianisten Christian Balvig. Han har komponeret et værk særligt til det her specielle rum, og han holder uropførelse af det som den sidste optræden på The House Festival.

Jeg plejer at være helt vild med det, han laver – så det glæder jeg mig ustyrligt meget til.

Spanien 19B, 19/7 - 21/7

Madeleine Peyroux

Hun er en fransk-amerikansk jazzsangerinde, som vi spiller ret meget på P8. Hun har en virkelig speciel stemme. Edith Piaf møder Billie Holiday - sådan lyder det.

Hun har lavet en del fortolkninger af populærmusik, blandt andet af Bob Dylan. Og hun gør det virkelig godt. Der er ingen slinger i valsen med hende.

Hendes musik er af høj kvalitet, og koncerten er inde i Musikhuset - så lyden bliver nok også rigtig god.

Hun er et sikkert kort. Det er en koncert, jeg godt kunne finde på at tage min mor og far med til.

Musikhuset Aarhus 18/7, 20:00

lyt til musikken her

You're Gonna Make Me Lonesome When You Go

Frederik Korfix

Frederik Korfix er vært på Weekendmorgen fra 8-10 på P8 Jazz.

Jamie Cullum

Forleden blev jeg introduceret af min svigerinde til Tea Tree Oil.

En mikroskopisk flaske med en skøn duftende, ekstrem kondenseret væske, der efter sigende skulle kunne fjerne alt fra lugten i sure gummisko til bumser på hagen.

Jamie Cullum er jazzens svar på Tea Tree Oil! Trods sit klejne ydre, formår denne lille, britiske jazztrold at smitte med sin spilleglæde, sine ADHD-moves og sine fortolkninger af moderne klassikere.

Parret med Aarhus Jazz Orchestra denne aften går du ikke galt i smilets by, hvis du vil have et kærligt, trioliseret spark over skinnebenet.

Musikhuset 15/7, 20:00

Jacob Anderskov Resonance

Jeg ved ikke noget bedre end at sidde ved et bord (helst et veldækket et af slagsen med spansk vin og pølse) og lytte til kvalificerede mennesker have samtaler om noget de virkelig ved noget om - og noget de brænder for.

Og sådan en aften tror jeg det bliver på Atlas, når Jacob Anderskov bag tangenterne, Peter Bruun på kedlerne og de tre strygere Karen Johanne Pedersen, Mette Brandt og Ida Nørholm folder sig ud i poetiske samtaler med Miles Davis-mantraet i bevidstheden:

"You listen... then you play."

Atlas 15/7, 22:00

lyt til musikken her

Capone

Astro Buddha Agogo

(Foto: Karolina Zapolska © KAROLINA ZAPOLSKA)

En præst i den danske folkekirke fortalte mig for nogle år siden, at en overraskende stor del af danskerne ønsker at få spillet Frank Sinatras "My way" til deres begravelser.

Dem om det.

Når jeg skal i jorden til sin tid, skal Astro Buddha Agogo spille!

Ingen formår som denne trio musikalsk at opsummere alt det livet handler om: kærlighed, timing og iskolde fadøl.

Forvent en formiddag med lige dele soul, jazz og blues, der får foden i din sommerklistrede Birkenstock til at vippe i takt til tonerne af Michael Blicher, Dan Hemmer og Anders Holm.

Klostertorvet 17/7, 14:00

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve