Tema Moyo Live

Gulddreng: 'Gulddreng er træt - og holder pause'

Gulddreng afslørede i dag i programmet 'Moyo Live' på P3, at Gulddreng ikke kommer til at udgive mere musik. I hvert fald for nu.

- Jeg tænker, der skal ske noget nyt, siger Gulddreng aka. Malte Ebert i Moyo Live på P3. (Foto: TORBEN CHRISTENSEN © Scanpix)

Han er glad for guld, solbriller, pels, champagne, modeller, Remée - og ikke mindst sig selv.

Gulddreng er vant til at ligge på toppen, når han smider en ny single på gaden. Faktisk har alle hans syv første singler ligget nummer 1.

Men der kan også være koldt på toppen, og det er slut med at udgive ny musik som Gulddreng - i hvert fald for nu.

Det fortalte Gulddreng aka. Malte Ebert, da han fredag aften var gæst hos Andrew Moyo i det musikalske talkshow Moyo Live på P3.

Hør hele fredagens udgave af Moyo Live med Gulddreng her.

- Det har været den store udfordring at skulle køre en karakter parallelt med, at man kører sit eget liv. At skulle skrive en sang, hvor man udstråler, at man er helt ovenpå, selvom man måske er ked af det, fortæller han.

- Jeg tænker, der skal ske noget nyt.

Om Gulddreng

Bag Gulddreng er 23-årige Malte Ebert.

Han fik sit gennembrud i 2016 med sin første single 'Model'.

Hans første syv hits gik nummer 1, herunder singlerne 'Model', 'Se mig nu' og 'Ked af det'.

Han er i øjeblikket aktuel med sangen 'Lyvesangen'.

'Der kommer til at ske noget'

I halvandet år har Gulddreng og Malte fulgtes ad.

- Han begyndte at tage mere over, ham gulddreng. Han begyndte at fylde meget. Lidt for meget. Han har oplevet hvad mange har oplevet på fem år. På ét år. Nu tror jeg måske, han rejser væk, sagde Gulddreng i programmet.

Er det et farvel til Gulddreng?, spørger Andrew Moyo i programmet.

- Det er et på gensyn. Jeg er udmattet og rigtig træt. Så jeg skal lige drikke et glas vin, tænke over livet, skrive nogle triste sange. Så kan det være, jeg bliver glad igen.

Gulddreng og P3-vært Andrew Moyo.

Er det mere Maltes musik, der skal fokuseres på?

- Jeg tror bare, jeg vil sige til folk, at der kommer til at ske noget. Jeg ved ikke selv, hvad det er. Følg med.

I programmet hører man Gulddreng på engelsk, hvor han spiller Frank Ocean. På spørgsmålet om, hvad det betyder, svarer han:

- Jeg tror, det betyder,at man skal følge nøje med. Der kommer til at ske noget spændende. Måske noget med det sprog, Gulddreng synger på eller Malte synger på. Med tiden, siger han.

- Tiden må vise, om der kommer noget engelsk musik. Følg med kære lytter. Der er ikke noget, der varer for evigt. Men tak fordi, I fulgte med. Jeg håber I bliver ved med at følge med.

Mere personligt og blottet musik

Men måske genopstår Gulddreng i udlandet.

- Der skal ske noget sindssygt. Jeg tror, jeg vil forsøge at gentage Gulddrengs succes. Måske i udlandet. Lad os se om vi kan snyde hele verden.

Skal du overtage verden med endnu en karakter?, spørger Andrew Moyo i programmet.

- Det bliver nok mere blottet og personligt. Jeg ved det ikke, mand. Jeg ved det sgu ikke, siger han.

Igen - er du færdig med Gulddreng?

- Nej, han vil altid leve med mig. Han vil være i ånden hos mig. Stå bag mig. Følge efter mig. Minde mig om, at han findes.

Kommer han til at udgive mere musik?

- Følg med, lyder det kryptiske svar fra Gulddreng. Eller skulle man måske til at sige Malte Ebert?

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve