Kvindelig dirigent: Som at sige man gerne vil flyve til månen

Meget få kvinder fører taktstokken som dirigenter i danske symfonirkestre, og endnu færre bliver uddannede fra konservatorierne. Maria Badstue er en af dem, der trodser statistikken. Hun tog til Norge for at følge den drøm, hun egentlig aldrig havde troet var mulig.

Maria Badstue er taget til Norge for at forfølge drømmen om at blive dirigent. Den 31-årige dansker er en af de forsvindende få kvindelige dirigenter, der dirigerer danske symfoniorkestre. (Foto: Nordic Artist Management © Nordic Artist Management)

Da Maria Badstue var 16, stod hun hjemme på sit værelse i Thisted og dirigerede.

Der var ikke nogen musikere, der fulgte hendes hænders bevægelse og heller intet publikum, der klappede, da musikværket var slut. Kun cd'en på anlægget, der skiftede til næste sang.

Tanken om at hun engang kunne få rigtige musikere til at følge sine hænders mindste bevægelse, strejfede hende faktisk ikke.

I rigtig lang tid tænkte jeg, at det ikke kunne lade sig gøre. Jeg havde jo aldrig set nogen, og jeg kendte ingen kvinder, der dirigerede.

Maria Badstue, dirigent

- I rigtig lang tid tænkte jeg, at det ikke kunne lade sig gøre. Jeg havde jo aldrig set nogen, og jeg kendte ingen kvinder, der dirigerede. Hvis man som 16-årig pige siger, at man gerne vil være dirigent, kan det godt føles lidt som at sige, at man gerne vil flyve til månen, siger hun.

I dag, 15 år senere, er Maria Badstue er en af Danmarks mest lovende unge dirigenter. Hun er som den eneste dansker nogensinde blevet hædret med en specialpris ved den prestigefyldte Lovro von Matacic-konkurrence - en kroatisk miniversion af den danske Malko-konkurrence, hvor unge talentfulde dirigenter konkurrerer.

Og allerede inden hendes dirigentdebut i Tivoli 4. maj i år er hun blevet hyret af flere danske symfoniorkestre til at dirigere.

Få kvindelige dirigenter

31-årige Maria Badstue skiller sig på alle måder ud i den klassiske musikverden. Men bladrer man symfoniorkestrenes sæsonkataloger igennem, skiller hun sig ud for andet end sit talent.

Hun er nemlig den eneste danske kvindelige symfonidirigent, der optræder i denne sæson.

Det viser en gennemgang som dr.dk/kultur har lavet af otte af Danmarks største symfoniorkestres sæsonprogrammer (se grafikken).

I sæson 2012-13 er kun mellem 0 og 9 procent af koncerterne dirigeret af kvinder - i flere af orkestrene har der i årevis ikke været en eneste kvinde på programmet. Og der er heller ikke planer om at hyre nogen i den kommende sæson.

Maria Badstue dirigerer denne sæson både Odense og Sønderjyllands Symfoniorkestre.
Og hun er vant til at være ene kvinde, når hun gæster orkestrene.

I bedste fald er der en eller to kvinder per sæson. Så jeg kender godt statistikken.

Maria Badstue, dirigent

- I bedste fald er der en eller to kvinder per sæson. Så jeg kender godt statistikken, siger hun og griner i den anden ende af røret.

Tog til Norge

Hun ringer fra Norge og har i virkeligheden ikke ret meget tid til at tale om det at være dirigent. For hun er midt i det. Lige nu slider hun med at lære partituret til sin debut om en lille måned at kende. Det optager alle hendes vågne timer.

Maria Badstue flyttede til Norge for snart to år siden for at læse en toårig master i direktion på konservatoriet i Oslo. Inden da læste hun på konservatoriet i Odense for at blive trompetist.

Direktionen havde hun dyrket i sin fritid ved siden af trompeten, men at den kunne være en mulig levevej lå meget langt fra det, hun kunne forestille sig.

I Norge mødte jeg for første gang en kvindelig dirigent. Det var sidste år, da jeg var fyldt 30.

Maria Badstue, dirigent

- I Danmark mødte jeg aldrig kvindelige orkesterdirigenter. I Norge mødte jeg for første gang en kvindelig dirigent. Det var sidste år, da jeg var fyldt 30, fortæller hun.

I Norge har hun siden mødt flere kvindelige dirigenter, der er blevet uddannet før hende.

I Danmark er der ifølge det kongelige konservatoriums tal til sammenligning ikke blevet optaget en eneste kvinde på direktionsuddannelsen de seneste fem år.

Klasse med kvinder

Ideen om at forfølge interessen for at dirigere professionelt opstod for Maria Badstue heller ikke i Danmark. Det var i Sverige, hvor hun mødte op til en klasse med den legendariske finske dirigent Jorma Panula.

Pludselig befandt jeg mig i en klasse, hvor der også var kvindelige dirigentstuderende. Der var det så naturlig. Og jeg tog mig selv i at tænke: Selvfølgelig er det muligt.

Maria Badstue, dirigent

- Pludselig befandt jeg mig i en klasse, hvor der også var kvindelige dirigentstuderende. Der var det så naturlig. Og jeg tog mig selv i at tænke: Selvfølgelig er det muligt.

Sammen med Panulas opfordring og opmuntring fik det hende til at tænke på, at jobbet som dirigent rent faktisk kunne være en mulighed.

Brug for rollemodeller

Efter to år i Norge vender hun altså om et par uger tilbage til Danmark for at debutere. I Norge har hun lagt mærke til en række forskelle på de to lande.

For eksempel blev hun for nyligt ringet op af konservatoriet i Norge og spurgt, om de måtte sætte et billede af hende i deres katalog. De ville gerne vise Maria Badstue som et kvindeligt forbillede for deres studerende.

- Man kan godt mærke, at der i Norge er en aktiv stillingtagen til ligestilling i musikken. Der er et helt andet fokus på området, og man taler meget mere om det, og at det er vigtigt. Sidste år havde vi på skolen en ligestillingsdebat, og skolen har et ligestillingsudvalg. Man i talesætter det på en anden måde her, siger hun.

Synes du, der bør være flere kvindelige dirigenter i danske symfoniorkestre og på konservatoriet?

- Det ved jeg ikke, om man kan sige, der bør. I den ideelle verden er der ligestilling overalt, ikke kun for kvinder. Men jeg synes, at for vores alle sammen skyld og for mangfoldighedens skyld - netop fordi musik er så mangfoldig - så synes jeg, det er værd at satse på at uddanne unge dirigenter og lade alle få muligheden for at udfolde sig.

Går vi glip af nogle talentfulde kvinder herhjemme, fordi der er så lidt fokus på det i Danmark?

- Ja, det tror jeg. Finland har fostret 2-4 anerkendte kvindelige dirigenter. Det er heller ikke ret mange, men det er mere end i Danmark. Det kræver, at der er nogen, der giver ens talent lov til at blomstre. Man skal have muligheden. Og det er blandt andet konservatoriernes opgave at give den mulighed.

Finland har fostret 2-4 anerkendte kvindelige dirigenter. Det er heller ikke ret mange, men det er mere end i Danmark.

Maria Badstue, dirigent

Man skal ikke indføre kvoter

Bør man indføre kvoter på danske konservatorier?

- Man skal ikke kvotere området. Men jeg synes, at man skal sørge for, at det bliver tilgængeligt. At en kvindelig dirigent er noget normalt og ikke helt usædvanligt. På konservatoriet i Finland er halvdelen af dirigentklassen i øjeblikket kvinder. Det viser jo, at der er en masse talent derude.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve