London-bydel vil bevare ikonisk David Bowie-maleri

Vægmaleriet, der viser David Bowie, blev verdenskendt, da musikeren døde i januar. Nu vil lokalt byråd gøre maleriet til et permanent mindesmærke.

Følelserne fik frit løb i London-bydelen Brixton, efter David Bowies død i januar. Her var han født, og nu ønsker lokalrådet at ære hans minde - blandt andet ved at bevare street art maleriet og omdøbe området. (Foto: Amy T. Zielinski © 2016 Amy T. Zielinski)

Da 69-årige David Bowie døde i januar havde fans og musikelskere verden over, følelserne udenpå tøjet. Musikeren med de mange ansigter og musikalske udtryk blev hædret, savnet og mindet online såvel som offline.

Det kom blandt andet til udtryk ved de hundredvis af fans, der umiddelbart efter David Bowies død, stimlede sammen i London-bydelen Brixton, hvor han blev født.

Særligt ét sted – Tunstall Road - blev samlingspunkt for fansene. Og nu ønsker lokalrådet, ifølge The Guardian, at beskytte den mindevæg, der blev prydet med et vægmaleri af en ung Bowie med det – efterhånden ikoniske – lyn, der skærer over hans højre øje.

Desuden vil genstande fra mindesmærket såsom tegninger og breve, blive gemt i lokalrådets arkiver, mens de tilmed overvejer at omdøbe området efter musikeren. Det hele sker i samarbejde med Bowies familie.

- I sidste ende er det op til familien, hvad der er passende. Det må vi respektere og være tålmodige omkring, udtaler lokalrådets formand, Lib Peck, til The Guardian.

Lokalrådet er desuden i kontakt med David Bowies fanklub med henblik på at bevare Bowies minde i området.

Selve vægmaleriet er lavet i 2013 af den australske kunstner Jimmy C.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve