Metallica-forsanger raser: Kylede guitar mod tekniker under Grammy-show

Lyden drillede under årets Grammy-uddeling i Los Angeles. Adele måtte også stoppe hyldest til George Michael.

Musikken spillede ikke helt, som den skulle under nattens Grammy-show i Los Angeles. Flere musikere, som optrådte under prisuddelingen, havde knas med lyden.

Da Metallica gik på scenen sammen med Lady Gaga for at spille nummeret ’Moth into Flame’, var forsanger James Hetfields mikrofon tilsyneladende død. Han måtte derfor dele mikrofon med Lady Gaga, inden teknikkerne fik rettet fejlen.

Men den løsning var Hetfield ikke helt tilfreds med. Derfor valgte han hen mod afslutningen af nummeret at kaste sin guitar i retning mod en tekniker, skriver The Guardian.

Adele: Undskyld jeg bander

Senere, da Adele lavede en hyldestoptræden for George Michael, var der igen problemer.

Hun var i gang med at optræde med en stille udgave af George Michael-nummeret ’Fastlove’, men måtte stoppe midt i nummeret, efter at hun havde bandet over lyden.

- Jeg ved, det er live-tv. Men jeg kan ikke gøre det. Undskyld, jeg bander. Kan vi ikke starte forfra? Undskyld, men jeg kan ikke ødelægge det her for ham (George Michael, red.), sagde hun blandt andet og gik lidt væk fra mikrofoner og udbrød et opgivende ”fuck”.

Der var dog trøst at hente for Adele, der under showet modtog flere priser blandt andet 'årets indspilning' og 'årets sang' for næsen af danske Lukas Graham.

Det blev heller ikke til en Grammy til Metallica i kategorien bedste rocksang. Den gik derimod til David Bowie.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve