Metroseksualitetens far gæster fynsk festival

Heartland Festival har netop offentliggjort det fulde program til årets festival. De nye navne består af alt fra den tyske filminstruktør Werner Herzog til den danske Quadron-sangerinde Coco O.

Heartland Festival føjer i dag (fra venstre) 'Ukendt Kunstner', Mark Simpson (m.f.) og Coco O. til programmet.

Festivalgængere, der i pinsen strømmer mod Egeskov Slot på Sydfyn, skal blandt andet diskutere mænd med trang til lange skønhedsrutiner.

Festivalen får nemlig besøg af den britiske forfatter Mark Simpson, der står bag begrebet metroseksualitet. Han skal tale med den danske designer Mads Nørgaard om nutidens maskulinitet.

Når der ikke kan tales mere om moderne mænd med interesse for påklædning og udseende, kan gæsterne glæde sig til Quadron-sangerinden Coco O. og komikeren Mia Lyhne til en snak om kvindelige forbilleder.

Prisvindende forfatter i Europa-snak

Gæsterne kan også se frem til den tyske dokumentarfilmsinstruktør, Werner Herzog, der skal dele sit syn på det Europa, han kommer fra, i selskab med den finske forfatter Sofi Oksanen, hvis bog ’Renselse’ modtog Nordisk Råds Litteraturpris i 2010.

På den popkulturelle musikfront bidrager Ukendt Kunstner og Choir of Young Believers også til sommeraftenerne i de grønne omgivelser.

Heartland Festival finder sted på Egeskov Slot 2. til 4. juni. Du kan se hele programmet her.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve