Musikeren, produceren og journalisten: 3 musikfolk om arven fra ’Den femte beatle”

George Martin fyldte Beatles-sangene med klassiske strygere og klavermusik.Det betød, at bandet blev verdens mest kendte rockgruppe.

George Martin sidder sammen med en statue af det afdøde medlem Beatles-John Lennon. George Martin døde selv tirsdag i denne uge 90 år gammel. Foto: REUTERS/Rafael Perez/Files TPX IMAGES OF THE DAY (Foto: Rafael Perez © Scanpix)

George Martins død er ikke bare et farvel til manden, der skabte den unikke lyd på nogle af Beatles mest kendte sange.

Det er også et farvel til en musikproducer, der har har inspireret flere generationer af musikere.

Det mener tre markante musikkendere som dr.dk/kultur har talt med.

Herunder kan du læse om hvad musikeren Kasper Eistrup. Musikproduceren Billy Cross og musikjournalisten Per Wium har at sige om den musikalske arv som George Martin efterlader.

1. Musikeren

Foto: Scanpix (Foto: TORBEN CHRISTENSEN © Scanpix)

Kasper Eistrup, Kunstner, musiker og forsanger for bandet Kashmir

- George Martin lærte os alle, hvor vigtigt det er at fastholde folks opmærksomhed på en sang. Musikken skal hele tiden udvikle sig fra sektion til sektion og gerne bare med små detaljer som en hi-hat her og en fløjte der. På den måde bliver ørerne nødt til at høre hele nummeret igennem. Han havde også en unik evne til at lave flydende overgange i et nummer, uden at det lød kunstigt. Derudover har hans arbejde med The Beatles haft enorm indflydelse på bands som The Who, Pink Floyd og Radiohead. De ville ikke eksistere i den form, som vi kender dem i dag, hvis det ikke var for George Martin.

- Det der var så smukt ved ægteskabet mellem George Martin og The Beatles var, at det var to modsætninger, som formåede at supplere hinanden perfekt. The Beatles var oprindeligt de her rowdy typer fra Liverpool, som bare vil spille noget rock. George Martin repræsenterede noget helt andet og havde erfaring med at lave klassisk- og folkemusik. Begge parter påvirkede hinanden, og lige pludselig kunne man høre strygere og klaver på Beatles numre. Musikken fik sin helt egen klassiske lyd over sig, som jo endte med at skabe musikhistorie.

- Han har blandt andet lært mig, hvor vigtigt det er, at arbejde med dybde i lyden og bruge forskellige rumklang i samme billede. Han gjorde det eksempelvis på et nummer som ’A Day In The Life’, hvor man kan høre John Lennon synge ”I love to turn you on”. Her får man en effekt af, at noget er på vej væk fra lytteren. Den effekt forsøgte vi os også med i Kashmir på nummeret ’Ether’ fra No Balance Palace.

George Martins signatur er allerbedst på ’A Day In The Life’. Det er et voluminøst og episk rocknummer. Det er altid det nummer, jeg spiller, når jeg skal introducere The Beatles for musikelever. Det får dem altid til at falde ned af stolen.

The Beatles - A Day In The Life

2. Produceren

Billy Cross har været i musikbranchen i 50 år. I anledningen af jubilæet udgiver han en cd (Foto: Andreas Beck © Scanpix)

Billy Cross, amerikansk guitarist, sanger og producer. Har produceret for blandt andre C.V. Jørgensen, Anne Dorte Michelse og Allan Olsen og har som musiker arbejdet sammen med Bob Dylan. Har boet i Danmark siden 1980.

- Det mest fascinerende ved George Martin var hans måde, hvorpå han tillod The Beatles at være dem selv, men alligevel skubbede dem i en mere spændende og dybsindig musikalsk retning. Han bragte det bedste ud af The Beatles og sammen havde de næsten perfekte ægteskab.

- En af de vigtigste egenskaber som producer er at tro på den kunstner, man producerer og tillade vedkommende at udvikle sig i pladeproduktionen. Det gjorde George Martin. Han havde forståelse og tålmodighed og manglende brug for at manifestere sig eget ego.

- Jeg er selv pladeproducer, og George Martin har i højeste grad præget mig. Det med at stille sig selv i anden række i forhold til de kunstnere, man producerer, men alligevel påvirke produktionen. At tillade personen at udfolde sig, også selv om det ikke er vellykket hele tiden. For vi lærer mere af vores fejltagelser end succeser.

- Noget, der har gjort stort indtryk på mig er klaversoloen i ’In my Life’. Den er klassisk, men fungerer fantastisk i den kærlighedspop- eller rocksang. Det gjorde indtryk på mig. Men det største indtryk, han har gjort er, at jeg kan mærke, at George Martin bragte det bedste ud af The Beatles.

The Beatles - In My Life

3. Musikjournalisten

(Foto: Alex Nyborg Madsen)

Per Wium, musikjournalist og forfatter til flere bøger om The Beatles

- George Martin havde en baggrund i klassisk musik, og den baggrund lod han stråle ind over The Beatles’ musik. Det var ham, der anbefalede strygekvartetten i ’Yesterday’ og ’Eleanor Rigby’ og ham, der sørgede for piccolo trompet på 'Penny Lane'. Han har betydet fantastisk meget for den retning, som The Beatles’ musik udviklede sig i.

- George Martin har haft moden og lysten til at forandre musikken. I gamle dage var de musikalske genrer meget mere opdelt. Enten var musikerne og publikum til den ene eller den anden genre. I dag er der masser af mennesker, der hører opera den ene dag, tager til rockkoncert den næste og sætter jazz på derhjemme den tredje dag. Dén musikalske holdning har George Martin ved med til at stimulere både hos musikere og publikum.

- Den største betydning, George Martin har haft for musikken er, at han har vist nogle veje for både kunstnere og publikum til at tænke ud af boksen. Det kunstnerisk mod er det, der står tilbage for mig.

The Beatles - Penny Lane

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve