Musikkritikere hylder The Minds of 99 og Ulige Numre

De to unge orkestre fik hver to priser, da Foreningen af Danske Musikkritikere lørdag uddelte Steppeulven.

Bandet 'The Minds of 99', der i det forgange år havde æren af at åbne hovedscenen Orange på Roskilde Festival, fik lørdag aften prisen for årets album ved Foreningen af Danske Musikkritikeres årlige prisuddeling, Steppeulven. (Foto: Simon Skipper © Scanpix)

2015 var et dansk musikår, der især vil blive husket for to unge orkestres præstationer.

Det er det billede, der står tilbage, efter Foreningen af Danske Musikkritikere lørdag afviklede sin årlige prisuddeling, Steppeulven.

The Minds of 99 og Ulige Numre kunne således gå fra ceremonien med hver to priser.

The Minds of 99 tog prisen for "årets album" for "Liber", der er bandets anden udgivelse, ligesom bandet kan bryste sig af titlen som "årets orkester".

Ulige Numre kan derimod reklamere med at lave "årets sang" i form af nummeret "Frit Land".

Derudover kunne bandets frontfigur Carl Emil Petersen kalde sig "årets tekstforfatter" for lyrikken på albummet "Grand Prix", der ligeledes er bandets andet.

Prisen som "årets komponist" gik til Mikael R. Andreasen fra det kristne orkester Kloster, der sidste år udgav albummet "Half Dream, Half Epiphany".

"Årets vokalist" gik til Amalie Bruun, der har gjort sin bemærket som kvindelig solokunster inden for blackmetalgenren under kunstnernavnet.

Guitaristen Oliver Hoiness, der er medlem af bandet Skammens Vogn, kan kalde sig "årets musiker", mens titlen som "årets håb" tilfaldt popkvartetten Liss.

"Årets producer" blev trekløveret AV AV AV.

Lars H.U.G. kan kalde sig "årets livenavn", mens Sort Sol kunne løfte "årets pionerpris" for deres bidrag til dansk punk og rock.

/ritzau/

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve