Paul McCartney: George Martin var som en far for mig

Beatles-stjernerne Paul McCartney og Ringo Star hylder bandets legendariske producer George Martin, der døde tirsdag.

Det er ikke kun fans, der i dag hylder George Martin med blomster og billeder. Også hans venner i The Beatles sender i dag produceren og hans familie kærlige tanker. (Foto: Phil noble © Scanpix)

Som så mange andre musikelskere over hele verden sørger Paul McCartney over tabet af den legendariske musikproducer George Martin, der døde tirsdag 90 år gammel.

George Martin var bedst kendt for at producere stort set alt af The Beatles' musik, og 73-årige McCartney kalder ham da også for "sin anden far".

- Jeg er så ked af at høre, at vores kæreste George Martin er gået bort. Han var en sand gentleman og som en anden far for mig, skriver Beatles-stjernen på sin hjemmeside.

Også den tidligere trommeslager i The Beatles, Ringo Starr, begræder tabet af "den femte beatle".

- Gud velsigne George Martin. Fred og kærlighed til Judy og hans familie. Kærlighed fra Ringo og Barbara. George vil blive savnet, skriver han på Twitter.

Her ses Ringo Starr sammen med George Martin, der gjorde The Beatles til stjerner. (Foto: Robyn BECK © Scanpix)

Bandet fra Liverpool havde flere afslag i bagagen, da det mødte produceren og pladeselskabs-bossen George Martin for første gang i 1962. Martin opdagede dog hurtigt deres potentiale.

- Jeg kunne først og fremmest lide dem som mennesker, og jeg var overbevist om, at vi havde grundlag for at lave en gruppe, der ville hitte, har George Martin udtalt til magasinet Melody Maker.

Beslutningen sikrede ham en plads i historiebøgerne som den måske vigtigste musikproducer nogensinde.

/ritzau/

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve