Phlake topscorer ved Danish Music Awards

Fem priser blev det til for duoen Phlake, mens Medina løb med Årets Ærespris ved den musikalske prisuddeling.

Duoen Phlake, som her optræder på Northside Festival 2016, fik flest priser ved årets Danish Music Awards. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Med syv nomineringer i bagagen kom det ikke som den helt store overraskelse, at det blev den danske r'n'b-duo Phlake, der blev årets sejrsherrer ved Danish Music Awards.

Fem priser kunne duoen med hits som 'Pregnant' tage med hjem efter aftenens show, der blev afholdt i Forum med Burhan G og Rasmus Bjerg som værter.

Blandt de optrædende var Phlake, Mø, Aura, Cisilia, Blak og Nik & Jay, mens et par af aftenens takketaler ledte tankerne hen mod ugens politiske begivenheder i USA:

- Man må ikke lade frygt blive til had, sagde Mø, da hun modtog prisen for Årets Danske Musikvideo. Det samme gentog Ukendt Kunstner, da de modtog prisen for Årets Urban.

Ærespris til Medina

En rørt Medina modtog Årets Ærespris, som en af de tidligere vindere, Anne Linnet, overrakte. Dermed kan Medina føjes til listen over æresprismodtagere, der blandt andet inkluderer Tim Christensen, C. V. Jørgensen, Shu-Bi-Dua, Thomas Helmig og Gasolin’.

Showet fokuserede også på den store succes, som dansk musik lige nu nyder i udlandet med navne som Mø, Lukas Graham, Volbeat samt sangskrivere som for eksempel Thomas Troelsen, der har skrevet sange for blandt andre Justin Bieber og Akon.

Vindere ved Danish Music Awards 2016:

  • Årets Nye Navn: Phlake
  • Årets Danske Musikvideo: MØ ”Final Song” (instruktion: Tomas Whitmore)
  • Årets Hit: Gilli (feat. MellemFingaMuzik) – C'est la vie
  • Årets Urban: Ukendt Kunstner ”Den anden side”
  • Årets Clubnavn: Blak ”Nede Mette”
  • Årets popudgivelse: Phlake ”Slush Hours”
  • Årets Livenavn: Lukas Graham
  • Årets Internationale Udgivelse: Justin Bieber ”Purpose”
  • Årets Internationale Hit: Justin Bieber ”Love Yourself”
  • Årets Producer: Jonathan Elkær for ”Slush Hours”, ”Pregnant” og ”Angel Zoo” med Phlake
  • Årets Rockudgivelse: Minds of 99 ”Liber”
  • Årets Publikumspris: Gulddreng
  • Årets Sangskriver: Jonathan Elkær, Mads Bo Iversen og Gisli Gislason for ”Slush Hours” med Phlake
  • Årets Gruppe: The Minds of 99
  • Årets Solist: Alex Vargas
  • Årets Udgivelse: Phlake "Slush Hours"
  • Årets Ærespris: Medina

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve