Politisk rapper blev nattens store Grammy-vinder

Kendrick Lamar dominerede årets Grammy-prisuddeling med sine fem priser og en politisk motiveret optræden.

Kendrick Lamar var på scenen flere gange for at hente priser - blandt andet vandt han i kategorien 'årets bedste rapalbum'. (Foto: Robyn BECK © Scanpix)

Rapperen Kendrick Lamar kunne i forvejen glæde sig over sine 11 nomineringer, der gjorde ham til den mest nominerede kunstner ved nattens Grammy-show.

I dag kan rapperen så fejre, at han også blev nattens største vinder med i alt fem priser.

Dem fik han blandt andet for sin seneste plade ’To Pimp a Butterfly’ og sangen ’Alright’, der sikrede ham henholdsvis priser som bedste rapalbum, bedste rap-performance og bedste rapsang.

Derudover delte han også en pris med anden stor vinder ved dette års Grammy-show, nemlig amerikanske Taylor Swift.

Deres samarbejde på hendes hit ’Bad Blood’ tog prisen for årets bedste musikvideo.

Taylor Swift - Bad Blood ft. Kendrick Lamar

Udover at være på scenen flere gange for at hente priser, optrådte Kendrick Lamar også med sine sange ’The Blacker The Berry’ og ’Alright’ – først iført lænker omgivet af tremmer og dernæst af ild og dansere.

’Alright’ har været brugt i kampagnen ’Black Lives Matter’, der kæmper mod politivold mod afroamerikanere.

Lamar er opvokset i Compton uden for Los Angeles. Byen er netop kendt for at være hårdt ramt af kriminalitet og vold, som man også kan se i den hypede rapfilm ’Straight Outta Compton’ fra sidste år.

https://www.youtube.com/watch?v=NByohzmaqM8

Se listen med samtlige vindere på Grammy's hjemmeside.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve