Han vandt sangkonkurrencen 'Scenen er din' i 2005 og har vundet Melodi Grand Prix i 2008. Nu kan du opleve ham i hans første hovedrolle som selveste Jesus i rockmusicalen 'Jesus Christ Superstar' på Aarhus Teater.

De fleste kender ham nok bedst som sanger, og han har da også både formået at vinde sangprogrammet 'Scenen er Din' i 2005 og synge sig til tops i det danske Melodi Grand Prix i 2008 med sangen 'All Night Long'.

Men i 2014 startede et nyt kapitel for Simon Mathew, da han blev uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole. Og nu kan du så opleve ham i hans første hovedrolle, som ingen ringere end Jesus.

Det sker, når Aarhus Teater fra 22. april har premiere på Jesus Christ Superstar af Andrew Lloyd Webber.

Nu gælder det skuespillet

Selvom der også er masser af sang i musicalen, fortæller 33-årige Simon Mathew, at det nu er skuespillet, der har hans fulde fokus.

- Lige nu er det helt sikkert skuespilvejen. Det er også min uddannelse. Også med den her forestilling handler det om at fortælle historien, mere end det handler om musikken, siger han.

Derfor har Simon Mathew også brugt mange timer i selskab med Biblen og med at undersøge, hvad man historisk set ved om Jesus.

- Jeg har brugt meget tid på at finde ud af, hvad man ved om mennesket Jesus. Levede han? Hvad har man af beviser? Hvordan så der ud i den tid? Hvor gammel blev man dengang?, fortæller Simon Mathew.

Simon Mathew spiller sin første hovedrolle i 'Jesus Christ Superstar' på Aarhus Teater. (Foto: Trine Birk © (c) DR)

Jesus manglede tænder

Og det har også budt på nogle overraskelser for sangeren og skuespilleren.

- Jesus blev faktisk gammel. Jeg tænkte, han er jo ung, bare 33 år, men dengang så levede man ikke længere. Det var hårde tider. De manglede for eksempel jern og protein - og de var små mennesker, slet ikke lige så høje som vi var. Jesus manglede sikkert også nogle tænder, fortæller han.

Og det er også den menneskelige side af Jesus, der er fokus på i stykket, der er instrueret af svenske Elisabeth Linton.

Om Simon Mathew

Simon Mathew er 33 år og oprindeligt fra Hirtshals.

Han vandt sangprogrammerne 'Scenen er din' (2005) og Dansk Melodi Grand Prix (2008) og har udgivet to album.

I 2014 blev han uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole og er i dag fastansat i ensemblet på Aarhus Teater.

Han har blandt andet medvirket i 'Skammerens Datter' på Østre Gasværk, 'Idioten' på Det Kgl. Teater og 'Ein Bisschen Frieden' på Aalborg Teater.

- Min tolkning af Jesus er: ’Jeg har ikke valgt det her. Hvorfor følger I efter mig? Nå, det må jeg bare tage med mig’. Jeg vælger at tolke det som om, han først fik besked henad vejen om, at han var Guds søn, at han skulle dø og så videre.

Simon Mathew selv tror på, at Jesus gik rundt på jorden for 2000 år siden.

- Man ved jo ikke, om han har eksisteret, men jeg har valgt at tro, at der er beviser nok for, at manden har eksisteret.

Stadig relevant i dag

Og selvom det er 2000 år siden, at Jesus ifølge Biblen gik rundt på jorden og udførte mirakler, så mener Simon Mathew, at hans historie stadig er relevant i dag.

- Den har stadig relevans i dag i forhold til alle de her kristne værdier, som alle snakker om for tiden. Vi vil gerne vise det her med næstekærlighed, at vi alle sammen er lige meget værd. At du skal behandle andre, som du selv vil behandles på trods af race og køn og så videre. Det, synes jeg, er utrolig relevant i dag, siger han.

Rollen som Jesus er fysisk krævende, fortæller Simon Mathew. (Foto: Trine Birk © (c) DR)

Svoger spiller Judas

Stykkets anden hovedrolle, som Judas, spilles af Mikkel Kaastrup-Mathew, der er gift med Simon Mathews søster.

Simon Mathew fortæller, at det har været en fordel, at de to kendte hinanden inden de nu for første gang står over for hinanden på scenen. Uden for scenen har de dog ikke 'rivaliseret' ligesom Jesus og Judas gør det i musicalen, fortæller han.

- Når vi ikke har været på, har vi bare været for smadrede. Vi er virkelig trætte, og jeg bliver 'mishandlet' hver dag. Den er lidt hård, joker Simon Mathew.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve